Weekendavisen den 22. august 2014.
Krønike. De eneste mennesker i denne verden, man ikke kan hjælpe, er dem, man er i familie med. Katrine Marie Guldager diagnosticerer os.
I foråret udgav Katrine Marie Guldager digtsamlingen Et sted i verden, hvor jeg især bemærkede mig en lille, stærk suite om tiden efter en togulykke ved Sorø, hvor forfatterens far omkom i 1988. Samtidig kiggede jeg i vejviseren efter bind fire i forfatterens romankrønike om en splittet familie fra Køge, som var begyndt med Ulven, Lille hjerte og Den ny tid. Udgivelsen af den næste roman var allerede annonceret under titlen Peters død, men for at give plads til digtsamlingen, blev romanen udskudt til sensommersæsonen.
Nu er den her så, og det er interessant at se, hvordan der går en lige linje mellem digtsuiten ‘Efter katastrofen I-IV’ og romanen. Vi er nu i 1970’erne. Peter bor alene i huset på Marievej i Køge siden hans kunstnerkone Lily, som han aldrig er holdt op med at elske, forlod ham til fordel for en dannet galleriejer i Bredgade. Leonora er gift med Klaus, men har ikke kunnet få børn, og hendes bror Henry er flyttet sammen med en gruppe fantaster i et kollektiv baseret på opulente idealer.
Leonora kommer en dag tilbage til sin barndomshjem for at hjælpe faren med husholdningen, men finder Peter død i sengen. Og Peters søvn ind i døden er i al sin udramatiske lavmælthed en rystelse for datteren, farens Lille Hjerte. På stedet rammes hun af en regression, der – forstår vi – kommer til at følge hende i mange år fremover. Her aktiverer Katrine Marie Guldager nemlig sin karakteristiske (og velfungerende!) varslingsteknik, hvor hun sætter parentes om fortællingen og holder forpremiere på en kommende roman: Leonora lærer først at rumme sorgen, da hun på en udstilling om heksekunst på Nationalmuseet i Zambia læser en beretning om en pige, der genopstår fra de døde!
I digtsuiten om tiden efter sin fars død, skriver Katrine Marie Guldager: “Efter katastrofen, var der noget, der var blevet væk, et tonefald, et sted i verden, man kunne vende tilbage til.”
I Peters død arbejder hun med det samme stof. Leonora er ude af stand til at forbinde sig selv med sorgen. Den kan, skriver forfatteren “som bekendt” opføre sig på mindst to måder: “Enten er den hård som flint, eller også er den rummelig og blød og sval, sorgen, en af menneskers muligheder for at møde hinanden på tværs af grænser, liv og sprog. Og hvorfor? Fordi sorgen i virkeligheden er den lim, der holder denne gamle, trætte verden sammen. Fordi vi alle skal miste dem, vi elsker. Fordi vi alle skal miste vores forældre. Og vores børn.”
For mig er der intet “som bekendt” i denne sorgbeskrivelse, dertil er jeg gået for let, lyst og ubekymret gennem tilværelsen, men den rammer mig med al den erfaringens tyngde, som man mærker hos forfatteren. Men det raffinerede – og uhyggelige – er jo, at forældre og børn kan miste hinanden allerede inden døden, og senere i romanen når Leonoras mor Lily frem til den konklusion, at hendes og Peters ægteskab faktisk havde været meget lykkeligt, men at børnene var problemet, at Leonora var skyld i skilsmissen. Forfatteren kalder den en omskrivning af historien.
Men det er ikke kun forældre og børn, der er på kant med hinanden. De to søskende Leonora og Henry har altid haft en mislyd, der nu er brudt ud i lys lue. Men da broren – der går til bunds i tidens eksperimenterende frisind – har brug for søsterens hjælp, ønsker hun faktisk at gøre det gode. Da det mislykkes, spørger hun mismodigt sin mand, hvorfor det ikke er muligt at hjælpe Henry, og så træder forfatteren til med en af sine knastørre kommentarer, der diagnosticerer os: “Og dermed afslørede hun, at hun endnu ikke havde forstået, at de eneste mennesker i denne verden, man ikke kan hjælpe, er dem, man er i familie med.”
Der er skruet gevaldigt ned for det fantasmagoriske element, som ellers har karakteriseret begyndelsen på Katrine Marie Guldagers romankrønike. I huset på Marievej kunne drømmesyn og mareridtssymboler ellers melde sig ind i virkeligheden, ikke mindst i skikkelse af en ulv, der materialiserede sig og luskede rundt på loftet.
Men heldigvis er det også rigeligt at følge romanserien som et realistisk slægtssignalement og tidssportræt, ikke mindst af det virkelighedsfjerne bofællesskab, der i ramme alvor tror at man kan afskaffe mor og far og indføre kollektivt forældreskab.
Køge-krøniken holder sit høje niveau.
Katrine Marie Guldager: Peters død. 208 sider, 250 kr. Roman. Lindhardt & Ringhof.