Weekendavisen den 28. maj 2014.
Kommentar. Hvorfor er det kun i Yahya Hassans tilfælde, at der bliver sagt ‘kultur’ og ‘religion’ i hver og hveranden sætning?
Som bekendt er Jylland hovedlandet, cimbrernes halvø, en runestav mellem tvende have, og det er her vi har vor nations dåbsattest stående som vidnesbyrd om dengang danerne blev kristne. Jylland er altså vores kulturs og religions geografiske hjertekammer, herfra vor verden går.
Men Jylland har et problem. Eller: Jylland er et problem.
Jeg har på det seneste læst tre romaner, der har foruroliget mig en hel del og lært mig nye ting om jyske danskere. Romanerne handler alle om omsorgssvigt og vold i hjemmet, og eftersom de alle er skrevet med baggrund i den skinbarlige virkelighed (det, som man i kritikerkredse kalder autofiktion eller performativ biografisme) og udspringer af det samme jyske kulturmiljø, er jeg nødt til at spørge: Hvad er der galt med den jyske kultur? Ja, hvad er der galt med kristendommen?
De tre romaner, jeg henviser til er Anne-Cathrine Riebnitzkys Forbandede yngel, Jacob Skyggebjergs Vor tids helt og Jens Vilstrups Opland. Først- og sidstnævnte minder utrolig meget om hinanden i miljøtegning, stil og tone, men alle tre har fællestræk, der bekræfter at den jyske provins er et kulturløst og farligt sted, hvor de voksne banker deres børn og begår andre unævnelige overgreb. Og børnene er dobbelte ofre, for de kopierer de voksnes adfærd og bliver selv voldsmænd og misbrugere, nogle af dem allerede mens de er børn. Her kan vi tale om evner i arv.
Anne-Cathrine Riebnitzky, Jacob Skyggebjerg og Jens Vilstrup skal have tak for det mod de viser, når de i litterær form fortæller om deres egne liv, blotægger deres egne offerhistorier og afgiver vidnesbyrd om den kultur de stammer fra, det miljø de har brudt med. De giver os et sjældent indblik i et jysk parallelsamfund, som har fået lov at udvikle sin egen logik og justits – et lovløst miljø, hvor man ordner tingene selv udenom politi og andre myndigheder.
Vi kan vel ikke forstå og forklare den vold, der foregår i Jylland, uden at tage højde for det specifikt jyske. Der må være noget i den jyske kultur og karakter, der retfærdiggør volden. Og det må nødvendigvis hænge sammen med at kristendommen slog rod her først og at jyderne stadig bliver konfirmeret med hyppigere frekvens end københavnerne. Men vi må gøre noget for at stoppe denne jyske fortræd. Det må være en nøglesag for præsterne, sociologerne, de intellektuelle? Vi må sørge for at flere unge jyder tager bladet fra munden og fortæller om deres situation. Vi må spørge os selv, hvad vi kan gøre for at integrere jyderne bedre.
Så stopper ironien og satiren om de 3 x rå, jysk romanrealisme, som jeg i øvrigt kan give mine bedste anbefalinger. De tre romaner er – som Lisbeth Zornigs personlige fortrædsfortælling i tv-film og selvbiografi – ganske vist troværdige skildringer af underprivilegerede provinsskæbner, derude hvor byerne både hedder Tønder og Brønderslev og meget andet. Men skønlitteratur er jo ikke aftryk af virkeligheden, som man kan handle ud fra. Og naturligvis skildrer romanerne ikke noget der er udtryk for ‘kultur’ eller ‘religion’ i Jylland! De skildrer derimod nogle sociale problemer.
Enig? Ok, så er det jeg spørger – ganske forsigtigt – hvorfor disse tre romaner ikke er blevet modtaget med noget nær samme reaktion, som Yahya Hassans digte? Formlen er jo den samme: en forfatter skaber et værk med udgangspunkt i sine egne negative opvækst- og livserfaringer, trodser et tabu som en anden fløjteblæser og bryder et mønster. Om det handler om ghettoen eller den jyske provins er vel ligegyldigt. Vold fra en undertrykkende far er vold fra en undertrykkende far, uanset om faren er palæstinenser eller jysk dansker.
Så vidt jeg ved har alle fire forfattere sagt, at deres bøger er konkrete aftryk af deres egne liv, men naturligvis ved vi godt, at romanerne i højere grad er fiktionaliserede. Jeg tror på Yahya Hassan, og jeg tillægger hans digte værdi, dels som litteratur, dels som sociale vidnesbyrd. Til gengæld tvivler jeg på, om han siger noget, som ikke var velkendt i forvejen i det sociale system. På samme måde tror jeg på både Lisbeth Zornig og den grundliggende autenticitet hos de tre romanforfattere. Og igen tvivler jeg på, om de siger noget, som ikke er velkendt og beskrevet i kommunale rapporter og socialforskningen.
Alligevel undrer det mig, at bøgerne bliver modtaget så uens og at det kun er i Yahyas tilfælde, at der bliver sagt ‘kultur’ og ‘religion’ i hver og hveranden sætning. Måske er det fordi vi virkelig ønsker at det hele skal handle om islam, for så handler det ikke om os selv. Men samtidig lader vi Problemet Jylland passere uden at der opstår en folkestemning for at få hjulpet. Måske fordi vi mangler et magisk forklaringsbegreb, vi kan jo ikke sige at problemerne skyldes ‘jysk kultur’.
Yahyas digte præsenterede os for et parallelunivers i det danske samfund, som vi i forvejen vidste alt om eksistensen af. At påstå andet er hykleri. Riebnitzky, Skyggebjerg og Vilstrup gør det samme. Hvor bliver den sociale indignation på vegne af de jyske børn så af?