En bedre verden

Weekendavisen den 27. marts 2015.

Bådflygtninge IVI mere end et århundrede var den calabresiske bjergby Riace et sted, man tog fra for aldrig at vende tilbage. Men så strandede det første migrantskib ved kysten neden for byen. Det blev begyndelsen på en ny samfundsmodel.

AF KLAUS ROTHSTEIN OG MORTEN BEITER

RIACE
Så snart man passerer den italienske støvlesnudes sydligste punkt og begynder opstigningen mod uret langs den joniske kyst, skifter havet farve fra blåt til smaragdgrønt. Herfra har tusinder og atter tusinder af syditalienske immigranter i løbet af de sidste hundrede år forladt deres hjemstavn i en søgen efter et bedre liv på den anden side af Atlanten eller længere mod nord i Europas storbyer.

Ved skæbnens ironi er den samme kyst gennem de seneste 20 år blevet mål for de moderne tiders menneskesmugling i stordriftsskala. Hvor mindre både udgår fra Nordafrika mod Lampedusa og Sicilien, har de større fragtskibe, som hver kan rumme flere tusinde mennesker, ofte kurs mod farvandet mellem den italienske støvlehæl og støvlesnude. I den calabresiske havn ved Corigliano ligger en håndfuld ophugningsmodne fragtskibe fortøjet, efter at de har bragt deres sidste, desperate last over Middelhavet. Skibene købes på Cypern eller i Tyrkiet for priser mellem 50.000 og 90.000 dollars stykket, fyldes med betalende migranter og sendes afsted fra Tyrkiet mod Italien med en millionfortjeneste for menneskesmuglerne. I internationalt farvand låses roret fast, og styrmanden gemmer sig blandt migranterne, i håb om at slippe uopdaget i land, når kystvagten har reddet skibet fra at forulykke mod den italienske kyst. For styrmanden er også, når alt kommer til alt, på udkig efter et bedre liv på den anden side.

Mennesketrafikken har på sin egen forunderlige måde pustet liv i en stribe affolkede bjerglandsbyer langs Det joniske Hav. For når et lille samfund er ved at dø ud, betyder hudfarve, religion og kultur ikke så meget. Et menneske er et menneske. Og ét menneske mere betyder ét oplyst vindue mere eller én kunde mere hos købmanden. Liv. Alt det andet kommer bagefter.

Riace kommune består af to byer, Riace Marina ved havet og Riace Superiore syv kilometer inde i bjergene. For øjeblikket ligger indbyggertallet på omkring 1.700 indbyggere. Heraf er omkring hver femte migrant.

”Vi har vel omkring 30 forskellige nationaliteter repræsenteret. Gambia, Etiopien, Eritrea, Congo, Bangladesh, Albanien, Pakistan, Libanon, Somalia, Nigeria, Kurdistan…” opremser byens borgmester, Domenico Lucano.

Vi møder ham ikke på borgmesterkontoret oppe på rådhuset, men på det sted, hvor han helst opholder sig: I et gammelt adelspalæ i midt i hjertet af Riace Superiore, hvor den humanitære kulturelle forening, Città Futura, Fremtidens By, holder til. Den står borgmesteren også i spidsen for. Han lægger ikke skjul på, at han har det rigtig godt med, at det netop er adelspalæet, som lægger rammer til foreningens virke, der kort fortalt handler om at få så mange migranter som muligt til at slå sig ned i Riace og tilføre byen nyt liv.

”Man kan kalde det en proletarisk-planetarisk ekspropriation,” siger han. Hans ansigt lyser op, og vi skotter til det store portræt af den cubanske frihedshelt Ernesto ”Che” Guevara, som troner på endevæggen.

”Ham har jeg det rigtig godt med. Vi deler mange værdier og syn på tingene,” siger han.

Det er tydeligt, at denne borgmester ikke kun er interesseret i at redde sin by ved at forvandle den til et modtagecenter for migranter. Han vil også søsætte en helt ny samfundsmodel langt fra forbrugerisme og vækstmodeller. Et samfund, der genfinder sine gamle rødder og rejser sig ved sin egen, og de nye tilflytteres kraft.

Et folk på stranden
Det startede alt sammen i 1998, da et stort sejlskib stødte på grund lige ved Riace Marina. Om bord var omkring 300 kurdere fra Tyrkiet og Irak.

”Jeg var ikke borgmester dengang, men husker det tydeligt, for jeg kom kørende ad kystvejen, da de netop var gået i land. Det var som et helt folk, der var stået op af havet,” fortæller Domenico Lucano.

