Martin Zerlang: Karikaturland. I krydsild mellem danske forfattere og tegnere

Weekendavisen den 1. august 2014.

Karikatur. “Den, der slaar, faar”, skrev Johannes V. Jensen. Den litterære fejdes historie er uendeligt underholdende.

Kraftpeterbollemælk. Kom an.

For små ti år siden udgav Hans Flemming Kragh et fantastisk underholdende album om vores tegneres og forfatteres hvepsestik til den danske selvopfattelse. Den bog vender jeg jævligt tilbage til, og nu får den pragtfuldt selskab af litteraturprofessor Martin Zerlangs beslægtede værk, hvor fokus dog er koncentreret om den satire og sarkasme, som landets forfattere har vendt mod hinanden op gennem historien. Og gudskelov har de litterære fejder altid haft deres krigsreportere i form af tegnerne, der ikke bare har dækket begivenhederne, men selv båret ved til bålet.

Hans Flemming Krag kaldte sin bog Lorteland efter Buster Larsens berømte tv-monologer fra monopoltiden, og Martin Zerlang bruger den mere urbane titel Karikaturland, men pointen er den samme, nemlig at betone satirens betydning for landet, eller endnu bedre: befolkningen og offentligheden og vejen hen mod det demokrati, der i dag tager satiren som en selvfølge.

Martin Zerlang bruger forfatterne – og forfatternes fejder – som en naturligvis indfaldsvej til karikaturens historie i ord og streger. Karikaturland. I krydsild mellem danske forfattere og tegnere rummer dels en litteraturhistorisk indføring i værker, hvor forfatterne gør hinanden til genstand for hån, spot og latterliggørelse, dels tegninger, der sætter tingene på spidsen med svimlende præcision i vid og bid. Man må igen og igen beundre den skånselsløse satire og sarkasme og de elegant doserede subtile stikpiller. For hver ny tegning mindes man om karikaturens evne til på én gang at være ventilen, der tager trykket af kedlen, og blæsebælgen, der puster til ilden. Her er det forfatterne, de handler om, men samme historie kan jo heldigvis fortælles om den politiske karikatur.

Det er mildest talt underholdende at studere det prægtige billedmateriale, hvor tegnerne helt konkret viser pennen som fleuret, og det er ikke mindre interessant at blive ført ind i romaner m.m., hvor forfatterne har flået kolleger ned fra de piedestaler, de selv er kravlet op på. Her må de stærke døje alverdens fortræd, ikke mindst en magtfaktor som det litterære overmenneske Johannes V. Jensen, der blev dekonstrueret eftertrykkeligt som romanperson af både sin søster Thit, Edith Rode og Herman Bang. Samme Jensen var med sit markante kontrafej – og ikke mindre markante meninger – et perfekt motiv for tegnerne, der både gjorde ham til en darwinistisk abe, frø og mammut, og i få velvalgte ord satte karikaturbladet Pluk i 1908 den selvbevidste forfatter på plads med en parodi, som er simpel og perfekt:

Her kommer jeg.
Johannes V.
Kraftpeterbollemælk.
Kom an.

Johannes V. Jensens storsnudede attitude ser man også i Eigil Petersens forslåede karikatur fra Verdens-Spejlet (1904-05), hvor Jensen spankulerer med hat, stof og høj cigarføring gennem byen. Tegningen er i sig selv ret ond, men de få ord under den har en ironisk sarkasme, der stråler: ‘Himmerlandsdigteren paa Strøget’. Han kunne lige så godt have skrevet ‘Bonden i byen’.

Johannes V. Jensen kendte naturligvis til vilkårene i den litterære strid, og Martin Zerlang har noteret sig, at Jensen allerede i Kongen fald konstaterer, at “Den, der slaar, faar”. I finalen vender han tilbage til samme konstatering, blot formuleret lidt anderledes, nemlig af kollega Leonora Christina Skov: “Når man stikker røven frem, får man taget temperaturen…”

Skallesmækkende mimoser, plejer man at sige om de stridsfolk, der nok kan åle andre, men ikke så godt tåler medicinen selv. Martin Zerlang formulerer det sådan, at digterne er sårbare, men nok ved, hvordan man selv skal såre. Og her kommer tegnerne for alvor ind i billedet, for de evner netop at pifte den selvhøjtidelighed, der oftest præger skønånder i strid. Forfatternes pennefejder er ikke altid kønne at se på, men de er oftest underholdende. Om de så altid har substans, er et åbent spørgsmål. Men når tegnerne tager dem ved vingebenet, sker der en befriende forskydning fra fejden til satiren om fejden, og karikaturen af en person eller en situation bliver næsten mere holdbar, end sin genstand. Karakteristisk nok husker man ofte ikke så meget de litterære fejders indhold, som den måde kombattanterne blev latterliggjort på.

Martin Zerlangs store litteraturhistoriske overblik fører os sikkert gennem forfatterkarikaturens litteraturhistorie, og mange af historierne og tegningerne er glade gensyn: Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, Georg Brandes, Herman Bang, Gustav Wied, Johannes V. Jensen, Blixen, Rifbjerg, Brøgger… Vi har set en stor del af det før, og vi kender stregen fra Wilhelm Marstrand, Peter Klæstrup, Axel Nygaard, Ragnvald Blix osv.

Men så dukker Johannes Holbek pludselig op, og med skam at melde har jeg aldrig hørt om ham før. Han døde i 1903, kun 31 år gammel, men sikke han kunne tegne. Evigt moderne er hans raffinerede portræt af en ældre mand med stor vom, skaldet isse, barkenbarter, der hænger som tykke knurhår, vredladne øjne bag brillerne og store ringbesatte fingre, somfører en fidel lille satan hen mod en ung kvinde, mens han siger: “Denne unge Mand har jeg indrømmet den mest ubegrænsede Ytringsfrihed: Han tænker som jeg.” Ha! Storartet!

Karikaturland. I krydsild mellem danske forfattere og tegnere er både et gavmildt katalog over den litterære selvoptagetheds historie og en uendeligt underholdende litteraturhistorisk indføring i debatter med tyngde. Her kommer han. Martin Z. Kraftpeterbollemælk.

Martin Zerlang: Karikaturland. I krydsild mellem danske forfattere og tegnere. 308 sider, indb. og rigt ill. 350 kr. Forlaget Vandkunsten.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.