Ud af ekkokammeret

Weekendavisen den 16. januar 2015.

Traumer. Norge har Beivik, Frankrig har Charlie Hebdo-mordene.

OSLO
Det er den franske ambassadør i Norge, Jean-Marc Rives, der endelig siger det, som jeg har undret mig over, at ingen andre har sagt, nemlig at vores tanker også går til de unge mennesker, der mistede livet på Utøya i juli 2011, da den højreradikale Anders Behring Breivik likviderede 69 sagesløse ungdomspolitikere.

Søndag, tidlig eftermiddag i Oslo. Ambassadøren står på hovedtrappen på Universitetsplassen, hvor folk er strømmet til for at vise afsky for terrorismen og sympati med de 12 karikaturtegnere fra Charlie Hebdo, som blev slået så brutalt ihjel i onsdags. Bag arrangementet står Norsk Presseforbund, Norsk Journalistlag, Norsk Redaktørforening og FECO (Federation of Cartoonists) i samarbejde med den franske ambassade.

Jean-Marc Rives nævner de unge fra Utøya i samme åndedrag, som han sender sine tanker til tegnerne fra Paris. Han sender en tak til politiet og til de forbipasserende, der blev vidner til terrorismen. Mens sneen daler forsigtigt over pladsen, klapper vi helhjertet af ambassadøren. Han overlader mikrofonen til universitetets rektor, Ole Petter Ottersen, som bliver i samme spor. Han taler om ytringsfriheden som en afgørende værdi og universitetets, frihedens og demokratiets forudsætning, og han minder om, hvad daværende statsminister Jens Stoltenberg sagde efter bombeattentatet og likvideringerne i Oslo og på Utøya: Vi skal besvare terrorismen med mere frihed, ikke med mindre frihed.

Jeg står på Universitetsplassen sammen med Knut Olav Åmås, direktør i stiftelsen Fritt Ord, som i 1974 blev oprettet af kioskkoncernen Narvesen for at støtte udgivelsen af aviser. Fritt Ord har siden udviklet sig til en hovedrig og betydningsfuld fond, der støtter litteratur, kulturdebat, journalistik, dokumentarisme og ytringsfrihed. Knut Olav Åmås har kun været direktør i godt og vel fire måneder, men han er velbevandret i norsk samfundsdebat og samtidsdiagnose. I en årrække var han kulturredaktør på Aftenposten, og i trekvart år var han statssekretær (en viceminister, som vi ikke har i Danmark) for den norske Kulturminister, Thorhild Widwey, fra det konservative Høyre. Han har også skrevet en bog om værdien af uenighed i den offentlige debat, og dagen før var han medarrangør af en paneldebat om terrorisme og ytringsfrihed i Litteraturhuset.

Umiddelbart før mindemødet på Universitetsplassen har vi siddet og talt sammen på Knut Olav Åmås’ kontor i Fritt Ords bygning, der ligger i den tidligere sovjetiske ambassade, hvor også nazisterne holdt til under besættelsen, på Uranienborgveien i Oslos ambassadekvarter bag kongeslottet. Han siger, at han efter karikaturstriden i 2005 både så tegn på, at terroren virkede efter sin hensigt og at der samtidig skete en modreaktion, der skabte mere plads til rationalitet og religionskritik. Efter attentatet i Paris, frygter han nu mere selvcensur.

“Det er svært overraskende at netop Jyllands-Posten ikke bringer tegningerne fra Charlie Hebdo, for de har klar nyhedsværdi. Men det er samtidig psykologisk og socialt forståeligt,” siger han med en vis resignation.

Knut Olav Åmås kan fortælle, at norske chefredaktører får henvendelser fra medarbejdere, der ønsker at deres artikler om terror og karikaturer bliver bragt uden byline. Han finder det principielt betænkeligt, men forstår ønsket, menneskeligt og psykologisk. Som han siger: “Det er legitimt at føle frygt”. Samtidig er han ikke i tvivl om, at ønsket om at trykke artiklerne anonymt er en indrømmelse til de destruktive kræfter, og det viser at trusler og vold er begyndt at virke.

Jeg siger, at hele Muhammed-krisen jo begyndte med en børnebog, hvis forlag og forfatter ikke kunne finde en tegner, der ønskede at lægge navn til tegninger af profeten. Derfor udkom bogens illustrationer anonymt, hvorefter Jyllands-Posten satte satirikerne på sagen. Og nu er vi åbenbart nået dertil, at journalisterne også ønsker at skjule sig. Selvcensuren er med andre ord ved at gribe om sig. Terroren har en effekt.

