Weekendavisen den 1. august 2014.
Interview. Til hverdag arbejder Per Brinkemo i Somalilandsföreningen i Malmø. Nu har han skrevet en bog for den liberalistiske tænketank Timbro om de somaliske flygtninges vej ind i det svenske velfærdssamfund.
Hvilke forudsætninger skal man have for at forstå, hvad der rører sig i hovederne på de somaliere, der er flygtet til vores breddegrader? Få har som den svenske journalist og forfatter Per Brinkemo kontakt med flygtningene fra Somalia, og han mener, at hans personlige baggrund i Pinsebevægelsen har hjulpet ham meget:
“Da jeg var 25 brød jeg med det religiøse miljø, som jeg var vokset op i. Jeg havde indtil da levet med en frygt for Helvede, og jeg fik hele tiden at vide, at biografer, musik, dans, alkohol og sex var syndigt. Jeg var god til fodbold, men måtte aldrig være med til kampe om søndagen, hvor jeg skulle i kirke. Jeg er vokset op med begrebet synd. Jeg ved hvad det vil sige, at noget er haram. Jeg kender til den enormt svære proces det er, når man skal møde det moderne. Og jeg var jo hvid og kunne sproget!”
Per Brinkemo tager imod Weekendavisen i en lille sommerstuga ved Mellbystrand i Halland. Vi sætter os ved et havebord i skyggen. På bordet ligger den svenske oversættelse af Yahya Hassans digte. Men vi skal tale om en anden bog, nemlig Per Brinkemos Mellan klan och stat. Somalier i Sverige. Det er hans anden bog om somaliske flygtnige. Den første, Dumpad (på dansk: Efterladt), er en dokumentarisk beskrivelse af en somalisk dreng, der vokser op i Sverige, hvor han trives. Lidt for godt. Da hans mor rejser med ham tilbage til Somalia, tror han, at de skal besøge slægtninge, men han bliver efterladt med henblik på islamisk genopdragelse. Bogen skildrer hans forsøg på at komme tilbage til Sverige og genoptage hverdagen.
Mellan klan och stat. Somalier i Sverige udkom tidligere denne sommer på Timbro, der dels er et forlag, dels en liberal tænketank i Stockholm, og som sådan et forbillede for Cepos i Danmark. Per Brinkemo arbejder til hverdag som konsulent for Somalilandföreningen i Malmø, og han er på ingen måde en Timbro-kille, siger han. Men tænketanken inviterede ham til at skrive bogen, og han sagde ja tak, for han har en analyse af det svenske samfund, som han deler med liberalisterne:
“Her i Sverige, ja i hele Skandinavien, er vi marinerede i stat. Vi kan simpelthen ikke forestille os et samfund uden et statssystem. Men når man kommer udefra og ikke er fortrolig med statens rolle, kan man hverken forstå samfundets struktur eller magtens organisering. Derfor har somaliske flygtninge i lande som Sverige og Danmark svært ved at forstå at en upersonlig stat har magt og mandat til at blande sig i borgernes yderst personlige forhold. Vi, der er vokset op her, er socialiseret til at forstå statens rolle, og vi opdager måske ikke, at de nye indbyggere ikke har de samme forudsætninger. Jeg har for eksempel mødt somaliere, der troede at deres integrationsydelse kom fra kongen eller fra FN. De kunne ikke forstå, hvad staten var,” siger Per Brinkemo.
Desværre er den allestedsnærværende stat ofte lige så lidt i stand til at forstå, hvordan somaliere tænker og reagerer. For eksempel viser en undersøgelse, at kun halvt så mange flygtninge som svenskere tager imod tilbud om offentlige helbredsundersøgelser. Hvorfor?
“Somaliere opsøger kun en læge, hvis de er syge. De forstår ikke den præventive tænkning, som ligger til grund for statslige helbredsundersøgelser. Tværtimod bliver de skræmt af et initiativ, der handler om sygdomme, som de har mange fordomme overfor. Staten må derfor indse, at de somaliske flygtninge ikke kan forstå, hvorfor en helbredsundersøgelse i virkeligheden er en god idé. Af samme grund har kun få somaliere taget imod tilbud fra Røde Kors om terapi for krigstraumer. De vil ikke risikere at blive opfattet som gale.”
Per Brinkemo siger, at næsten alle somaliere har en religiøs identitet med sig, når de kommer til Skandinavien. Det kan han spejle sig i udfra egne erfaringer. Da han selv som 25-årig brød med Pinsebevægelsen, begyndte han at læse teologi, men skiftede fag og blev journalist. I dag er han ikke troende, men han har en “religiøs grundstemning” i sig.
