Louis Jensen: Elefanterne holdt hver gang med Tarzan. En bog om drenge

Weekendavisen den 25. juli 2014.

Erindringer. Louis Jensen skriver skarpt om opvækst, modning og gruppejustits i provinsen.

Ingen af drengene var en god dreng

Drenge er et godt tema for mænd, spørg bare Klaus Rifbjerg og Niels Malmros. Eller spørg bare Louis Jensen, der nu udsender en samling skaprt registrerende erindringstekster fra fyrrene og halvtredserne under den vidunderligt stemningsfulde titel Elefanterne holdt hver gang med Tarzan. En bog om drenge. Så er vi helt med, os der var drenge engang, også selvom vi ikke er gamle nok eller jyske nok til at være vokset op med Louis Jensen et sted i provinsen. Hans titel rammer os alligevel.

For naturligvis holdt elefanterne hver gang med Tarzan. Og naturligvis så drengen – han har intet navn – og hans kammeraterne alle filmene med Tarzan og Zorro i biografen (hvis de havde penge), og naturligvis læste de om Hopalong Cassidy og Fantomet i Skipper Skræk og Kong Kylie (men hvorfor skriver Louis Jensen, at Fantomets ulvehund var en schæfer der hed David, den hed da Devil, men det beror måske på en jysk forvanskning?), for drengene havde brug for drømmeverdener med maskuline helte, hvor de gode sejrede og de onde fik deres bekomst, og Tarzan, Zorro og Fantomet var de perfekte helte.

Men den vigtigste leg var cowboydere og indianere. Det galdt ikke mindst om at blive skudt, så man kunne falde død om på en flot måde, måske trille ned ad skråningen ved Sønderbakken. Men det var også kedeligt at ligge der og være død på slagmarken, så man levede op igen, hvis en af de andre indianere kunne nå hen og stryge én over hovedet eller maven og sige “smøre salve på!”.

Naturligvis var det ikke kun elefanterne, der hver gang holdt med Tarzan. Drengene gjorde det selvfølgelig også, for hvem ville ikke gerne være på den stærkes hold? På samme måde var det vigtigt at være en del af den dominernede dreng Fritz’ bande, for så vidste man, hvor man hørte til. Det skildrer Louis Jensen med fint doserede antydninger, der samler sig i et fremragende lille afsnit, der hedder ‘Alt andet var ligegyldigt’:

“Det eneste, der betød noget, var et, de andre drenge sagde. Det var dumt at ryge. Drengen nikkede. Han røg ikke. Det vidste moren godt, at han gjorde. Det hang i tøjet. Han lugtede af Kings-cigaretter. Men det var ikke ham. Det var en af de anfre drenge, der havde pustet på ham. Man skulle heller ikke lyve. Det gjorde alle drengene. Og de pralede. Der var en, hvis onkel havde den største bil i hele verden. Og det var forkert at stjæle. Det gjorde alle drengene på nær en. Og det var forkert at slås, men der var ingen, der ikke slåssede, og når drengen kom hjem med en flænge i skjorten, blev hans mor ked af det og skældte ud, men det hjalp ikke noget. Næste dag var han oppe og slås igen. Han skulle være en god dreng, men ingen af drengene var en god dreng. Det eneste, der betød noget, det var det, de andre drenge sagde. Det var det, de andre drenge mente. Alt andet var ligegyldigt.”

Bemærk Louis Jensens elegante stil. Først den simple konstatering af, hvad der betyder noget. Så den dækkede dialog mellem drengen og moren. Til sidst den komprimerede skildring af, hvad der er rigtigt og forkert, drengens dobbelte bevidsthed, kulminerende med den skønt skurrende sætning om at ingen af drengene var en god dreng.

Louis Jensens prosa fra provinsen er et kulturportræt af tiden efter befrielsen, et liv genoplevet i erindringen som tableauer, stemningsfulde snapshots fuld af halvtgennemsigtige brune apotekerflasker, barbersalonens brillantine, samlebilleder fra Richs-pakkerne og alt det farlige og forbudte, som forældrene ikke måtte vide noget om. Som sådan er Elefanterne holdt hver gang med Tarzan en bog om opvækst og modning, om drengenes gruppejustits, om de omsorgsfulde mødres reducerede rolle og de arbejdende fædres fravær.

Den huskende dreng, er navnløs. Han er bare drengen, kondenseret til en kategori. Kun én har et navn, nemlig gruppens anfører Fritz. Han dukker kun op sjældent, men altid med vital betydning, altid der hvor faren og angsten er størst, indtil vi slipper ham med en voldsom pludselighed på bogens sidste side, som klart fungerer bedst, hvis man har glemt at læse bagsideteksten. Her er det for sent at smøre salve på.

Louis Jensens bog om drenge rummer afsnit, som – om jeg så må sige – bare er konventionelle huskerier, men de bedste stykker er dels fremragende prosa, dels skarpe analyser af det, der gælder i drenges liv.

Ikke noget nyt under solen. Men klassiske skildringer af drengeliv fra dengang, hvor drenge færdedes i grupper ude i landskabet med en helt anden naturlighed og livsappeti, end de gør i dag. Alligvel er Louis Jensens blik for den centrale universelt. Det, der betyder noget, er hvad de andre mener og gør. Boys will be boys, som man siger.

Louis Jensen: Elefanterne holdt hver gang med Tarzan. En bog om drenge. 152 sider. 200 kr. Gyldendal.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.