Knut Olav Åmås nikker. Men han betoner alligevel, at det kritiske rum er vokset de seneste år. Godt nok sagde Arbeiderpartiets leder, Jonas Gahr Støre, i en udtalelse efter drabene på tegnerne i Paris, at det ikke er vigtigt at kæmpe for retten til at være blasfemisk – altså det stik modsatte synspunkt af Charlie Hebdo, hvis chefredaktør Gérard Biard i Morgenbladet bliver citeret for at have kaldt blasfemi for en demokratiets forudsætning – men generelt værner politikerne i dag væsentligt mere om ytringsfriheden, end de gjorde under Muhammed-krisen.

“Jeg tror at vi vil se en øget klogskab fra både medier og politikere. Jeg tror at vi får klogere relevansvurderinger. Det ser vi allerede. Men jeg tror også at vi får en bedre diskussion i det offentlige rum. Debatten må ikke finde sted i lukkede ekkokamre,” siger han.

En af talerne på debatmødet i Litteraturhuset lørdag var den legendariske chef for forlaget Aschehoug, William Nygaard, der i 1993 blev skudt og såret af en ukendt gerningsmand i Oslo, der sandsynligvis ville straffe forlæggeren for at have udgivet Salman Rushdies De sataniske vers. Som medlem af Norsk PEN’s bestyrelse var han inviteret til at tale om konsekvenserne af attentatet mod Charlie Hebdo. Han slog fast at det store flertal af muslimer tager afstand fra terroristernes umenneskelighed, og at volden også spotter og misbruger islam. Men vi usynliggør det store flertal af lavmælte muslimer, fordi de ekstreme overskygger dem. Og det har, sagde William Nygaard, flere udslag:

“Frygten for en religion kan ekspandere på et dybt uretfærdigt grundlag. Ja, de moderate forblindes til at tro at de selv er i mindretal og skræmmes til tavshed og selvcensur.”

Når man ikke siger det, man tænker, fordi man frygter konsekvensen, censurerer man sig selv. Under debatten i Litteraturhuset lyttede jeg til kloge ord, besindige ord, retfærdige ord fra mediefolkene i panelet, men der var ord, man undgik og navne, der aldrig blev nævnt. Alle talte om terror, men ingen nævnte Breivik og Utøya, ingen refererede til Jens Stoltenbergs credo om at bekæmpe terror med mere frihed, ikke med mindre frihed. Jeg spørger Knut Olav Åmås, hvad grunden kan være. Han har umiddelbart ikke noget svar. Men kort efter, på Universitetsplassen, siger den franske ambassadør det, jeg har savnet at høre. Han sætter terroren i Oslo og på Utøya ved siden af terroren i Paris. Gerningsmændene var hinandens politiske, religiøse og ideologiske modsætninger, men både Breivik og brødrene Kouachi var frihedens og demokratiets fjender.

Det gør godt at lytte til ambassadøren, der taler med varme og værdighed. Det gør godt i kulden, at han nævner Jens Stoltenbergs pointe, når nu ingen norske publicister har gjort det. Friheden har de naturligvis talt om. William Nygaard sluttede sin tale med at sige, at landet kan vogtes i fortsat frihed, hvis medierne holder sammen og forstår deres demokratiske samfundsopgave, ikke kun på redaktionerne, men også blandt offentlige ejere og private aktionærer. Og så er vi tilbage ved stiftelsen Fritt Ord, der ikke alene støtter og finansierer uafhængig journalistik og dokumentarisme, men også er medejer af både Morgenbladet og Dagens Næringsliv.

“Jeg ser Fritt Ord som en ‘ideernes infrastruktur’. Vi skal stryke ytringsfriheden og offentligheden gennem journalistik, bøger og film, der dækker politik, ideologi, kunst og kultur og religion. Vi skal tro på, at borgerne gerne vil have substans i medierne, og heldigvis har vi i dag den mest kundskabsorienterede norske journalistik nogensinde,” siger Knut Olav Åmås.

Men han er også klar over, at det journalistiske instinkt ikke altid udløses lige hurtigt. Dagen før kunne han høre den politiske redaktør fra Dagbladet, Marie Simonsen, komme med en interessant erkendelse på sin avis vegne:

“Nej, vi er ikke Charlie,” sagde hun. “Charlie Hebdo ville i det hele taget have det svært i konsensuslandet Norge, hvor vi mest diskuterer hensynsfuldhed og afgrænsning af ytringsfriheden. Karikaturstriden i 2006 var ikke vores finest hour i det kulturradikale Dagbladet. Vi vidste ikke hvordan vi skulle tackle den nye virkelighed, og det er der grund til at beklage. Her i 2015 gjorde vi det med større bravour. Men jeg mener stadig, at man ikke bare skal trykke tegninger uden grund. Der skal være en nyhedsværdi og de skal være nødvendige for at belyse historien.”

