Knud Holst: Solstik. Udvalgte noveller fra 60’erne til 90’erne. Redigeret og indledt af Hans Hertel

Anmeldelse i Weekendavisen den 7. marts 2014.

Noveller. Knud Holst mistede aldrig evnen. Det allersidste han skrev er noget af det bedste i forfatterskabet.

Manden fra fortiden

Denne bog var aldrig udkommet, havde det ikke været for Hanne-Vibeke Holsts roman Knud, den store, der skildrer hendes fars liv og undergang som både forfatter, familiefar og menneske. Men med romanen kom opmærksomheden tilbage på en af modernismens lovende navne, der desværre aldrig til fulde fik indfriet forventningerne (ikke mindst hans egne), og nu får vi så muligheden for at læse Knud Holsts novellekunst i kommenteret udvalg ved professor Hans Hertel.

Novellerne rækker fra 1961 til 1995 og omfatter blandt andet tre tekster, der nu udgives for første gang. Hans Hertel bringer ikke historierne kronologisk, men under fire overskrifter, der karakteriserer bærende temaer i forfatterskabet, nemlig Drengeliv, Landliv, Hverdagsliv og Skyggeliv. Det er en godt set og meningsfyldt opdeling af novellerne, og man overskuer straks, hvordan Knud Holst register gik fra barndomscener over jysk hjemstavn til uheldsvanger modernisme.

Skrivetalentet var indiskutabelt, men ikke alt blev lige godt, og fra Hanne-Vibeke Holsts roman ved vi også, at en dybt skuffet forlægger Jarl Borgen måtte afvise flere manuskripter fra den forfatter, som han oprindelig havde haft så enorme forventninger til. Som Hans Hertel skriver, kunne Knud Holst i sine mindst holdbare noveller ligne en “uigennembagt blanding af Martin A. Hansen, Tarjei Vesaas og polakken Bruno Schulz, tilsat en knivspids Villy Sørensen.”

Men med Solstik kommer så et kvalitetsudvalg af Knud Holsts noveller (hvis man har lyst til at læse hele forfatterskabet, udkommer samtidig forfatterskabets syv prosabind i fuld længde som e-bøger), som vitterlig viser vigtige sider af talentet. Mest interessant er måske, at Knud Holst havde en intakt evne til at skrive sanseligt og benhårdt helt til det sidste, hvor han ellers var gået i opløsning, menneskeligt og kunstnerisk.

Den efterladte tekst ‘Armen’ er en modbydelig historie om den 16-årige Johannes, der får armen kvast i remtrækket til kværnen. Det noteres iskoldt, at drengen var alene og letsindig: “Da hånden først var snuppet, røg armen med, inden han fik stoppet maskineriet.”

Så går drengen over gårdspladsen og siger til sin mor: “Mor, armen er kvast. Vi må nok have fat i en doktor.” Her i familien piber man ikke i utide, og drengen er hårdfør, men blodet fosser ud. Så besvimer han, og den “hvasse” og “hårdføre” Christine må sætte sig ned et øjeblik.

Bemærk, at drengen ikke løber, ikke skriger. Han ved nemlig godt, at han selv er ude om det, og mest af alt frygter han, at faren bliver gal. Hvad der videre sker, må man læse sig til selv, men jeg kan roligt sige, at novellen er et lille mesterligt psykologisk portræt af et miljø, hvor nøjsomhed er slået over i en brutal selvbeskyttelsens kynisme. Knud Holst mistede med andre ord aldrig evnen eller talentet. Hvis Solstik repræsenterer det bedste af de syv novellesamlinger, er det sidste han skrev, og aldrig udgav i live, måske noget af forfatterskabets bedste.

Novellen om drengen, der mister armen er – sammen med den skarpe ‘Johannes og støvlerne’, der er en slags selvstændig fortsættelse til ‘Armen’ og den meget mere konturløse ‘Panik’ – skrevet i Knud Holsts dødsår, 1995, og det er rent ud fantastisk, at manden der var gået fuldkommen til bunds i alkohol og for længst havde tabt sit liv og forfatterskab på gulvet, stadig kunne mobilisere evnen til at skrive en novelle med så stærkt et greb om den stemningsstæke fortællings skarpe persontegning, det kuldslåede familiemiljø og den spartanske dialog, der siger det hele. Her – vil jeg tro – genetablerer han kontakten til barndom og erindring.

Andre markante noveller er set gennem barnets øjne under besættelsen, ikke mindst ‘Nedstyrtningen’, hvor en dreng venter på at krigen kommer til Nordjylland, men mest af alt frygter – og forventer – dommedag. Da et par tyske fly styrter ned, ser drengen noget stort og hvidt rejse sig over skovene. Han ser det som et hvidt hus med skinnende rødt tag, rystende af spænding: “Dommedag! tænkte han. GUDS TRONE.”

Knud Holst er svært optaget af barnets møde med alt, der rummer det sanselige og farlige, måske fordi han selv voksede op i et indremissionsk miljø. Det ser vi i et par noveller, hvor børn mister grebet om sig selv og lader temperamenterne få frit løb mens de erotiske drifter ulmer på en måde, som de ikke selv forstår. Se bare, hvordan de danser om den knejsende totempæl og hvordan de pærernes safter får sanseligheden frem.

Nu vi er ved det erotiske, er Knud Holst stærk i skildringen af den kejtede dreng, der møder en varmblodet pige på en steghed sommerdag. Han hjælper med at lappe et hul i hendes slange (!) inden hun fører ham ind i skovplantagen til en svalende grusgrav. Og så må vi heller ikke glemme ‘Tændstikken’, hvor en ung pige bliver forlokket og voldtaget ved en busstation. Den grumme novelle, som vi læste i gymnasiet i 1980, er som skrevet til freudianske fallosfortolkninger.

Til sidst er ‘Manden der kom og gik’ (1991) et tankevækkende selvopgør, hvor en forfatter, der har isoleret sig, opsøges af en gådefuld mand, som han mistænker for at være undsluppet et sindssygehospital. Den mystiske mand siger, at forfatteren har skrevet om alle mulige mennesker, han ikke gider møde, men mener at have forstand på: “Er det ikke sådan, I er? Udhulere, snakkehoveder, skriblere… Synd for jer.” Manden giver sig til kende som en journallist, som ti år forinden havde interviewet forfatteren, der dengang havde sagt, at journallisten måtte komme og slå ham ihjel, hvis han – altså forfatteren – på et tidspunkt holdt op med at skrive af nødvendighed, men begyndte at gøre virkeliheden til stof. Nu vil manden gerne vide, om han skal slå forfatteren ihjel.

Han bliver bedt om at skrubbe ad helvede til, og inden han går omtaler han så sig selv som Manden fra fortiden, og han opfordrer forfatteren til at blive krimiforfatter eller at smide sit lort væk og kigge på virkeligheden. Ja, sådan holdt Knud Holst dommedag over sig selv, og læst biografistisk er novellen både en tilståelsessag og en insisteren på hans eget kunstneriske talent. Han kunne dog ikke ændre på, at han selv blev Manden fra fortiden. Som sagtens kan læses i nutiden.

Knud Holst: Solstik. Udvalgte noveller fra 60’erne til 90’erne. Redigeret og indledt af Hans Hertel. 275 sider, 300 kr. Lindhardt og Ringhof.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.