Viljens Triumf. Koncept og instruktion: Tue Biering og Jeppe Kristensen

Weekendavisen den 2. maj 2014.

Triumph des Willens. Leni Riefenstahls demagogisk-æstetiske propagandafilm som total- & minimalteater.

Sjove og lykkelige nazister

Efter ganske få minutter er jeg overbevist om, at dette er en genial idé. Efter to og en halv time er jeg desværre kommet i tvivl.

Tue Biering og Jeppe Kristensen har med udsøgt kreativitet udviklet en slags total- & minimal-teaterudgave af Leni Riefenstahls legendariske demagogisk-brutalistisk-æstetiske udstyrsstykke af en propagandafilm, Viljens Triumf, om de tyske nazisters fem dage lange partikongres i Nürnberg i 1934.

Scene for scene (ikke helt, men i princippet) bliver filmen rekonstrueret foran vores øjne og med os selv som aktører. Vi sidder på lange festivalbænke i den store, rå teatersal, hvor mange slags rekvisitter og kulisser står klar langs væggene. Lidt ude i siden sidder et par producere ved en masse computere, et par fotografer går omkring med kameraer, og pludselig er vi i gang da Anders Mossling i en slags beige kvasinazi-uniform hopper op på en kasse og begynder at tale afslappet til os med sin blidt akavede danske intonation med klare svenske brydninger.

På endevæggen hænger et stort lærred, hvortil der transmitteres direkte fra kameraets linse. Først ser vi udsigten fra Hitlers fly, der nærmer sig Nürnberg. Vi bevæger os henover skyerne og glider over den gammel middelalderby. Hvis man har set filmen, husker man førerens symbolske ankomst fra himlen til jorden. Foran os holder fotograferne en legetøjsflyver henover bunker af vat, der ligger på et arbejdsbord, for derefter at føre flyveren ind over grupper af modelhuse.

Senere i forestillingen instruerer Anders Mossling publikum i at være statister, der både skal juble op mod Føreren, holde faner, exercere med skovle, sidde omkring lejrbål, spise suppe og gå i strækmarch. Optagelserne fixes med det samme ved klippebordet til sammenhængende scener, som vi ser på lærredet.

Det hele er inderligt loyalt fortalt, og Anders Mossling kalder undefundigt smilende Viljens Triumf for historiens smukkeste film. Uden at blinke siger han, at den fascistiske æstetik handler om “det smukke ved fællesskaber”, og han beskriver marchscenerne gennem Nürnberg som “sjove og lykkelige”. Hvor er det godt, at han virker så troskyldig og indledningsvis forvissede os at han ikke er nazist, selvom han står her og skal give den som Hitler i denne sære forestilling.

Triumph des Willens er naturligvis et gennemført grusomt værk, som ingen kan se uden at krympe sig. Men det er også et stykke kunsthåndværk, som man kan sætte højt som filmæstetisk. I Tue Biering og Jeppe Kristensen reenactment bliver Leni Riefenstahls film udsat for en dekonstruktion og en demaskering – og en tankevækkende fortolkning. Den grundige dissekering blotlægger nemlig filmens beregnende manipulation helt ned i den chokerende detalje, der taler til publikums underbevidsthed: et nærbillede af en kat, der drejer hovedet mod Førerens bil, er ikke bare en kat, der drejer hovedet, men symbol på at også dyrene hylder Hitler.

Der er absolut intet at udsætte på ideen, konceptet, kreativiteten og den tekniske udførelse. Men der er alligevel noget galt med forestillingen. Fra en overrumplende og smågenial begyndelse fortaber den sig nemlig i langstrakte forsøg på at inddrage publikum, som bliver kostet rundt – ført og forført af Anders Mossling – i den ene tempoløse aktivitet efter den anden, hvoraf nogle er slet og ret meningsløse. Da vi skal sidde omkring et lejrbål, bliver nogle instrueret i at hente øl og sodavand i et køleskab, men det var vist mere en fix idé, end en dramaturgisk nødvendighed. På samme måde er det en slem stopklods, at vi på et tidspunkt skal skifte til gummirøjsere (som gør det ud for højskaftede marchstøvler!) og gå i snorlige formationer. Til gengæld fungerer det fint, når tre publikummer får lidt kostumer på og bliver filmet på baggrund af en green screen, hvorefter det hele projiceres op på lærredet med en baggrund fra filmen.

Det hele er lavet med glimt i øjet, og forhåbentlig også med en klar bevidsthed om, at den lidt forgabte flirt med den fascistiske æstetik kun giver kunstnerisk mening, hvis publikum fanger ironien, som følger med dekonstruktionen.

Viljens Triumf. Gæstespil: Fix & Foxy. Koncept og instruktion: Tue Biering og Jeppe Kristensen. Medvirkende: Anders Mossling m.fl. Scenograf: Sille Dons Heltoft. Republique, Store Scene. Spiller til den 10. maj.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.