Partnere og pandaer

Weekendavisen den 12. september 2014.

Kommentar. Der hersker himmelsk fred og glade selfier mellem Danmark og Kina. Hvad med de der menneskerettigheder?

I onsdag kunne man i Børsen se statsminster Helle Thorning-Schmidt sammen med miljøministeren og klima-, energi-, og bygningsministeren i en smilende selfie på Den Himmelske Freds Plads. Hm…

Danmark og Kina elsker hinanden. De to lande har en strategisk partnerskabsaftale fra 2008 om klima, energi, miljø, forskning, innovation og uddannelse. Allerede i 2019 står Kina til at overhale USA som verdens største økonomi, og Danmark skal med på boomet. Foreløbig er værdien af samhandelen vokset til 100 milliarder kroner.

Partnerskabet omfatter også en hyppig besøgsudveksling på højt niveau. Derfor havde vi i 2012 statsbesøg af daværende præsident Hu Jintao – og Københavns Politi gav skandaløst en Tibet-demonstration på Christiansborg Slotsplads ordre om at ‘skride ad helvede til’. Dronning Margrethe var så på genbesøg tidligere i år, og netop nu er statsministeren og flere andre ministre i Beijing med endnu en erhvervsdelegation. Når de tager hjem, gør kulturministeren sig klar til at tage afsted i spidsen for det største danske kulturfremstød nogensinde i Kina (det vender vi tilbage til i Kultursektionen om et par uger).

Det bedste har vi dog til gode endnu, nemlig ankomsten af de to pandaer, som dronningen fik i gave da hun var i Kina i juni. De skal bo i Zoologisk Have, der skal bruge mange millioner på de nuttede dyr. Men pandaerne er ikke kun til pynt. De er en slags værtindegaver til dronningen inden kineserne kommer og sætter sig på Grønlands undergrund.

Danmark er med andre ord inde i varmen, og spørgsmålet er så, hvad vores ministre kan opnå indenfor det, der i den strategiske partnerskabsaftale handler om at styrke den politiske dialog. Angiveligt er vi på vej ind i indercirklen af lande, som kan hviske gode råd i ørerne på kineserne. Her er et god råd om, hvad et godt råd kunne være: Det er en dum idé at henrette sine egne statsborgere, og det er en god idé at forbedre menneskerettigheder og ytringsfrihed.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har sagt, at hun er parat til at tale om menneskerettigheder med den kinesiske regering, og mon ikke kineserne omvendt er parat til at lytte høfligt og svare rituelt, at de da også synes at menneskerettigheder er vigtige, og at de prioriterer retten til at have et arbejde og social stabilitet over retten til at skrive et kritisk læserbrev? Vi kender melodien, og vi synger med på en relativ ny tekst om, at der rent faktisk er ting, der går i den rigtige retning. Som Institut for Menneskerettigheder ofte har sagt, er det nødvendigt at være tålmodig, når man arbejder for øgede menneskerettigheder i Kina, fordi udviklingen bevæger sig med små skridt – men altså: i den rigtige retning. Instituttet har selv arbejdet sammen med kineserne om lovreformer, der forbedrer borgernes rettigheder i retssystemet, ligesom det sammen med et universitet i Tianjin uddanner embedsfolk og lærere i human rights.

Godt så. Men lad os først lige se, hvordan Kina-kataloget ser ud hos Amnesty International, som ikke på nogen måde behøver at bekymre sig om, hvad der gavner staternes strategiske samarbejde bedst.

Amnesty noterer med tilfredshed, at Kina har afskaffet dødsstraf for økonomisk kriminalitet, at tiltalte får en mere retfærdig rettergang, men at Kina stadig topper listen over lande, der henretter egne borgere.

Amnesty sporer “en vis form for ytringsfrihed” på sociale medier, men siger også at styret stadig slår hårdt ned på alle, der bliver for populære og får for mange følgere.

Så vidt, så godt, så vidt, så skidt. Resten af listen ser sådan ud: Arbejdslejre er formelt nedlagt, men dog stadig i brug under andet navn. Der findes stadig fængsler for dissidenter og menneskerettighedsforkæmpere. Politiet anvender stadig tortur, selvom det officielt er blevet forbudt. Religiøse mindretal som Falun Gong er stadig udsat for forfølgelse, og der er stadig ingen respekt for tibetanernes kulturelle og religiøse traditioner. Og endelig påpeger Amnesty, at Kina står bag våbensalg til konfliktområder til blandt andet Syrien og at landets omfattende investeringer i minedrift i Afrika foregår på arbejdsvilkår, der bryder med menneskerettighederne.

Kinas kapitalistiske vækst skal være med til at finansiere vores velfærd. Det er vel som det skal være. Men jeg vil opfordre regeringen til hvert år at fremlægger en rapport for os herhjemme om, hvad den rent faktisk gør for at fremme borger- og menneskerettigheder i Kina, og om hvad vi præsterer som et land med priviligeret adgang til at rådgive Beijing. For her i 25-året for massakren på studenterne og dissidenterne fra Tiananmen, betyder partnerskabet og pandadiplomatiet vel ikke, at alt er Himmelsk Fred og glade selfier?

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *