Rigtig ærgerligt

Weekendavisen den 5. december 2014.

Kommentar. Når det eneste, der kan bevises er, at intet kan bevises, er den sigtede så renset? Nej.

“Peter Arnfeldt er hermed renset for anklagen mod ham. Tilbage står, at der er sket en forbrydelse, og at det desværre ikke er lykkedes at opklare den.”

Sådan sagde politidirektør Thorkild Fogde i en resigneret pressemeddelelse, som Københavns Politi sendte ud i mandags. Men har politidirektøren ret? Er Peter Arnfeldt virkelig en renset mand, når nu lækagesigtelsen mod ham frafalder?

Svaret er nej. Den forhenværende skatteministers forhenværende særlige rådgiver er jo ikke frikendt. Anklagemyndigheden har blot konstateret, at den ikke kan bevise noget imod ham, og derfor har de opgivet straffesagen. Han er altså ikke bevist uskyldig, han er blot ikke-bevist skyldig.

Mange vil måske tænke, at der jo ikke går røg af en brand, og at han måske alligevel havde en finger med i den skandaløse lækage af Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skatteforhold. Ja, bare det at jeg skriver dette, er måske med til at forny en mistanke. Som vel at mærke ikke kan bevises, selvom den måske kan begrundes. Sigtelsen hviler som en slagskygge over manden, og den går ikke lige væk. Sikke en skæbne.

Peter Arnfeldt står i en situation, der minder om den, som en anden tidligere spindoktor, Jacob Winther fra Forsvarsministeriet, havnede i da Københavns Politi opgav at rejse tiltale mod ham for lækage af oplysninger om danske jægersoldaters mission i Afghanistan. Nogen egentlig renselse var der ikke tale om, og disse spinmennesker, der jo i forvejen ikke har det bedste ry, vil have svært ved at frigøre sig for inkrimineringen. Det udgør et juridisk problem, som har med retssystemet at gøre, men i høj grad også et moralsk, som handler om den offentlige mening. Man har hørt det i en opgang, det blev hvisket på en trappe.

Peter Arnfeldt er retfærdigvis vred på anklagemyndigheden, der har opretholdt en sigtelse mod ham i to år uden tilsyneladende at efterforske sagen særlig intenst. Politidirektøren har da også medgivet, at man primært har kigget Skattesagskommissionen over skulderen og ikke foretaget selvstændig afhøring af kilderne. Det kan måske retfærdiggøres, fordi man svarer under vidneansvar overfor kommissionen, men eftersom sagen jo ikke kunne opklares, er det hele ret omsonst. Men det lader ikke til at gøre voldsomt indtryk på politidirektøren, der sviger sig op til følgende lirumlarum i politiets pressemeddelelse:

“Borgere i Danmark skal kunne have tillid til, at deres personoplysninger opbevares fortroligt. Det gælder ikke mindst fortrolige oplysninger om deres skatteforhold – og det gælder, uanset om man er politiker, kendt person eller helt almindelig dansker. Det er derfor rigtig ærgerligt, at vi i dag må konstatere, at det på trods af omfattende undersøgelser ikke har været muligt at finde frem til, hvem der har brudt den fortrolighed.”

“Rigtig ærgerligt”, ja det kan man da kalde Årets Underdrivelse 2014. Det er ikke bare ‘rigtig ærgerligt’, det er tragisk. Vi har immervæk at gøre med en særdeles grov forbrydelse, som notorisk er blevet begået af en eller flere i en mindre inderkreds af politikere og embedesfolk, og hvis Peter Arnfeldt ikke er skyldig (hvad vi jo ikke har nogen grund til at tro), har de ægte skyldige tydeligvis været klar til at lade ham undgælde for forbrydelsen. Det kalder man at rette bager for smed, og det er usselt. Derfor forstår jeg ikke, at hans vrede ikke også sigter på de navn- og ansigtsløse skyldige, der tilsyneladende var sad og håbede på et justitsmord.

Eftersom ingen går til bekendelse, eftersom alle tilsyneladende dækker over hinanden (hvem var det sidst, der gjorde det da, så en forbrydelse ikke kunne opklares? Åh jo, terroristerne fra Blekingegade!) og eftersom B.T. med henvisning til den journalistiske kildebeskyttelse naturligvis heller ikke røber, hvem der har givet dem de famøse og ulovligt fremskaffede privatlivsoplysninger, ser det ud til,at sagen aldrig bliver opklaret. Som mistænkt og sigtet er Peter Arnfeldts retsbevidsthed blevet krænket, og han taler om at anlægge en erstatningssag. Men hvad med Thorning-Schmidt-Kinnocks retsbevidsthed? Og hvad med offentlighedens? Skal vi bare lære at leve med, at et kujonbroderskab kan tie deres klamme konspiration ihjel. Jeg minder lige om, at nogen – måske med nær tilknytning til den daværende regering – rent faktisk har pushet den daværende oppositionsleders privatlivsoplysninger til formiddagsaviserne, sandsynligvis med en politisk bagtanke. Det eneste vi ved, er at denne nogen er skyldig i lækagen og fortsat vil være et fantom – fascinerende og beskæmmende – i dansk politik og mediehistorie.

Jeg indrømmer gerne, at jeg helst havde set, at Peter Arnfeldt for længst var blevet tiltalt og dømt med utvetydige beviser. Ikke fordi jeg har noget imod ham, men fordi jeg længes efter at den skyldige i den infame sag får sin velfortjente straf. Når nu det står klart, at sagen mod ham ikke holder, melder spørgsmålet sig om hans retssikkerhed. Flere juraprofessorer kritiserede politiets praksis allerede tidligt i processen, og selvom det eneste der kan bevises er, at intet kan bevises, har Peter Arnfeldt måske ret til en erstatning, for man er jo uskyldig til det modsatte er bevist.

Samlet resuttat: Én forbrydelse. Nul skyldige. En modbydelig omgang House of Cards på dansk. “Rigtig ærgerligt”.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.