Peter Dürrfeld: Hjertet har altid det sidste ord

Weekendavisen den 28. marts 2014.

Erindringer. Peter Dürrfeld skriver om de døde i sit liv. Det er hans lillebror, man husker.

Over stjerneteltet

Peter Dürrfeld er egentlig kommet til Dresden for at spille med i Europamesterskabet i skak for seniorer, men da han samtidig har skaffet sig en billet til byens årlige mindekoncert for ofrene for de luftbombardementer, der under anden verdenskrig lagde Dresden i ruiner, lader han skakbrikker være skakbrikker, og tager i Semper Oper, hvor Beethovens Missa Solemnis er på programmet.

Arrangørerne har meddelt, at koncerten dette år ikke kun er til minde om denne bys katastrofe, men også er til ære for andres lidelse. I programmet står billeder af det sønderbombede Dresden 1945 side om side med fotos fra Port au Prince, Haithi, 2010, der få måneder tidligere er blevet forvandlet til murbrokker af et altødelæggende jordskælv.

Publikum er blevet instrueret i ikke at klappe efter koncerten, og i tavshed forlader alle salen. Peter Dürrfeld går ud i den kolde nat, mens han tænker på det værk, som Beethoven arbejdede på sideløbende med Missa Solemnis, nemlig Den 9. Symfoni. Her inddrog han for første gang i symfonihistorien den menneskelige stemme i værket, nemlig ved at lade et kor istemme Shillers digt ‘Ode an die Freude’: “Brüder, über’m Sternenzelt muss ein lieber Vater wohnen…”

“Over stjerneteltet,” tænker han. Stjernerne på himlen bringer associationer frem: “Og jeg tænker på en gammel myte om, at hver stjerne i det uendelige mylder deroppe repræsenterer en af vore kære døde. Far og mor hænger måske lige over hovedet på mig, Børges spinkle lys blinker et sted derude i horisonten, mormor er måske den store lysende prik lige derhenne over broen, der fører over på den anden side af Elben.”

Forfatteren, skakskribenten og Mozart-eksperten Peter Dürrfelds Hjertet har altid det sidste ord. Erindringer om de døde i mit liv er en portrætgalleri, der som den prægnante undertitel (i modsætning til den slappe hovedtitel) siger, rummer mennesker, der engang befolkede forfatterens liv, men nu er døde. Det handler både om familien og om folk, som Peter Dürrfeld ikke kendte, men fulgte tæt, for eksempel dirigenten Leonard Bernstein og det crazy skakgeni Bobby Fischer.

Den Børge, hvis spinkle lys blinker i horisonten i citatet ovenfor, er Peter Dürrfelds bror, der døde som treårig i 1948. Sammen med deres far var Peter og Børge på en rotur på Peblingesøen i København, og i et ubevogtet øjeblik falder den lille dreng over bord og går til bunds. To dage efter fylder Peter seks år: “Den dag har jeg ingen erindring om. Far og mor har sikkert gjort deres bedste for at lade mig mærke, at der trods sorgen var en fødselsdag at fejre,” skriver han – og jeg tror ikke mine egne øjne.

Tidligere har Peter Dürrfeld noteret, at der simpelthen ikke findes nogen familiefortælling om tragedien, fordi man slet og ret ikke talte om den. Han har også oplyst at Børge blev begravet den 24. juli, hvilket var tre dage efter fødselsdagen, men jeg nægter at tro, at familien midt i det hele har haft overskud til at fejre storebrors seks årsdag. Til gengæld tror jeg gerne på at Peter Dürrfeld husker katastrofen på søen, fortvivlelsen og frygten for at faren skulle hoppe i vandet og efterlade ham alene i robåden.

Jeg tror på, at han husker en mand der vader ud i søen for at hjælpe. Jeg tror på hans efterfølgende angst for både og vand, og jeg tror inderligt på ham, når han skriver at han husker sin “mor, der sad krummet sammen, hulkende ved spisebordet. Jeg husker gråd og atter gård.”

Og så skulle forældrene havde “gjort deres bedste” for at holde hans fødselsdag et par dage efter? Mellem druknedøden og begravelsen? Beklager, men jeg tror at der er en bedre grund til at forfatteren ikke har nogen erindring om dagen. Han har fortrængt at den gik til i gråd.

Når jeg gør et nummer ud af dette, er det fordi Peter Dürrfeld automatisk kommer til at rejse spørgsmålet om, hvordan vi erindrer. Da Thomas Bredsdorff i fjor udsendte sine erindringer, Gør hvad du vil – men sig hvad det er, interviewede jeg ham om, hvad erindringer egentlig er, både som mental proces og som litterær genre, og konklusionen var, at erindringer mest af alt er hjernens genindspilninger af tidligere begivenheder formuleret som konstruerede referater.

Men selvom forestillingen om at denne fødselsdag blev fejret for mig lyder som malplaceret selvbedrag, ændrer det ikke på, at jeg læser Børge som bogens vigtigste person, klart vigtigere end nok så store genier som Bernstein og Fischer (som Peter Dürrfeld ikke har førstehåndskendskab til og derfor skriver alt for reproduktivt om), absolut mere skelsættende end kulturpersonligheder Kaj Munk, Dirch Passer og Dan Turéll (som lige akkurat strejfede Peter Dürrfelds liv og vist nok skrives lige lovlig meget op i fylde uden at der bidrages med noget nyt), ja sågar mere betydningsfuld end forældrene, bedsteforældrene, ekskonen og broren.

Hjertet har altid det sidste ord er en velskrevet, oplysende og dannet bog, som man er i godt selskab med, blandt andet på grund af det absolut læseværdigt portræt af København (og afstikkere til provinsen) gennem syv årtier. Peter Dürrfeld reflekterer indfølt over de endnu levendes erindringer om de døde. Nogle af hans nære døde i absolut utide. Men ingen i så utidig utid som Børge, naturligvis. Derfor er kapitlet om ham også fyldt med nerve og nærvær. 65 år efter katastrofen finder forfatteren Politikens omtale af drukneulykken på nettet, og han gengiver den i sin helhed. Det er bevægende. Det samme er en grum konstatering af, at familien bare holdt op med at besøge Børges gravsted på Bispebjerg Kirkegård, og nu finder Peter Dürrfeld ud af, at gravstedet derfor blev sløjfet allerede i 1958. Det er Børge, man husker.

Peter Dürrfeld: Hjertet har altid det sidste ord. 236 sider. 250 kr. Kristeligt Dagblads Forlag.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.