Makværker

Weekendavisen den 26. september 2014.

Kommentar. Sidste år var det Gyldendal, nu var det Lindhardt og Ringhof. Begge store forlag har tilbagekaldt bøger på grund af masser af sjuskefejl. Hvordan kan det ske?

Litteraturkritikere skal kritisere litteratur. Men nogen gange er vi også nødt til at kritsere forlagsarbejde. I den seneste uge har kolleger i Jyllands-Posten og på Kristeligt Dagblad set sig nødsaget til at klaske et par ellers særdeles etablerede forlag op ad væggen, nemlig Lindhardt & Ringhof og Politikens Forlag, fordi de har udgivet bøger, der er smækfyldt med fejl.

Hvad er der i gære på de danske forlagsredaktioner, når dominerende forlag kan udsende så skandaløst sjuskede bøger? Hvad er der blevet af omhyggeligheden og kvalitetssikringen? Hvad skal man mene, når Lindhardt & Ringhof må krybe til korset, sige undskyld og trække en ny roman af franske Anna Gavalda hjem fra boghandlerne efter at JP’s anmelder gav selve bogen fire anstændige stjerner, mens forlagsarbejdet fik et rundt, rungende nul? Angiveligt var romanen skæmmet af hundredvis af slåfejl, stavefejl, ombrydningsfejl og orddelingsfejl, og oversættelsen var både sløset og uforståelig.

Anmelderen skrev: ”Hvad gik der galt med denne udgivelse? Havde I for travlt med at bringe bogen til torvs? Mener I mon, at fordi navnet Gavalda sælger sig selv, så behøver I ikke at ofre en korrekturlæser og en dygtig oversætter. I mine mere end 30 år som seriøs læser er jeg aldrig stødt på noget så sjusket fra et anerkendt forlag.”

Så gik der kun et par dage, så udkom Kristeligt Dagblad med en stor kommentar om Christian Mørks nye roman fra Politikens Forlag. Anmelderen havde opgivet at læse færdig efter 50 sider, og i stedet afslørede han, hvordan et miserabelt kaudervælsk viser at bogen må være sendt ulæst gennem systemet.

“Når jeg ikke har læst romanen til ende, skyldes det den sproglige uformåenhed, den bærer præg af,” skrev anmelderen. Hans eksempelbelagte kritik er naturligvis rettet mod forfatterens manglende skrivetalent, men er samtidig rettet mod forlaget, der ikke har redigeret bogen godt nok – om overhovedet? rer præg af.

Av av av, den var slem, både for Lindhardt & Ringhof og for Politikens Forlag. Men mens L&R lægger sig fladt ned og erkender fejlen, afviser Politikens Forlag kritikken. De siger, at Christian Mørk bare har en stil, som deler vandene, og at bogen er blevet korrekturlæst to gange.

Vi må lige understrege, at det er menneskeligt at fejle, og at ingen kan gardere sig mod en sjælden smutter. Jeg har engang selv i en fjern, ungdommelig fortid været forlagsredaktør, og jeg kan da godt huske en brøler eller to, som blev fanget i opløbet. Vi må også huske, at de tre forlag, der her bliver kritiseret for at sjuske, naturligvis som hovedregel udsender gennemarbejdede og fejlfri bøger, hvor anmelderen kun skal koncentrerer sig om den litterære domsafsigelse.

Når de er sagt, er fejleksemplerne ved at være for hyppige. I denne uge blev også Leif Davidsens nye bog kritiseret for at være sløset korrekturlæst. Og så må man jo huske, at det ikke er mere end et års tid siden, at en anmeldelse her i avisen fik Gyldendal til at tilbagekalde og makulere en Hemingway-biografi, som tilsyneladende hverken var blevet læst af en redaktør eller en korrekturlæser. Av av av, igen.

Men når tre så store forlag ikke kan kvalitetssikre alle deres bøger og begår så graverende fejl, må man jo spørge sig selv, hvor branchens professionalisme er på vej hen. Makværk og sjusk af denne kaliber tyder jo på, at forlagene ikke har tid til at gøre deres arbejde ordentligt. Jeg tror at det skyldes hastværk og tidspres, der kommer af en presset økonomi, som fører til nedskæringer og besparelser, der igen betyder at medarbejderne skal løbe hurtigere og får for meget stress, hvilket igen afstedkommer manglende tid til faktatjek og kvalitetskontrol. Altså: en ond spiral. Det er synd for de medarbejdere, der begår fejlene. Men det er naturligvis mest synd for læserne. Os anmeldere skal man ikke have ondt af, vi elsker jo at finde fejl.

Nu handler det heldigvis “kun” om fejlbehæftede bøger og ikke om forgiftede sutter eller rullepølse med listeria. Men det ændrer ikke på, at man ikke kan bede om bogkøbernes penge uden selv at afsætte ressourcer nok til at gennemarbejde bøgerne ordentligt. Når forlagene tillader sig at tage penge for en vare, som de ikke selv har orket at forarbejde grundigt, mangler de respekt for læserne som kunder. Og dermed også respekt for den bog, som de sender på markedet.

Det er ikke pedanteri og flueknepperi, når avisernes anmeldere påtaler forlagsfejl på denne måde. Det er derimod en ærgerlig del af kritikerens lod. Vi ville hellere nøjes med at tage stilling til litteraturen. Kære forlæggere, hvad er jeres problem, og hvad er jeres bud på en løsning?

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.