Anmeldelse i Weekendavisen den 7. februar 2014.
De hvide rum. Torben Munksgaard skriver på kanten af sin karakters forstand og sin egen ydeevne.
Turners slaveskib
Hvordan gør man regnebrættet op for en roman, der først har udstråling som en kogt karklud, senere opfører sig som sæbe i et badekar, for så til sidst at spidse voldsomt fascinerende til?
Torben Munksgaards fjerde roman, I virkeligheden, består af en række fortællinger: Nature morte, Rødt lys, Amerika, I drømme, Skybrud, En million, De fremmede, Mørklægning, Fado og Sort land. Vi følger en række unge kunsthistoriestuderende fra København, nogle af deres familiemedlemmer og venner, en medarbejder fra studieadministrationen, en lektor fra uni.
Et navn vi møder i den ene historie, dukker op igen senere, og sådan hænger det hele efterhånden sammen i svagt synlige tråde. Jeg vil derfor gætte på, at Robert Altmans berømte filmatisering af en række enkeltstående Raymond Carver-noveller, Shortcuts, spøger i baggrunden. Men om mit gæt er rigtigt eller ej: der findes ingen shortcuts til at skrive gode romaner, og efter den særdeles lovende og originale debut med Retrograd (2007) har Torben Munksgaards form desværret været for nedadgående. Den perfekte mand (2009) var stadig fuld af kvalitet og idé, men Sort hund (2012) var et flop, i hvert fald for mig, men jeg skylder at sige at andre anmeldere mente det stik modsatte, ja Berlingske gav seks ufattelige hjerter, hvor de så kom fra!?!
Alle Torben Munksgaards karakterer skjuler tilsyneladende en hemmelighed eller dækker over en utilstrækkelighed af en slags, måske en angst for den ødemark af virkelighed, der venter på den anden side af specialet – og som en af personerne formulerer det, da han fortæller en ven om, hvorfor han vil afsløre sine studiekammeraters private bekendelser i et videokunstprojekt:
“I virkeligheden er vores ensomhed betinget af nøjagtig det samme som vores tiltrækningskraft på andre mennesker: hvor meget vi har at skjule. Så det handler bare om at forvalte sine hemmeligheder på den rigtige måde. Hvis vi kan få det frem… det, de skjuler, og hvordan de skjuler det.”
Torben Munksgaard forvalter sine hemmeligheder på den rigtige måde, for det skjulte kommer ikke frem af sig selv. Og så begynder der at samle sig et forløb af mystiske anonyme telefonopkald med uheldsvangre beskeder, stjålne videooptagelser, som bliver lækket og Facebooksider, som bliver hacket. Hvem står bag?
Romanen består af flere temaer, hvoraf nogle gennemspilles for tit til at være interessante, mens andre melder sig så sjældent, at man virkelig fornemmer, at her er noget på spil. Det gælder ikke mindst det nøje afmålte betydningsfulde motiv med en faldende selvmorder.
I mange (måske alle?) af historierne spiller malerier en rolle, og især Turners motiv af et kæntrende slaveskib, der smider levende og døde over bord i en hård sø, står som en symbolsk krumtap. Billedet viser, tænker en af de unge studerende, hvordan man kan leve og dø på samme tid: “Det lod sig ikke helt forklare, men det lod sig fuldkomment sanse.”
Torben Munksgaard har forladt den satiriske og sarkastiske tone, der ellers er hans varemærke, til fordel for hverdagsnær realisme. Men alvoren tynger, og af og til ligger den som en dødvægt over siderne, indtil sproget igen løfter sig frit. Dele af romanen er skrevet med masser af rutine og begrænset engagement. Andre dele er gådefulde på en forvirret måde, der ikke skaber nysgerrighed efter løsningen. Og så er der den store slutning, hvor forfatteren skriver på kanten af sin egen ydeevne og sin karakters forstand fra et sted, hvor frygten sindssyghospitalets hvide rum råder. Dét er karismatisk, ægte gådefuld prosa, hør bare denne sætning revet ud af enhver sammenhæng: “Lyset faldt ind i hendes opgang som en arkitektlampes nøgne lys på et blankt stykke papir, tavsheden i tapetet lyste op. Hun gik med brocher i en alder af tolv år og lignede en diva.”
I virkeligheden er en disharmonisk roman om eksistenstvivl og identitetsjagt, dunkelt tænkt og æstetisk splittet, som skrevet af to-tre forskellige temperamenter og to-tre forskellige talenter. Som alle sammen hedder Torben Munksgaard.
PS: Det hedder altså ikke “på Nordsjælland”, men “i Nordsjælland”.
Torben Munksgaard: I virkeligheden. 304 sider, 300 kr. Lindhardt & Ringhof.