Weekendavisen den 4. april 2014.
Reportage. Løberne er budbringere uden budskaber, mente Jean Baudrillard. Vi løb med ved VM i halvmaraton: enogtyve komma én kilometer på én time og syvogfyrre.
Det er i Øster Søgade ved Sortedam Sø, lige omkring de 13 kilometer og kort før vi drejer ned ad Gothersgade, at jeg ser nogle friske fyre med et banner, der giver mig let luft under fødderne: Run for cover motherfucker, står der.
“Sejt banner”, siger jeg, idet jeg skovler endnu nogle meter asfalt bagud. Publikum er i fin form i dag. Godt nok er det os 30.000 løbere, der sveder os igennem et halvmaraton på denne himmelblå forårslørdag i København, men de 100.000 tilskuere langs ruten skaber stemningen og festen. Det er Seksdagesløb uden Forum. Det er landskamp uden Parken. Det er helligdag for løbemenighedens medlemmer.
Hovedstaden er i undtagelsestilstand. Verdensmesterskabet i halvmaraton holdes i Københavns gader, hvor de fnuglette bønnestager fra Kenya, Eritrea og Ethiopien om lidt skal spurte sig igennem de 21 kilometer på under en time. Over os snurrer fjernsynets helikoptere, og på storskærmen ved Christians Brygge, hvor vi andre venter på at det bliver vores tur, kan vi se statsministeren og kronprinsen holde taler og skyde løbet i gang. Jeg står ved siden af en fyr, der var livredder da Frederik gennemførte en ironman. Der var ingen livvagter med i vandet, siger han.
Vi står og tripper som galopheste i båse. Jeg sludrer med Richard, en fyr som jeg kender fra noget børnefodbold. Han skal løbe sit første løb, mens jeg kunne have snesevis af medaljer (alle får én) hængende derhjemme, hvis jeg ellers havde gemt dem fra diverse hel- og halvmaratoner. Det har jeg ikke. Vi placerer os i den startgruppe, der forventer at komme i mål efter én time og halvtreds. Vi dunker hinanden i ryggen, og ønsker godt løb. Men vi tripper, taler vi med om hvor langt vi ville kunne følge de lynhurtige afrikanere. Et par kilometer, er der en der foreslår. Jeg tror snarere at det handler om 100 meter.
For to dage siden var jeg på vej hjem fra Italien. Jeg skulle skifte fly i Frankfurt, og ved gaten sad hele Ethiopiens løbehold på vej til København. Der var også en af de formidable kenyanere, en ung mand i dynejakke og bare fødder i sandaler. De var tynde som mynder, de svævede nærmest henover gulvet. Mens vi ventede på at blive sluset ind i flyveren, faldt jeg i snak med en af de ethiopiske ledere. Han syntes at det var interessant at jeg skulle løbe med og at jeg havde tænkt mig at skrive om løbet. Han ville gerne have min mailadresse. Dagen efter fik jeg så en hilsen fra ham, hvor han bad mig tage kontakt til en af hans venner, der havde brug for danske investorer til business projekter og joint ventures i Ethiopien.
Så skyder Frede løbet i gang. Det afrikanske lyntog starter. Snart er banen klar til os andre. 30.000 sportsfolk, rekreationsløbere, masseløbere, lystløbere, motionister, hedonister, individualister, uanset hvad vi kalder os, er vi alle sammen partikulære organismer, der ude på ruten smelter sammen til et 60.000-benet fælleslegeme. Langt de fleste er udrustet som små cyborger med alt i gear og gadgets, der måler tid, distance, puls og kalorier. Mange løber med et soundtrack i ørerne tilpasset deres rytme. De har GPS i deres ure. Kompressionsstrømperne sidder stramt om læggene. Nogle har væskerygsække med lange plasticsugerør til munden, de minder ironisk nok mest om ilthungrige patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom. Afrikanerne er allerede ude på Østerbro.
Hver gang jeg løber langt, tænker jeg på den franske filosof Jean Baudrillard. Da han i 1987 så marathonløbere i New York, blev han decideret deprimeret, og han skrev, at løberne så ud som om de søgte deres egen udmattelsesdød, ganske som den græske soldat, der løb til Athen med sejrsbudskabet fra slagmarken, hvorefter han faldt død om. I denne soldats mytologiske fodspor løber vi andre i dag, og den franske filosof ser det klart: Motionsløberne ønsker også at bringe et sejrsbudsskab, men der er for mange af os, og vores budskab har mistet mening. Det eneste vi bringer, er budskabet om vores egen ankomst ved afslutningen på vores anstrengelser. Det er, siger Baudrillard, et budskab om unyttig anstrengelse.
