Weekendavisen den 22. august 2014.
Robinsonade. En øbo er ikke stiv af skræk, men af alvor. Roy Jacobsens korte krønike om det nordnorske kystproletariatet er rørende.
Roy Jacobsens De usynlige vil ikke blive en landeplage i Danmark, sådan som den er blevet hjemme i Norge, men vi forstår godt effekten: det her er nemlig en broderroman til Jens Smærup Sørensens Mærkedage (2007), der handlede om stort og småt gennem årene i en nordjysk slægt og solgte vanvittige 100.000 eksemplarer. Det samme har Roy Jacobsen præsteret i Norge med De usynlige, der er en oplysningsfortælling om en undseelig øbofamilies liv mellem 1913 og 1928. Det er en roman om nordmændenes egen fortid og kystproletariatets respektindgydende kulturhistorie.
Vi er på Barrøy, en – tror jeg – fiktiv ø ud for kysten et sted i det nordlige Norge, næppe langt fra byen Mo i Rana, der bliver nævnt en enkelt gang. Familien på øen hedder også Barrøy. Hans er overhovedet, gift med den gæve Maria, far til den slidte enkemand Martin og bror til den robuste og sære Barbro. Mens det er normalt at have op til ti-tolv børn i en familie, har folkene på Barrøy kun den lille Ingrid.
Gennem dette intelligente og årvågne barns øjne møder vi øen og dens mennesker, vi samler edderfuglenes dun, lander fisk, gennemsøger kystens tang for stormens drivtømmer, vi passer vores værktøj og arbejder med en bevidsthed om, at stormen kan ødlægge al vor møje, vi fryser når frosten bider, vi skutter os når vinden rusker, og vi tager alle truslerne med stoisk ro: “En øbo er aldrig bange, så kan han ikke bo her, men må tage sit hus og sit pikpak, flytte væk og blive som alle andre i en skov og en dal, det er en katastrofe. En øbo er mørkt til sinds, ikke stiv af skræk, men af alvor,” som Roy Jacobsen skriver i sin fine, rustikke stilart.
Da romanen begynder er Ingrid en lille pige. Da den slutter er hun 18 og familiens og øens nye overhoved. I løbet af de 15 år sker der store forandringer i slægten, som også tæller onklen Erling, der kommer sejlende en gang om året for at tage sin bror med til fiskebankerne i Lofoten. Barbro bliver sendt til fastlandet for at tjene, men kommer tilbage – oven i købet med en søn, Lars. Ingrid kommer i skole og lærer folk fra fastlandet at kende. Da hun er i huset hos Købmanden får hun ansvaret for de to små børn, sønnen Felix og den vanføre Suzanne. Da købmanden går konkurs og forældrene forsvinder, tager den fortvivlede pige de to børn med ud til øen, hvor de falder ind i stammen. Samtidig – som man hele tiden har forventet og frygtet – bukker den ellers så seje Hans under for det hårde liv, og Maria bliver vanvittig af sorg. Inden længe er øen stort set kun beboet af børn, der må løse de voksnes opgaver.
Ingen kan forlade en ø, skriver Roy Jacobsen, for en ø er et kosmos. Men det sker, at nogen forsøger. Omvendt sker det også, at nogen forsøger at ankomme til en ø. Det giver altid anledning til mistro. I kapitlet ‘Den fremmede’ kommer en mand sejlende i en farøbåd, som tydeligvis ikke er hans. Hvem er han? Han er ikke vant til at ro, og øboerne har mest lyst til at jage ham ud på havet igen. Men de er nysgerrige. Den fremmede går i land og siger, at han vil modtage deres gæstfrihed. Hans svarer, at manden ikke kan være på øen, men den fremmede insisterer. Da han går ind i stuehuset, som om han bor der, indser Hans, at han er nødt til at dræbe ham. Hvordan det ender, skal jeg ikke røbe. Men med den fremmede kom utrygheden og følelsen af at miste noget, man ikke vidste, man havde. Følelsen bliver siddende i Maria, der hen mod romanens slutning tænker tilbage: “Hun kunne høre katten gå hen over gulvet med tunge drøn, som pressede sig sammen til en hård dråbe, der svulmede op og trak sig sammen som et dyrehjerte.” Sådan skildrer man følelsen af frygt.
Som robinsonade er De usynlige ganske gennemført, måske især fordi familien på øen ikke er fuldkommen afskåret fra omverdenen. Fastlandet ligger nærmest i synsafstand, men – som titlen siger – er øboerne alligevel usynlige derude på deres klippeskær i bugten. Karakteristisk nok ejer familien en gammel søkikkert, der er gået i arv. Den er gemt næk, og når de finder den frem og sætter den for øjet, bliver de helt forlegne. Det virker forkert at forkorte afstanden til naboerne på den måde.
De usynlige er en bevægende roman, skrevet med fiktionsforfatterens sikre sans for sprog og psykologi, men også med en – tror jeg – omfattende indsigt i almuens liv på de ydmyge øer først i det 20. århundrede. Historien om folkene på Barrøy en både folkemindesamling og frilandsmuseum i romanform, og som sådan er den – som Jens Smærup Sørensens Mærkedage – en imødekommelse af tidsåndens ustoppelige søgen efter rødder, historie og oprindelse, en stolt rapport fra før verden blev moderne.
Roy Jacobsen: De usynlige. Oversat fra norsk af Camilla Christensen. Roman 216 sider, 300 kr. Rosinante.