Weekendavisen den 11. april 2014.
Monolog. Lige lovlig meget voksenfilosofi tillagt et dødsmærket barn i Lee Halls monolog om Spoonface.
Så vidt vi ved har Gud ikke cancer
Den engelske dramatiker Lee Hall er mest kendt for manuskriptet til den skønne, skønne film om minearbejderdrengen, der vil være balletdanser, Billy Elliot (2000), men hans forfattergennembrud kom allerede i 1997 med monologen om en autistisk og kræftsyg pige.
Spoonface Steinberg fejrede først store triumfer som radioteater på BBC, hvor det blev ekstraordinært genudsendt. Så solgte det godt på kassettebånd (det var dengang!), og året efter blev stykket filmatiseret. En række britiske teatre har sat monologen op, den kan audio downloades på nettet, og nu kommer så FÅR302 med stykket i dansk oversættelse.
Tine Gotthelf er alene på scenen som Spoonface. Sådan bliver hun kaldt, fordi hun ser ud, som man gør, når man spejler sig selv i en ske. På magisk vis, lykkes det faktisk for Tine Gotthelf at lægge sit ansigt i fremskudte ovale folder, der giver kælenavnet rigtig god mening.
FÅR302 holder til i byens måske mindste teatersal. Her er plads til max 30 publikummer, og allerede inden vi går i gang, gisper man lidt af iltmangel. Så dæmpes lyset og Maria Callas smukke sopran fylder rummet. På scenen ligger Tine Gotthelf krummet sammen i en opbevaringskasse af plastic, og da hun begynder at tale, er lyden af hendes stemme forvrænget en smule af plasticen. Samtidig modulerer hun for at illudere barnestemme, hvilket ikke er nemt. Man kommer nemt til at lyde som én der lægger stemme til en julekalenderdukkefilm eller som Hannah Bjarnhof i Giro413-klassikeren, Fødselsdagen. Men Tine Gotthelf finder sit leje ganske udmærket, ikke for meget, ikke for lidt.
Spoonface er otte år. Hun er autist, og hun har kræft. Mens de andre børn på hospitalet hører popmusik, elsker hun at lytte til operaarier, fordi “operadamerne dør så fint og sørgeligheden gør mig glad som ingen lykke kan”. Hun drømmer selv om at “synge dødsfaldet” og være fri.
Der var noget galt fra begyndelsen. Spoonface var ikke som de andre, hun var tilbagestående. Men så viste det sig, at hun kunne lægge tal sammen. “På grundlag af min hjerne”, som hun udtrykker det.
Der er en mening med det hele, mener Spoonface: “Gud kom ned og rørte mig på mit bløde sted og gjorde mig til mig.” Alt for livsklogt til et otteårsbarn konstaterer hun, at de sørgerlige ting er de bedste, fordi “de gør os menneskelige”. Lægen Dr. Bernstein lærer hende at være modig, ligesom hans egen mor var det som barn i KZ-lejren. Selvom de blev mishandlet, legede børnene i mudderet “på grund af menneskesjælens ukrænkelighed,” siger Spoonface med et udtryk, lægen har lært hende. Og Dr. Bersteins mormor holdt angsten på afstand ved at synge for de andre fanger i lejren, for hun var operasanger, og “selv på det mørkeste sted, er der en smuk sang at synge”. Eller hvad? Da Spoonfaces sygdom udvikler sig, forbander hendes mor Gud, som i bund og grund er et røvhul.
Men Spoonface er mere tolerant overfor Gud. Hun fabler løs om at finde gnisten indeni, om at finde Gud i alting, som de hasidiske jøder gør. Hun spørger familiens rengøringshjælp, om hun måske er syg, fordi hun er blevet smittet af Gud, men Mrs. Spot svarer: “Så vidt vi ved har Gud ikke cancer.” Nej, erkender Spoonface: “Hvis han har, er vi alle på spanden”.
Den slags momenter at sarkasme afvæbner for en stund en ellers gravalvorlig tekst, hvor den indtagende pige ofte er klogere, end godt er: “Meningen er ikke at jeg skal dø, men at jeg stadig lever. Slutningen er ingenting. Der findes ingen slutninger. Kun midter.” Eller hvad med erkendelsen af, at alt andet stadig vil findes, når hun selv er død: “Der vil ikke engang være et hul på det sted, jeg var engang.”
Lee Halls monolog er stærk og rørende, og Tine Gotthelf spiller i Petra Berg Holbeks instruktion teksten med afbalanceret, helhjertet identifikation og finsans for den syge piges dødsbevidsthed, særligt tonet af hendes autisme. Som oversætter har Peter Dupont Weiss vekslende held med at finde det helt rette ordvalg, særligt når der skal placeres bevidste sprogfejl i den otteårige piges mund. Et enkelt sted er Spoonface Steinberg klart opdateret i tid i forhold til dengang den blev skrevet, men andre steder virker det som om, at teksten hænger lidt fast i halvfemserne.
Efter min smag rummer monologen lovlig meget voksenfilosofi tillagt et dødsmærket barn. Og jeg synes også at det er et nummer for nemt at indgyde den autistiske Spoonface mod ved hjælp af KZ-lejrenes helvede. Det ligner stor skrivekunst. Men det er nu mest behændighed. Sådan rigger man en dybsindig monolog til.
Spoonface Steinberg. Af Lee Hall. På dansk ved Peter Dupont Weiss. Medvirkende: Tine Gotthelf. Instruktør: Petra Berg Holbek. FÅR302, København, til den 2. maj.