Weekendavisen den 13. juni 2014.
Billedbibel. Dukkermager Rolf Søborg Hansen og instruktør Rolf Heim lukker Evolutionen ind i Skabelsen.
Syndfaldet og Syndfloden
Mens de letpåklædte livsnydere ubekymret suger fadøl og lysende sommersol til sig på kajkanterne i Nyhavn, er vi nogle, der lader os omslutte af dybsort mørke for at bevidne skabelsen, syndefaldet og redningen af de retfærdige.
Testamentet, hedder Bådteatrets forestilling, som er instruktøren Rolf Heims visuelle version af urfortællingen om Gud og menneskets tidligste tid. Hernede i bådens bug styrer Laura Müller, Karen Monrad, Ida Drey og Rolf Søborg Hansen sig igennem stærkt sære og stemningsfulde symbioser med skræmmende udtryksfulde dukker og uudgrundelige masker.
På den mørkelagte scene står en sort skærm. Fra dens skjul træder nogle skikkelser frem med en tøvende attitude, som var de de første mennesker på kloden. En voice over-stemme forkynder at der var mørke over urdybet, og at Gud skabte jorden. Så ruller skærmen frontalt frem mod publikum, og i et mildt og yndigt dukketeater opføres livets lysspil med søgræs, mikrober og en søgende sædcelle af en slags. Med et langt lagen og en lygte som rekvisitter, lykkes det spillerne at illudere elegante flyveøgler, nysgerrige disosaurusser og svævende fugle, og man spørger sig selv om dette er Skabelsesberetningen eller Evolutionen?
Testamentet er præget af en suveræn elegance og et visuelt dobbeltsprog, hvor det skønne og det grimme går hånd i hånd, men der er heldigvis også plads til humor. Da livet opstår og en slags brontusaurus rejser sig på scenen, slås temaet fra Jurassic Park an et kort øjeblik. På samme måde er det befriende morsomt at se et gebis med en rød krop og et underben med et stort øje gøre seriøst kur til hinanden, mens Serge Gainsbourgs lumre ‘Je t’aime’ fylder lokalet, hvad det så end har med grundfortællingen at gøre. Det er dukketeater for voksne.
Rolf Søborg Hansen er både stykkets dukkemager og scenograf, og hans visuelle dobbeltsprog har en akut effekt, lokkende og frastødende på én gang. Der er en grimhedens elegance over alle scenerne, hvor Laura Müller, Karen Monrad, Ida Drey og Rolf Søborg Hansen selv med imponerende talent puster liv, følelser og fortælling i halvmaskerne og de deforme dukker, der forlænger og fortolker menneskene selv, ikke minst i en fremragende scene, hvor fire dukkeførere skaber Adam og Evas kroppe som samlesæt forud for Syndefaldet og Syndfloden.
Den visuelle kulmination er den fatale scene, hvor de desperate dukker drukner i slow, og man mærker den desperationen strømme fra de fortabte sjæle. Jeg ved ikke præcis hvorfor, men pludselig så jeg et af Svend Wiig Hansens store lærreder for mig. Andre gange var det som om et maleri af Michael Kvium blev levende. Eller som om, der var besøg af en af robotterne fra den ret dårlige Hollywood-film I, Robot. For slet ikke at tale om de sære skikkelser fra Goyas sorte serie!
Testamentet er en flot fortolket Billedbibel, som dog ikke stikker så dybt, som den gerne vil. I pressematerialet taler Rolf Heim om, at stykket skal minde os om, at vi i Oplysningstiden gennemgik den demokratiseringsproces, som islam nu er på vej ind i, og at et nutidigt blik på vores ufortælling måske kan få os til at se med mildere øjne på demokratiseringsprocessen i de muslimske lande.
Men uanset hvor mange gange man siger ‘demokratiseringsproces’, er Testamentet overhovedet ikke et politisk stykke, men blot – og ‘blot’ er nok! – en teknisk og kunstnerisk begavet animation, der genfortæller dele af Første Mosebog. Men mens Guds hånd styrer det hele i Bibelen, har Rolf Søborg Hansen og Rolf Heim ladet Evolutionen spille med på Bådteateret, og det kan ses som en relevant humanistisk kommentar til deres egen fine og seværdige genskabelse af Skabelsen.
Testamentet. Instruktør: Rolf Heim. Bådteatret, Nyhavn, til den 28. juni.