Den personlige udvikling – fra det religiøse til det moderne – genkender han hos mange af de somaliske flygtninge. Religionen, islam, har altid spillet en stor rolle, men hvor de somaliere, der kommer i dag, bekender sig til salafismen, var de første flygtinge vokset op med sufisme. Da de første flygtninge kom til Sverige i 1988, gik kvinderne for eksempel hverken med tørklæde eller hijab:
“Somalierne flygtede fra borgerkrigen, der var brudt ud. Men inden da havde landet været igennem en moderniseringsproces under diktator Siad Barre, som dels havde sendt mange unge på studieophold i Sovjetunionen, dels havde åbnet for biografer, barer og restauranter. Derfor var det nemmere for de første flygtnige at falde til i Skandinavien. Det er jo oftest de veluddannede, der flygter først. Men de flygtninge, der er kommet de seneste mange år, har på grund af krigen ikke haft mulighed for at gå i skole, og de er dybt forankret i deres religion og klan.”
Netop klanen udgør en modpol til staten i Per Brinkemos analyse. I klansamfunet, skriver han, er slægten garanten for individets overlevelse, og for somalierne kommer svenskerne til at fremstå som ufølsomme overfor deres egen historie og forfædre:
“Kommer man fra et samfund hvor ægteskabet er en økonomisk og social strategi, fremstår svenskerne uansvarlige når vi gifter os på så løst et grundlag som følelser. Kommer man fra et samfund, hvor sex udenfor ægteskabet ikke bare er en synd, men en handling, der truer samfundssystemet, så skal der ikke mere til, end en løbeseddel om øget spreding af kønssygdomme blandt unge, for at man får billedet af et totalt degenereret samfund,” skriver Per Brinkemo, der har skrevet om somalierne, fordi det er dem, han kender bedst. Men han siger, at beskrivelsen også kunne have handlet om flygtninge fra klansamfund i Syrien, Irak, Libyen, Afghanistan, ja også Balkan.
For at illustrere hvor svært det kan være at møde den gennemorganiserede stat, når man kommer fra for eksempel Somalia, tager Per Brinkemo fat Vilhelm Mobergs klassiske roman Udvandrerne (1949-59), der skildrer nogle af de over 1 million fattige smålændinge, der i midten af 1800-tallet søgte lykken i Minnesota. Hvordan ville Karl Oskar og Kristina fra romanen reagere, hvis de i dag blev omsat fra deres samtids Småland til folkhemmet anno 2014?
Efter at have søgt og fået asyl i Migrationsverket (der svarer til det danske Udlændingeservice), var de blevet sendt på arbejdsformidlingen og sprogskole, og de skulle lære at forholde sig til integrationsydelser, indslusningsjobs og kompetenceudvikling. De ville ganske givet være taknemmelige, mener Per Brinkemo, men særligt Karl Oskar ville nok være forvirret og frustreret over, at han – som altid havde været så handlekraftig og flittig – ikke kunne komme i gang med at arbejde, men i stedet blev sendt i praktik på en gård udenfor byen. Og Kristina ville pligtskyldigt passe sine sfi-kurser (Svenska för indvandrare), mens hun med sorg i hjertet og en følelse af uro prøvede at forstå den etableringsplan, som hun havde lagt sammen med sin integrationskonsulent.
“Vi svenskere har glemt vores rejse fra fattig-Sverige til et mere og mere sekulariseret velstands- og velfærdssamfund og den lange proces, som det har været. Vi forventer at mennesker som kommer fra samfund, som på mange måder minder om 1800-tallets Småland, på kort tid skal påtage sig og forstå det system, som bid for bid er blevet bygget op i Sverige. Problemet er, at vi ofte tror at flygtninge har de samme erfaringer som svenskerne, og derfor møder vi dem – helt utilsigtet – på en ufølsom og klodset måde,” mener Per Brinkemo.
