Kinas bedstemødre danser

Weekendavisen den 19. september 2014.

Vild med dans. I de senere år har et fænomen bidt sig fast i de kinesiske storbyer: gamle damer, der danser i flok på offentlige pladser. Forskerne søger en forklaring.

GUANGZHOU
Det er tidlig aften i begyndelsen af september i centrum af millionbyen Guangzhou i det sydlige Kina. Mens flagermusene er begyndt at flakse gennem de tiltagende mørke, er en gruppe af ældre kvinder i gang med at gøre klar til et par timers fællesdans i det fri. Det samme er flere andre grupper, der mødes på en af pladserne over Mall of the World, det enorme indkøbscenter i byens kommercielle katakomber.

Og så begynder festen. En gruppe her, en anden gruppe der. Ialt har fem klynger erobret hver deres lille del af pladsen, og de har hver især sat musikanlæg med forstærkere og højttalerstativer op. En jammerlig kakofoni af opskruet pop, disco og hiphop pakker pladsen ind, og mens de gamle damer danser deres koreograferede rutiner igennem, står yngre kinesere og ser skeptiske til. Hvad er det, der sker?

Fænomenet guang chang wu – det betyder torvedans – er af nyere dato, men velkendt i hele Kina, hvor det har udviklet sig med lynets hast. Det vurderes, at så mange som 100 millioner ældre – mest kvinder – mødes ved enten daggry eller solnedgang for at danse på et offentligt sted til øresønderrivende akkompagnement fra et medbragt anlæg. Nogle danser i deres hverdagstøj, andre klæder om så de ligner forældede teenagers, og andre igen har dannet egentlige dansetrupper med uniformer.

Selv siger kvinderne, at de mødes for at få livsglæden tilbage nu, hvor de ikke længere behøver at bruge al deres tid på at passe børn og sørge for indkøb, madlavning og rengøring. Det lyder jo meget godt. Men så simpelt er det ikke. Torvedansen har skabt konflikter, fordi mange mener at kvinderne larmer og fylder for meget, når de samles på torve, pladser og i indkøbscentre eller sågar spærrer indgangen til et bibliotek. Fra storbyer i hele Kina er der rapporter om vrede naboer og forbipasserende, der har kastet både vandbomber og fyrværkeri efter de dansende damer. I Wuhan smed en nabo sågar menneskelort ud af vinduet efter danserne.

Da en mand fra Changping i udkanten af hovedstaden sidste efterår slap tre glubske hunde løs mød en gruppe dansende kvinder og affyrede et skræmmeskud med en riffel, blev han anholdt af politiet. Imens skruede de dansende bedstemødre bare op for anlægget og fortsatte. Den desperate mand høstede stor sympati blandt ligesindede, der også har fået nok at af være tvangsindlagt til at høre på den høje musik, typisk sødladne ballader eller hits fra Phoenix Legend, en kinesisk duo, der sælger millioner af albums og trækker milliarder af klik på nettet. Normalt er det unge, der kan lide den slags musik, men nu danser de gamle aftenen væk

På universiteterne er forskerne begyndt at interessere sig for de dansende damer. Den nye kinesiske asfaltbal har nemlig rødder i en samfundsudviklingen efter at kapitalismen blev givet fri og der opstod en ny, pengestærk middelklasse i Kina. Nu vil denne middelklasses bedstemødre også have deres del af det gode liv.

Lederen af det gerontologiske institut på Renmin universitetet i Beijing, Du Peng, sagde den 6. september til China Daily, der havde sat dansefænomenet på forsiden, at fællesdansen er et udtryk for, at Kinas befolkning bliver ældre og ældre, og at de gamle i dag mener, at de har noget til gode. De er bedre uddannet end tidligere, og de har behov for at berige deres liv, siger alderdomsforskeren, der mener at den kinesiske regering skal være opmærksom på denne befolkningsgruppe. Der er nemlig 200 millioner mennesker, der er 60 år eller ældre i Kina, og 83% af dem deltager i en eller anden form for fysisk aktivitet.

Mange af kvinderne siger, at dansen giver dem glæde og holder dem i god form. Det er et atypisk træk for den nye middelklasse, der gennem det seneste årti har fået så stor appetit på McDonald’s, Kentucky Fried Chiken og Cup Noodles, at Kina i 2015 overhaler USA som verdens mest junk food-konsumerende land. Det kan ses på befolkningen, hvor 60 millioner voksne er overvægtige og småbørn udvikler type 2 diabetes.

Kineserne er vant til at ældre mennesker dyrker tai chi i byparkerne, hvor de gamle også flokkes om bordtennisborde (har man én gang set en kinesisk kvinde i 70’erne spille bordtennis, får begrebet ‘bedstemor med slaw i’ helt ny mening), men nu har de altså kastet sig over dansen, ofte iført demonstrativt ungdommeligt tøj, hvilket får det hele til at tage sig noget bizart ud. Men damerne generer sig ikke, og protesterne preller af på dem, for de ved at myndighederne ikke ønsker at slæbe gamle damer væk med magt. Politiet har vist en ukarakteristisk stor tålmodighed over hele Kina, fordi det ikke er forbudt at danse offentligt. Og givetvis også, for der normalt hersker stor respekt for de ældre.

Når de gamle – som går under navnet da ma, de dansende bedstemødre – danser på offentlig pladser, skyldes det ifølge sociologen Jing Xiaofen, at de ikke har andre steder at gå hen med deres hobby. Til The Guardian har han sagt, at man tidligere var tilknyttet en forening på arbejdspladsen, som så stillede lokaler til rådighed for sports- og fritidsaktiviteter. Men sådan er det ikke mere i det nykapitalistiske Kina, hvor det frie initiativ står stærkt. Ifølge Dai Jianzhong fra Beijing Academy of Social Science, betyder markedsforandringen, at det er svært for de pensionerede at finde steder at være sammen, og der kommer fællesdansen i det offentlige rum så ind i billedet.

Foreløbig er guang chang wu et kinesisk storbyfænomen, men den slags har det med at smitte, og desuden tager bedstemødrene dansen med sig, når de er på ferie. I sommer blev en gruppe kinesiske turister således bortvist, da de samme deres ghettoblaster op og begyndte at danse på Den Røde Plads i Moskva til tonerne af et raphit fra Phoenix Legend. Også i Brooklyn, New York, har politiet stoppet den larmende dans, mens en gruppe da ma slap fint fra en fællesdans foran Louvre i Paris.

Som børn har mange af bedstemødrene sandsynligvis været tvangsindlagt til at danse smukke formationer til Maos ære. Nu gør de som de vil, enten koreograferet eller i en fri svingom, mens de nyder at velstandsboomet for mellemklassen har forsynet dem med ekstra år og tid til at danse. Paradoksalt nok opfører de sig som teenagere imens. Hvem kunne vide, at det ville blive et globalt fænomen dengang de første motionsløbere begyndte at vise sig i de vestlige byer i 1970’erne, da det blev moderne at motionere og realisere sig selv? Hvem kan vide om de kinesiske da ma, der bruger byens pladser som dansegulv, blot er fortroppen? Foreløbig er der 100 millioner af dem. Og 100 millioner flere, de kan byde op. Især hvis de kan få mændene med.

På pladsen over Mall of the World i Guangzhou danser damerne videre, mens de skruer op for poppen, hiphoppen og sirupsslagerne. Folk ryster på hovedet og tager rulletrappen ned til mall’en, hvor stanken fra fast food-restauranternes frituregryder tilfører den varme tropeaften et ekstra lag fedt.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.