”De fleste var interesserede i at komme videre så hurtigt som muligt til Tyskland og Frankrig, hvor de havde slægtninge, som ventede på dem. Men en stor gruppe på 60-70 personer vidste ikke, hvad de skulle. I starten blev de indkvarteret i en bygning, som kirken ejede, men der kunne de ikke blive, fordi kirken skulle bruge den. De samlede sig under det store træ foran rådhuset. Én af dem sagde til mig, at de helst ville blive, fordi de følte sig hjemme her. Riace mindede dem om Kurdistan. ’Men hvordan skal vi gøre?’ spurgte jeg. Han svarede: ’Domenico. Vi er et folk uden huse, som er ankommet til en by fuld af huse, men ingen folk.’ Og så begyndte vi at ringe rundt til alle de immigranter, som havde tomme huse stående i Riace. Folk som boede i Argentina, USA eller Milano og Torino, og som alligevel aldrig ville komme tilbage til Riace, og vi spurgte dem, om vi måtte bruges husene til de fremmede, og det sagde de alle ja til. Et enkelt af husene blev åbnet efter 100 år og der var naturligvis en del arbejde med det, inden der kunne flytte nogen ind igen.”

I dag, 17 år senere, er der kun en enkelt af de første kurdere tilbage. Vi vil gerne have talt med ham, men han er ved at blive skilt fra sin kone og er lidt omflakkende for tiden, forklarer borgmesteren. Til gengæld er et hav af folkeslag siden passeret gennem de smalle gader i den lille bjergby, hvor tiden synes at have stået stille siden de første immigranter begyndte at tage af sted.

En af dem, en ung nigerianer, fortæller at han har boet i Riace et par måneder.

”Jeg ved ikke, om jeg bliver eller rejser videre. Nu skal jeg først have mine papirer i orden, så må vi se,” siger han og lader forstå, at han ikke er særlig imponeret over hverken indkvarteringen eller det italienske bureaukratis legendariske sneglefart.

I morgen er han måske væk. Men lige nu er han her. Og der er hele tiden flere på vej. Den stadige strøm sikrer aktivitet i mange af bygningerne, som ikke kun bliver brugt til boliger, men også som for eksempel keramik- og væveværksteder i et større integrationsprojekt, som går ud på at pode nye kviste på gamle rødder.

”De første år fik vi ikke støtte nogen steder fra. Det var bare noget jeg og en gruppe ligesindede gjorde, fordi vi følte det var rigtigt,” siger Domenico Lucano. Her hentyder han til sine egne rødder i den yderste italienske venstrefløj, som støtter både den kurdiske og palæstinensiske sag.
”Men efterhånden kom der også folk til fra andre steder, og arbejdet gik mere i retning af at hjælpe andre, også for at hjælpe os selv.”

Noget flyttede sig. I 2004 blev Lucano stik imod alle odds valgt som borgmester i Riace, der ellers har ry som lidt af en mafia-rede. Og år efter år kom der mere struktur på ideer og projekter, således at Riace i dag er mest kendt som ”Il paese dell’accoglienza,” gæstfrihedens by, som der står på byskiltet. En af Riaces største beundrere er den tyske filminstruktør Wim Wenders, som i 2009 optog kortfilmen Il Volo (Flyveturen) i området, og udtalte, at ”den største utopi, som er gået i opfyldelse, er ikke Murens fald, men det, som er lykkedes i Riace og andre små calabresiske byer.”

Den kulturelle humus
For at forstå hvordan det hele kan lade sig gøre, skal man forestille sig, at de mange huse, som er blevet beboet igen efter mange år, tilsammen udgør ét stort, usynligt modtagecenter med adelspalæet som administrationsbygning. For hver beboer modtager kommunen et beløb fra regeringen, og disse penge bliver sendt videre til den private forening, som driver ”centret.” En del af disse penge bliver af centret udbetalt til migranterne i form af værdikuponer, som de kan handle for i de lokale forretninger. Og resten går til aflønning af personalet, som efterhånden er vokset til omkring 60 personer og længe har været den største virksomhed i Riace, i hvert fald hvad angår antal ansatte.

”De fleste er lokale folk fra Riace. Mennesker, som ellers måske ville være rejst væk, men som er blevet boende, fordi de endelig fandt et arbejde. Men der er også migranter imellem, som arbejder for os som tolke,” siger Domenico Lucano og tilføjer, at det nok ikke var gået helt så nemt, hvis ikke historien og klimaet var kommet dem til hjælp.

“I gamle dage var det her jo udelukkende et samfund af hyrder og små bønder. Ingen var store nok til at kunne klare sig selv, og man var derfor vant til at hjælpe hinanden og udvise en form for solidaritet. Desuden betyder det varme klima, at meget socialt liv fra april til oktober foregår uden for husene, i det fælles offentlige rum. Og så har alle familier i Riace været ramt af det fænomen, som hedder immigration. Alle har familie i udlandet eller i Norditalien. Så mange folk er gennem tiden rejst fra Riace, at der bor flere riacesere uden for Riace end i selve kommunen,” siger Domenico Lucano.

Sidst, men ikke mindst, spiller det ifølge borgmesteren også en stor rolle, at man gennem årtusinder på disse kanter har været vant til fremmede, der landede deres skibe nede på stranden.

”Vores hav var for tusinder af år siden en motorvej mellem Italien og Grækenland. Det var ad den vej, vi blev koloniseret og blev en del af Magna Graecia, Det store Grækenland. Siden kom saracenerne og tyrkerne. Nogle ville handle. Andre ville plyndre, og folk i Riace lærte ikke at dømme fremmede på forhånd, men se dem an først, for at forstå deres intentioner. Det indebar en vis form for gæstfrihed. Det er den kulturelle humus, som vi har arvet fra vores forfædre, og som vi med held har bygget videre på siden den dag sejlskibet dukkede op og tilfældigvis landede lige nede på vores strand.”

Arbejde er nøgleordet
Man kan kalde det en blodtransfusion, der som alle andre transfusioner ikke tager stilling til hvem der giver blodet, bare det er sundt blod, der kan være med til at sikre overlevelse. Men Riace er efter over ti år som migrantby langt fra reddet endnu, erkender Domenico Lucano.

”Hvis arbejdet bliver ved med at mangle. Hvis dette område mister den sidste forbindelse tilbage til den gamle hyrde- og bondekultur. Og hvis bønderne og landarbejdernes sønner er flove over at tale den lokale dialekt og i stedet bliver ved med at forfølge forbrugersamfundets luftspejlinger, som er det stik modsatte af alt, hvad deres egen kultur er skabt af, så er der ikke meget håb tilbage. Vi må i stedet begynde helt forfra og gøre op med den kultur, som hele tiden går ud på at klage sin nød til centralregeringen i håb om at få penge, som så alligevel ikke bliver brugt på noget konstruktivt. Det første vi har brug for, er mennesker. Vi kan ikke tale med murene, det er som at henvende sig til spøgelser. En hvilket som helst forandring kræver levende mennesker. Og hvis vi er mange nok, kan vi ændre alt. Ikke bare for dem, men også for os selv. Det tager selvfølgelig tid. Men det er den eneste vej, som jeg ser det,” siger borgmester Lucano.

Vi spørger ham, hvor mange af de nuværende 350 migranter, som stadig vil være boende i Riace om fire år. Han svarer:

”Det kan jeg umuligt svare på. Men på det punkt er migranterne ligestillet med alle andre borgere. Jeg ved ikke engang selv, om jeg er her om fire år. Jo, for resten, jeg er lige blevet genvalgt til 2019, så det er jeg. Men mine børn er for længst rejst. Og min kone. Hun har fået arbejde på et bageri.”

Det er vist det, man på moderne dansk kalder too much information. Men hvad. Borgmesterens sparsomme tid er også løbet ud. Mens han viser os ud griber han efter en lille kasse og åbner låget. Nede i den ligger for en mindre formue i værdikuponer, som migranterne bruger til at købe ind med. Kuponerne er designet som pengesedler i euro med portrætter af borgmesterens personlige helte, som migranterne så får lejlighed til at kende.

På 50 euro-sedlen optræder for eksempel Rosa Parks, den sorte amerikanske borgerrettighedsforkæmper, som nægtede at afgive sin plads i bussen til en hvid mand. På 20’eren finder vi den socialistiske teoretiker Antonio Gramsci. På 10’eren de dødsdømte italienske anarkister Sacco og Vinzetti, sandsynligvis ofre for justitsmord baseret på fordomme over for italienere i 1920’ernes USA. På en anden 10’er den myrdede italienske digter og filminstruktør Pier Paolo Pasolini. Og på 5’eren Wim Wenders – manden der udtalte, at ”I Riace har jeg for første gang har set en bedre verden.”

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.