Han siger, at mange somaliere er veluddannede og ser de samme samfundsstrukturer og principper, som vi andre ser:
“Vi har brug for at disse mennesker med dobbelt erfaringer fra sprog og kultur bliver en ressource for Sverige. Mange somaliere ønsker at være med til at genopbygge landet efter krigen, men samtidig er de knyttet til Sverige, hvor de er vokset op. Jeg ønsker ikke at man skal vælge, om man vil være somalier eller svensker. Jeg ønsker at vi kan have flere identiteter på samme tid. Se bare, hvordan svenske udvandrere til Amerika kalder sig svensk-amerikanere endnu i fjerde generation. Jeg kender det også fra mig selv: Jeg er göteborger til jeg dør, selvom jeg nu bor i Lund, og jeg er lokal forankret samtidig med at jeg er globalist. Vi kan ikke leve uden en identitet, men vi kan godt leve med mange identiteter samtidig.”
Per Brinkemo vender tilbage til sin egen fortid i Pinsekirken, som har lært ham noget om, hvad somalierne står overfor i dag:
“Når man har forladt en kirke, ved man hvad det vil sige at forlade et land, og man kan forestille sig, hvordan det må være, hvis man skal bryde med klanen for at møde det moderne. Man kan lære at håndtere det, men det vil aldrig være nemt. Jeg kan stadig mærke frikirken i mig, og hele mit liv har været en jagt på min egen klan. Kirken var ægteskabsformidler, boligformidler, uddannelsesformidler, og jeg kan stadig mærke menighedens greb om mig sådan rent fysisk. Jeg kan ikke stå i en biografkø eller sidde på et fodboldstadion uden at jeg får lyst til at bryde ud og finde et sted, hvor jeg kan være alene. Jeg føler det som om, jeg er ung igen og sidder i kirken, omringet af damerne.”
Men når Per Brinkemos egen baggrund har hjulpet ham til at forstå somalierne, hvad har somalierne så fået ham til at indse om sig selv?
“Hmmmm. Det er jo nærmest et freudiansk spørgsmål,” svarer han. “Jeg kommer til at tænke på en somalisk kvinde, der sagde til mig: ‘Per, du er vores bror, så du må bekende dig til Profeten, så vi kan møde dig igen i Paradiset.’ Jeg svarede: ‘Vi vil mødes igen i Paradiset, for vi tror på den samme Abrahamistiske gud.’ For tyve år siden ville jeg kun have tænkt på, hvad damerne i kirken ville have sagt…”
Per Brinkemo ved godt, at der er en risiko forbundet med at sige det, som han mener bør siges. I 2012 var han således involveret i en fejde med Aftonbladets lederskribent Martin Aagård, der kritiserede ham for at gå Sverigedemokraternes ærende. Det skete efter at SD’s partileder Jimmie Åkesson havde skrevet et indlæg, hvor han kaldte somalierne for analfabeter. Martin Aagård skrev så i en kommentar, at 85% af de somaliske indvandrere rent faktisk har en videregående uddannelse, og at de sidste 15 % måske er analfabeter, måske blot ikke har papir på deres uddannelse. Det fik Per Brinkemo til at skrive et læserbrev, hvor han slog fast, at somaliernes uddannelsesniveau er lavt. Det ligger der ingen vurdering i, mente han, det er fakta. Og så skrev han:
“Den syge, der findes i Sverige, hvor integrationsspørgsmål hele tiden relateres til Sverigedemokraterne, er langt mere kontraproduktiv, end alle ‘Vi kan lide mangfoldighed’-folk kan ane. Jeg vil bare sige: Se bort fra SD, se virkeligheden. Kun sådan kan man finde løsninger på de faktiske udfordringer, som Sverige står midt i.”
Per Brinkemo siger i dag, at debatten gav ham visse problemer med nogle af de somaliere, han møder til hverdag som projektleder i Somalilandsföreningen i bydelen Rosengård i Malmø, fordi Aftonbladet beskyldte ham for at bakke Sverigedemokraterne op. Det samme gjorde andre debattører, også fra forskellige indvandrerforeninger. Til gengæld fik han fuld støtte fra sine kolleger i foreningen. Men hvordan ser han sin egen rolle i debatten? Svaret kræver en lang tænkepause:
“Jeg er ingen strateg. Men jeg ved at jeg må have mindst to bolde i luften på samme tid. Jeg vil gerne væk fra de kontraproduktive modsætninger mellem islam og kristendom. At sige at muslimer ikke kan integreres, er jo så dumt, att klockorna stannar. Men det er samtidig klart, at en lavtuddannet migrant uden forståelse for statsudøvelsen er tvunget ind i underklassen. Jeg må vise at jeg vil migranterne det vel. Men jeg må også præsentere min analyse. Om det er til min fordel eller ej, ved jeg ikke. Debatklimaet i Sverige kan være vanskeligt.”