Måske ville filosoffen analysere anderledes, hvis han selv havde været løber. For mange af os, der løber gennem København i dag, er et halvmaraton, ja sågar et maraton, ikke en unyttig anstrengelse. Måske ikke engang en anstregelse. Og i hvert fald ikke unyttig. Løbet er meditativt, produktivt, socialt, sundt, sjovt, beslægtet med dans og sex og hvad der ellers gør krop, hjerne og hjerte let og lykkeligt.
Men i øvrigt er jeg ret enig med Baudrillard: Der er for mange af os samlet på et sted. Det her er holdt op med at være løb. Det er en social massehandling, en event i et samfund, der samler på oplevelser. Egentlig kan jeg også bedst lige at løbe alene, vegetativt og uden et nummer med integreret tidsmålerchip på brystet, som udraderer improvisationsløbets frihed til fordel for et minutiøst overvåget ruterace, hvor det er umuligt og ulovligt at tage en afstikker. Men jeg har opsøgt netop dette løb, fordi det er første gang, at sådan nogle som mig, kan få lov til at løbe i fodsporene på verdensklasseløberne ved et VM. Og så i min egen by, hvor gaderne kun tilhører fodfolket ved den slags lejligheder. Da vi løber forbi porten til mit barndomshjem i Classensgade 11, tænker jeg på, hvordan København ville have set ud dengang i vinteren 1973 under energikrisen med de bilfri søndage, hvis løbekulturen allerede havde haft det folkelige gennembrud, der kom cirka ti år senere. Man kan se det for sig: løbere som en invasiv art på de trafikløse vejbaner.
Ude på ruten kommer Richard og jeg væk fra hinanden, men på Strandboulevarden indadgående får vi kontakt igen. Richard siger at han er flyvende, jeg siger at jeg har det fremragende. Enogtyve kilometer en er nem nok distance. Man når ikke at blive udmattet. Til gengæld er et fuldt maraton ikke bare to halve. Det føles som mindst fire. Som forskellen på en blød bakke og et brutalt bjerg.
Run for cover motherfucker… Hvad mente de egentlig, dem med banneret? På resten af ruten spøger det i mine tanker. Var det en ironisk baudrillardsk kommentar? Run for cover betyder jo at søge beskyttelse, at flygte fra en fare, og dybest set er det vel sådan den franske filosof ser løberne: som mennesker på flugt. Fra hvilken fare? Hvilken frygt? Hvilken straf? Jean Baudrillard giver ikke svaret. Men måske handler det om, at det moderne liv presser os så meget, at vi må påføre os en slags kontrolleret udvendig smerte for at dulme den indvendige? Som når unge mennesker med dybe sjælekvaler cutter i deres egne arme for at lette trykket.
Måske er vi flagellanter i flok. Måske søger vi sammen i dette kollektivlegeme af sociale årsager. Måske løber vi fordi løb giver velvære. Måske løber vi for at skabe, vedligeholde og udvikle en identitet og indgå i et fællesskab. Jeg mener at det var Adidas, der engang havde en reklamekampagne med sloganet ‘Runners, Yeah We’re Different’. Vi er noget for os selv, os løbere. Noget sandhed er der i det, men jeg har altid været irriteret over reklamens omklamrende forsøg på at skabe en community. Fri mig for at være anderledes på samme måde som alle de andre, tænker jeg, for så er vi jo netop ikke anderledes, men ens.
På Østerbrogade er der pludselig én, der råber mit navn. Jeg drejer mig mod stemmen i et kort sekund, mens jeg løber videre. Der sidder en mand i havestol blandt publikum og vinker. Han har mørke solbriller på og en lysebrun munkekutte, tror jeg det er. Jeg vinker over hovedet, mens jeg løber videre. Hvem mon det var? Jeg har en idé, men jeg er ikke sikker, det gik så hurtigt. Om mandagen møder jeg ham ude i DR.
“Det var dig i munkekutten, ikke?” siger jeg.
“Det var ingen munkekutte. Jeg var Jediridder,” siger han.
Ok, man behøver ikke at være løber for at være anderledes.
