Weekendavisen den 31. januar 2014.

Broen. Jesper Wung-Sungs nye roman skildrer fatale og forkvaklede mandevenskaber.

Fugleflugtslinjen

“Engang var de bedste venner, men de har ikke haft kontakt siden deres fælles ven Christian omkom ved Langelandsbroen, hvor de i ungdommeligt overmod havde udfordret hinanden til at balancere øverst oppe.”

Sådan står der på bagsiden af Jesper Wung-Sungs nye gravalvorlige eksistensroman, og det vi skal lægge mærke til, er ordet efter det første komma: men. Dette lille ord kan med stor effekt bringe en undtagelse ind i enhver sætning og få enhver betydning eller status til at skifte spor.

Men men er mere end bare men. Men kan også læses med et andet tryk, så det udtales mén – og altså betyder alvorlig fysisk eller psykisk skade som følge af overfald eller ulykke. Endelig har ordet – siger min ordbog – rødder i det oldhøjtyske mein, der betyder falskhed eller forsyndelse.

Hermed er bolden givet op til titelanalyse for unge tvangslæsere i det danske gymnasium. Netop der arbejder den ene af romanens to fortællere, Jon, indtil han bliver træt af at undervise i græske tragedier, folkeviser og Franz Kafka, siger jobbet op, forlader kæresten og tager tilbage til ungdommens Sydfyn og Langeland for at konfrontere sig selv med fortidens ubesvarede spørgsmål, kammeraten Peter, der er tømrer. Og den døde Christian.

Falskhed, forsyndelser og fysisk og psykisk skade – det er det stof, som Jesper Wung-Sungs Men, der er en ungdomsroman fanget i en voksenromans krop, er gjort af. Historien om fatale og forkvaklede mandevenskaber er en desperat rekonstruktion af dengang de tre teenagevenner i fuldskab opfandt et manddomsritual, der handlede om at krydse alt, der spærrede deres vej. De trak lige linjer på et turistkort, og så skulle de gennemføre ruten uden at vige udenom forhindringerne. Alt skulle bestiges: bænke, plankeværke, biler, huse. De så sig selv som frie fugle, der ikke lod sig begrænse af noget.

Den skæbnesvangre aften stod de tre venner så ved Langelandsbroen med de fyrre meter høje buer, som Jon og Peter kravlede op på og ned fra igen. Som Jon konstaterer i tilbageblik: “Vi gjorde den slags dengang, fordi vi ville være sikre på , at vi levede. Vores eget vanvittige sundhedstjek.”

Da det blev Christians tur, begyndte det at blæse op, og kammeraterne frarådede ham at forsøge. Men hvem tør stå tilbage for en manddomsrite, som de andre har bestået? Christian kravler op. Og Jon husker: “Jeg hører ham ikke, men ser noget, som er det en plasticpose, der blæser forbi i mørket, og derfor retter jeg blikket mod buen, hvor han ikke længere er. Og selvfølgelig har jeg tænkt tanken, cirka en million gange. At han ikke faldt, men lod sig falde. Måske for at straffe mig, måske for at straffe andre. Måske bare for at få ram på det, man ikke kan få ram på.”

Hvorfor skulle Christian lade sig falde? For hvad skulle han straffe Jon? Det røber jeg naturligvis ikke her, men som man fornemmer er dette en roman om Skæbner & Store Følelser, lige i slipstrømmen alle de klassikere, Jon har tæsket igennem med sine elever. Også her er der kvinder, onde rivaler, en fortabt søn, en sørgende mor – og drenge, der blev til mænd som må konfrontere sig selv, deres egen fortid, deres egne handlinger. Og hinanden.

Jo, der er fuld skrue på tragedien med både solister og kor i denne roman, der både er en coming of age-historie, en forfaldshistorie og en fritfaldshistorie. Men er som skabt til skolebrug, intet mindre end perfekt til handlingsreferater, personkarakteristikker og symbolanalyser. Overfor romanen som kunstværk stiller jeg mig dog mere skeptisk an. Jesper Wung-Sung skriver udmærket stabilprosa, og som broen selv fører romanen sin læser fra punkt til punkt, men den udstikker ikke nogen fugleflugtslinje, man bare må følge, og den stiller ingen forhindringer op, man er nødt til at forcere.

Jesper Wung-Sung: Men. Roman. 432 sider. 300 kr. Samleren.



Skriv en kommentar