Tadeusz Slobodzianek: Vores klasse

Weekendavisen den 3. oktober 2014.

Dokudrama. Katolske polakker slagtede jødiske naboer i 1941. En af årets vigtigste forestillinger.

Massakren i Jedwabne

I sommeren 1941, da Polen var under tysk okkupation, blev 300 polske jøder i den lille shtetl Jedwabne gennet sammen, dræbt og kylet i jorden. Porgromen blev hverken planlagt eller udført af nazisterne, men af ofrenes naboer, altså polske katolikker.

Det afslørede en bog, der udkom i 2001, og i de senere år er det polske samfund begyndt at gøre op med fortidens forbrydelse. Der er rejst et mindesmærke i Jedwabne, der er udstedt en officiel undskyldning fra regeringen, og massakren har både dannet forlæg for film og teater, som borer i det smertelige sår. At der fandtes udbredt antisemitisme i Polen, vidste man jo godt. Men massemord? Var det ikke nazisternes job?

Nej, i Jedwabne var det ganske almindelige polakker, som drev jøderne sammen som kvæg og brændte dem inde i en lade, og det er dette traume, som dramatikeren Tadeusz Slobodzianek tager fat på i den delvis dramadokumentariske Vores klasse, som måske er et af de vigtigste stykker, man kan se i Danmark i år.

Forestillingen begynder i en navnløs by i 1926, hvor en gruppe børn begynder i skole. Her er både jøder og polakker – nej, det giver jo ingen mening, for ‘jøde’ og ‘polak’ er ikke det modsatte af hinanden, jøderne er polakker, så altså: her er både jøder og katolikker, og de sameksisterer fint. Men som eleverne vokser op og Europa bliver ramt af brun pest, begynder modsætningerne at tage form. En dag larmer jøderne respektløst i klassen mens de kristne siger trosbekendelsen. En af katolikkerne skælder ud, og en af jøderne svarer igen med anklager om antisemitisme.

Vores klasse følger sporene fra klassens elever langt op i efterkrigstiden, helt frem til de sidste (dem, der ikke blev slået ihjel under krigen) dør omkring årtusindeskiftet. Helt central er Betty Glosted i rollen Rachelka (1920-2002), der overlever massakren, fordi en af de kristne skolekammerater har forelsket sig i hende. Han, Wladek, spillet af Lars Simonsen, beskytter hende og overtaler hende derefter til at lade sig døbe ind i katolicismen. Døbt, viet og transformeret til det katolske navn Marianna af gamle skolekammerater, der har dræbt hendes jødiske venner, levede hun resten af livet sammen med Wladek. Gad vide om hun nogensinde glemte de bryllupsgaver, de kristne kom med? Flotte sølvfade, sukkerskåle og kandelabre – alt sammen plyndret fra jødiske hjem. Også fra Rachelkas eget…

Wladeks beskyttelse af sin gamle skolekammerat står som den klassiske undtagelse for ondskaben. Hans gode, menneskelige dåd spejles af en sidehistorie om en af de jødiske kvinder, der gemmer en kristen mand på loftet. Ikke alle er antisemitter.

Uden undtagelse er skuespillerpræstationerne gode. Nana Christine Morks, Natalí Vallespir Sand, Betty Glosted, Youssef Wayne Hvidtfeldt, Janus Elsig, Benjamin Kitter, Claus Riis Østergaard, Mads Nørby, Lars Simonsen og Kurt Dreyer spiller alle overbevisende, ja man fornemmer ligefrem, at de er ægte berørt af de forbrydelser, deres karakterer begår eller udsættes for.

Rikke Juellunds intelligente scenografi er dystert knugende, bogstavelig talt skabt til skriften på væggen, som opstår når det mørkeblå klasserum overskrives med kridt (årstal og navne), først besindigt for at understøtte vores forståelse af tid og sted, siden frenetisk for at sætte ofrenes navne på en slags mindetavle – inden vandet kommer og sletter alle spor.

Tadeusz Slobodzianek placerer de kommende ofre og bødler i samme skoleklasse, og helt ud i værkets titel, Vores klasse, betoner han et fællesskab, der var engang. Hvor kom så ondskaben fra? Er det noget iboende (u)menneskeligt? Var katolikkerne ofre for en politisk kontaminering, som gjorde dem til gerningsmænd? Hvor kom det komplette værdisammenbrud fra? Og hvad gør det ved Polen og polakkerne i dag, når de indser, hvad der skete?

Spørgsmålene står i kø i Martin Lyngbos instruktion, der er gravalvorlig og dobbeltbevidst om massakrens historiske smerte og bud til nutiden, for naturligvis tænker vi også på naboer, der slagtede naboer på Balkan og i Rwanda og på nutidens konflikter i Israel/Palæstina, Ukraine, Syrien osv.. Slet og ret: Vigtigt.

Vores klasse. Af Tadeusz Slobodzianek. Oversættelse: Jørgen Herman Monrad og Judyta Preiss. Iscenesættelse og bearbejdelse: Martin Lyngbo. Scenografi: Rikke Juellund. Komponist og kapelmester: Anders Singh Vesterdahl. Sukkerkogeriet, Odense, til 18. oktober 2014.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.