Jeg kan ikke huske, hvor mange kilometer vi er ude på ruten da jeg ser en kvinde med et opmuntrende skilt: Run random stranger. Løb tilfældige fremmede. Det er jo mig, tænker jeg. Det er mig, netop mig, hun gerne vil opmuntre. Hun ved bare ikke selv, hvilken af de 30.000 tilfældige løbere, der tager skiltet til sig.
Ved H.C. Ørsteds Parken står min familie. Jeg når lige at klappe high five med dem alle. Lige dér jeg ikke en tilfældig fremmed. Men der var én der manglede. Oscar skulle også have løbet med, men hans forræderiske knæ forhindrer ham endnu engang i at gøre det, han gerne vil. Han burde være derude på ruten nogle kilometer længere fremme. Nu plejer han sin ærgrelse derhjemme. Jeg savner ham.
Ved Jarmers Plads vinker jeg til en tidligere genbo, Johanne. Hun holder nok øje med sin far, tænker jeg. Så slår vi et herresving ud på Frederiksberg. Publikum står tæt og klapper os genrøst fremad. Lige efter Falkonér Allé ser jeg et kendt ansigt i mængden. Hun smiler bag solbrillerne. Det var Ida Auken.
Resten at turen holder jeg øje med publikumsansigterne. Det giver ny energi at møde én man kender. Man ranker sig, løber med større lethed. Men jeg møder ikke flere, resten af ruten forbliver jeg den tilfældige fremmede. Til gengæld finder jeg pludselig et grusspor på Vesterbrogade, som jeg følger. Det ligner brødkrummestien fra eventyret om Hans og Grete, tænker jeg, men det er rart at løbe på, det knaser godt under fødderne. Jeg tror at det er lagt ud som idealsporet, der skærer den hurtigste vej gennem byens gader, en rettesnor for eliteløberne. Pludselig holder gruset op og nogle blå linjer i asfalten tager over.
Da jeg nærmer mig opløbet på Christiansborg Slotsplads, ved jeg at fartholderne på en time og halvtreds er bag mig. Jeg overhalede dem vist oppe på Rådhuspladsen. Jeg får en fin tid. Men jeg kan ikke se Richard. Måske er han faldet bagud? Måske er han løbet fra mig? Jeg leder lidt efter ham i målområdet, men forgæves. Så følger jeg strømmen videre mod vand, æbler, energibarer og metallisk knitrende folde-ud-lagner, som vi svøber os i for at holde på varmen, nu hvor sveden bliver kølet ned af forårsvinden. Det er sådan nogle man bruger til førstehjælp og når man evakuerer folk fra lavineulykker. Jeg har set tre-fire løbere blive båret væk af samaritter. En enkelt styrtede på Åboulevard og slog hovedet mod en kantsten så blodet drev. Et par stykker fik krampe eller kollapsede.
Stemningen i målområdet er høj og let. Logistikken fungerede. Vejret var perfekt. Både verdenseliten og alle os andre tosser har haft en god dag. Nu kan arrangørerne bag Copenhagen2014 gøre succesen op i air time og spaltemilimeter i den internationale presse. To dage før løbet så jeg på et hotelværelse i Bologna en forarget studievært fortælle, at Copenhagen Zoo nu havde aflivet nogle uskyldige løver kun få dage efter at de havde likvideret en sagesløs giraf. Der er nok ingen tvivl om at overborgmester Frank Jensen (der selv løb med, for løb er perfekt til politisk kommunikation: jeg kan stå distancen!) hellere ser, at CNN og BBC viser smukke luftfotos af Kastellet i solskin.
Da jeg kommer hjem til min telefon, ligger der en sms fra Richard:
“Tillykke! Du slog mig med 17 sekunder :-)”
“Det var rutinen, der gjorde forskellen,” svarer jeg.
Så smider jeg ‘Run for cover motherfucker’ ind i en browser. Det stammer åbenbart fra en sang. Missy Elliott, hedder hun. Aldrig hørt om hende. Endnu en tilfældig fremmed. Så googler jeg ‘Run random stranger’ og finder flere løberapporter fra folk, der har set publikum med netop dette skilt i Amerika. Sært, tænker jeg, hvordan sådan en hilsen fra ingensomhelst rakt frem mod hvemsomhelst, kan virke som om den er tænkt til netop mig. Jeg løb. Ikke for cover. Ikke for at vinde. Ikke engang for at vinde over mig selv. I præcis en time og syvogfyrre minutter var jeg en nummermand i mængden, en tilfældig fremmede. Få timer efter var byen som blæst for løbere. Bilerne tog gaderne tilbage. Folkefesten var forbi.