Marie Simonsen var ikke den eneste i panelet, der talte om hensynsfuldhed. Samfundsredaktør fra NRK, Kyrre Nakkim, mente at ytringsfriheden skal bruges velovervejet, og forfatteren, tegneren og komikeren Knut Nærum mente, at man nok skal være modig, men – understregede han – man skal også være rar.

Men kan man balancere ytringsfrihed med ytringshensynsfuldhed? Jeg tænker på noget William Nygaard sagde: at det eneste sikre våben mod magtens overgreb, propaganda, manipulering og humbug, er ordet og sproget selv. Den gamle forlægger sagde, at norske publicisters har stærke traditioner som forkæmpere for ytringsfrihed, men at de måske også har været præget af fred og fordragelighed i et omfang, der har ført til korrumperende selvcensur. Var det et opgør med hensynsfuldheden, spørger jeg mig selv?

Jeg fortæller Knut Olav Åmås, at jeg engang – lige før Muhammed-krisen brød ud i Danmark – var formand for Dansk PEN, søsterorganisationen til Norsk PEN, hvor William Nygaard er bestyrelsesmedlem, som Fritt Ord havde tilrettelagt debatten sammen med som reaktion på attentatet i Paris. Den verdensomspændende forening af forfattere, journalister m.m. arbejder for ytringsfrihed og imod censur, men ifølge det internationale charter, skal PEN også modvirke hate speach. Men på et tidspunkt kan de to ting ikke forenes længere. Hvad vejer tungest: hensynet til frie ord eller indsatsen mod hadefuld tale? Kan man trække grænsen andre steder, end der hvor ytringer bliver til trusler eller opfordringer til vold?

Hate speach er et af de vanskeligste spørgsmål i hele ytringsfrihedsdebatten,” siger Knut Olav Åmås. Hans fond støtter derfor også journalistik, der undersøger og kortlægger fremvæksten af hate speach og højreekstremistiske og fascistisk-populistiske bevægelser i Europa. Han minder om, at ytringsfriheden blev brugt til en dehumaniserende retorik i radioen, som førte til folkedrabet i Rwanda.

“På det verbale plan må alle meninger være tilladt, så længe de ikke opfordrer til vold og lovbrud. Der er ingen anden recept, end at kritisere og argumentere.”

Knut Olav Åmås har stadig en stærk tiltro til den offentlige debat. Men forudsætningen er, at meningerne kommer ud af ekkokamrene til en åben udveksling. Han mener at Norge efter terrorismen den 22. juli 2011 fik et stærkere kritisk beredskab overfor det, han kalder ‘destruktivt tankegods’. Samtidig tog avisredaktionerne større ansvar for debatterne på deres hjemmesider.

“Jeg tror, at attentatet på Charlie Hebdo kan få samme effekt. Jeg tror at vi kan få en øget og dybere tro på ytringsfrihed.”

Dén tiltro til det frie ord giver en vis varme. Men samtidig har frygten bidt sig fast for nye attentater, hvor som helst, når som helst. Ingen havde opdaget truslen fra brødrene Kouachi, og Charlie Hebdo er ikke det sidste mål for islamistisk terror. Men heller ingen havde jo set Breivik komme. Rundt omkring i Europa vokser aggressive højreekstreme bevægelser frem. Og fra Frankrig rapporteres nu både om angreb på muslimske institutioner og om øget antisemitisme mod de franske jøder. Hvordan skal man tro på, at de radikale kan finde ud af ekkorummet?

Jeg slår op i Morgenbladet. Her er et interview med Libérations chefredaktør, Johan Hufnagel. Han er på linje med Knut Olav Åmås: terroren kan måske være en øjenåbner for den franske offentlighed. Ganske vist orker han ikke engang at opfordre Front National til ikke at slå plat på tragedien, for dét ved han, at de vil gøre. Men han tror at offentligheden – skønt nationalfronten er størst i meningsmålingerne – vil besinde sig.

“Jeg tænker på Norge efter 22. juli og de ord statsministeren valgte i sin første tale efter angrebet. For mig virkede det som om, at hele det norske ordskifte mere var præget af kollektiv sorg, end af vrede, selvom folk havde grund til at være vrede. Men vigtigere end den politiske klasses diskurs, er hvordan folk taler på gaden, hvilken tone der er i aviserne,” siger han og slår til lyd for en ny åbenhed. Dér var Stoltenbergs credo retfærdigvis igen.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.