Udenommanden

Anmeldelse i Weekendavisen den 24. januar 2014.

Teater. Henrik Ibsens ‘Peer Gynt’ tørskoet ned ad livets elv som et dekonstrueret drømmespil.

Riddersalen gjorde det i foråret, Odense Teater gjorde det i efteråret – og denne vinter gør Republique det så: sætter en moderne version af Henrik Ibsens Peer Gynt op. Han må altså have noget at sige os nu i dag, denne svigefulde fantast, som man første gang hørte om da folkemindesamleren P. Chr. Asbjørnsen (ham der også arbejdede sammen med Jørgen Moe) i 1845-48 udgav Norske Huldre-Eventyr og Folkesagn med overleveringer, som han havde høstet hos digteren og skolemanden Engebret Hougen i Gudbrandsdalen.

Henrik Ibsen hentede altså sin Peer Gynt – eller som de gæve nordmænd udtaler det: Jynt – fra folkesagnene, og han forstod at omsætte karakteren i digt og drama så stykket både rummede frisættende underholdning og gravalvorlig seriøsitet.

I samme ånd giver instruktør Rolf Heim sin Peer Gynt fuld skrue i et dystert og dekadent visuelt udstyrsstykke, hvor publikum ikke får handlingen foræret. Et godt råd: Læs på det hjemmefra, slå ørerne ud for teksten og hengiv dig til det visuelle.

Forestillingens scenografi (eller ‘visuelle koncept’, som Republique med god ret kalder det) er skabt af Jessica Grindstaff og Erik Sanko fra Phantom Limb Company, New York, der med groteske tableauer på scenens drejeskive digter videre på den elegante, gådefulde og forheksede stemning, som komponisten Edvard Grieg lagde ned over stykket. Man kommer til at tænke på Michael Kvium og hans åndsbeslægtede norske kollega Odd Nedrum. Genialt creepy.

Peer Gynt er den klassiske hjemme-ude-hjemme-fortælling om en ung mand, der mener at tilværelsen skylder ham alt, og at intet er udenfor hans rækkevidde. Han hvirvles ud i verden, rastløs og ansvarsfri, fra hjemmet i dalen til de underjordiske bjergtrolde, videre til Nordafrikas ørken, først som forretningsmand udi slaver og gudebilleder, siden – ved en forveksling – som egyptisk profet (!), og efter mange års udlændighed endelig hjem igen.

Uanset hvad der sker, stræber Peer opad, han vil være Menneskelivets Kejser! Han vil løse Sfinxens gåde, han vil svæve tørskoet ned ad livets elv, han vil bevise at han er – sig selv. Men hvad var det bjergtrolden Dovregubben hjemme i Gudbrandsdalen havde krævet af ham? Var det ikke at han ikke bare skulle være sig selv, men sig selv – nok!

Pligter er ikke noget for drømmeren Peer Gynt, der sværger til et ansvarsfrit livsprincip: Gå udenom! Og når problemerne strammer til, tyer han til et vidunderligt selvbedrag: “Hvo sig fornedre skal ophøjes – det sker for mig!” Eller som han siger: “Den som ej gør ondt, gør godt!”

Peer Gynt er Henrik Ibsens mesterstykke inden han forlod de rimede læsestykker til fordel for den moderne dramatik, og det er vældigt bare at lytte til ordenes dybde hele vejen frem mod kulminationen, hvor Peer kommer hjem og indser at han ikke kan finde sit livs betydning, lige så lidt som han kan finde kernen i det løg han desperat skræller.

Rolf Heim & co. bruger begge Henrik Ibsens versioner – både digtet fra 1867 og dramaet fra 1876 – men det er det både seriøse og kulørte digt, der er udgangspunktet for Jens Jørn Spottag, der koncentrerer sig om titelrollen, og Tammi Øst, der svinger mellem stemmer og stemninger, når hun udgør alle dramaets kvinder. Begge leverer de rimede replikker med en perfekt diskret rytme.

Hvor er det dog skønt at lytte til Henrik Ibsens eminente sprog, så brutalt, vitalt, morsomt og slidstærkt. Når Peer Gynt fra dramatikerens hånd siger: “Mit forretningsliv er et sluttet kapitel; min kærlighedsleg er en aflagt kittel”, kan replikken sagtens tåle, at blive delt i to, så Peer Gynt selv siger det første, mens anden halvdel er lagt i munden på en tørt konstaterende kvinde: “Din kærlighedsleg er…” Ja, opsplitningen tilfører jo ligefrem et ekstra lag af besk humor.

Jens Jørn Spottag og Tammi Øst deler magt og fylde, og de er sikre i samspillet med de ordløst uhyggelige og grotesk maskeklædte skyggestatister og førere af stykkets fantastisk udtryksfulde og komiske marionetter, ikke mindst i scenen fra dårekisten i Kairo.

Det er sandsynligvis, og af gode grunde, manden i titelrollen der stjæler billedet, og Jens Jørn Spottags præstation er absolut betydelig, men måske er Tammi Øst på den vanskeligste opgave med en mangfoldighed af roller, der markeres med skift af halvmasker. Men ikke nok med det: hun har også bearbejdet Edvard Griegs berømte musik til en svagt genkendelig signatur. Det slipper hun absolut helskindet fra, ikke mindst undersøttet af forestillingens lyddesigner, Janus Jensen, omend det virker lidt sært at hun delvis skal operere fra en lydpult ved siden af scenen.

De fantasmagoriske facetter og den stemning af nycirkus (som en kollega meget præcist kaldte det efter forestillingen), som Phantom Limb Company bringer med, kan virke over the top, for eksempel når bjergtroldene er lilla kykloper med pandelygter som øje, når dyrehoveder og menneskekroppe blandes, eller når troldkongens folk glider omkring som krydsninger mellem skelletter og brude i antræk, der minder om biavlere og standerlamper. Men ok! Ibsen som et dekonstrueret drømmespil. Han kan rigeligt tåle det.

Henrik Ibsen: Peer Gynt, iscenesat af Rolf Heim. Medvirkende: Jens Jørn Spottag og Tammi Øst. Visuelt koncept: Phantom Limb Company. Musikalsk komposition og design: Tammi Øst. Lyddesign: Janus Jensen. Spillested: Republique, København, til 15. februar 2014.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.