Jan Thielke: Espegare

Weekendavisen den 5. september 2014.

Ungdomsroman. Historien humper og sproget halter, men Jan Thielke har alligevel fat i noget vigtigt i sin romandebut.

Kim, den druknede

Espegare, hedder lyrikeren Jan Thielkes debutroman, og dét er en rigtig god titel, som forvirrer os med det lille mispas i stavning og udtale. Det lyder som Espergærde, stationsbyen deroppe for (næsten) enden af Kystbanen nord for København, men er det nu også det?

Ja, det er det, og titlen – fint og diskret indlejret i romanen – er vel dybest set en fattigfin sociolekt, der kendetegner de lokale. Så vidt, så godt i denne coming of age-roman, der følger en klassisk matrix: dreng flytter til ny by, bliver mobbet, finder venner, forelsker sig, filer kanter af med forældrene, sjofler skolen – og lytter til en helvedes masse musik…

Vi er i 1970’erne. Kim flytter fra Køge til Espergærde, hvor forældrene har købt en butik med sportsudstyr og legetøj. Den indadvendte dreng, der har det bedst når han sidder for sig selv og tegner byers infrastruktur (!), må omstille sig til en ny lilleverden. Da vi slipper ham, er vi lige kommet ind i 80’erne, Kim skal afslutte HF, verden venter.

Det lyder som en ungdomsroman, og er det også i den forstand at den handler om barndom, ungdom, modning. Men Espegare er ikke skrevet til unge, selvom den lægger sig i slipstrømmen på store generationsromaner, som det er umuligt at skrive sig op til, for eksempel Bjarne Reuters Når snerlen blomstrer og Klaus Lynggaards Martin og Victoria.

Der er desværre to problemer med Jan Thielkes store debutroman: Det ene er, at historien humper. Det andet er, at sproget halter.

Portrættet af Kim – og romanens bipersoner – er hægtet op på et for spinkelt skelet. Der er ingen afgørende volter, som griber os om hjertet. Selv når en af pigerne i venneflokken bliver smidt ud hjemmefra, hænger på natværtshus med byens sutter og ender på børnepsykiatrisk afdeling, glider det henover siderne med en sær mangel på indlevelse.

Jan Thielke har nemlig valgt at se Kim og de andre udefra, og kommer derfor til at virke som en altmodisch, nøgtern, refererende genfortæller, der summarisk samler det hele op. Hør bare her, hvor vi er på Mallorca, og den musikglade Kim er på pladejagt:

“Selve valget bød også på svare vanskeligheder. Da han stod i pladebutikken i Palma, var han i den grad i tvivl om, hvilke kriterier han skulle vælge ud fra. Det ville være nemt nok bare at købe de to pågældende Rolling Stones-singler, men de hidrørte jo fra lp’er, der rummede mange flere sange…”

‘Svare’, ‘pågældende’, ‘hidrørte’… Romanen er fuld af den slags grimme ord, der ligger som sproglige dødvægte, side om side med snørklede indskud, for eksempel her (vi er stadig på Mallorca) i en interessant scene, ja faktisk én af to korresponderende nøglescener:

“Faren katapulterede Kim udover vandet, og Kim landede med en ordentlig plask og kom til at tage vand ind, en leg, enhver anden dreng ville have elsket, men som irriterede Kim, fordi faren kom dér og stillede sig så docerende an og insisterede på legen, selvom Kim først afslog. Tredje gang faren gennemførte sit kast, fik Kim den indskydelse, idet han igen landede med indtag af klorvand, at han ville blive liggende med ansigtet nedad, så længe han overhovedet kunne holde vejret, for at forskrække faren og få ham til at stoppe. Da forehavendet lykkedes, og faren efter en første usikkerhed på, om det var ægte, ruskede i Kim og blev bange, fortrød Kim, men kunne i en følelse af skam ikke komme med et svar på farens: ‘Hvordan kunne du finde på det?’ og kun erklære sig enig i, at det måtte han ikke gøre igen.”

Hvorfor får vi ikke en scenisk, levende og stofrig beskrivelse af Kims dilemma, hans vrede, hans angst, han opgør med faren? Ærgerligt nok må vi nøjes med en lidenskabsløs orientering om, at Kim får ‘en indskydelse’, da han lander ‘med indtag af klorvand’. Show it, don’t tell it, som de ville sige på et kursus i kreativ skrivning.

Scenen i vandet er vigtig i sig selv, fordi den symboliserer Kims akavede forhold til faren, men også fordi den hænger sammen med en anden situation to år senere, hvor Kim er på fisketur med sin morfar. Kim falder overbord, redningsvesten glider af, og han synker mod bunden uden at gøre noget som helst forsøg på at kæmpe sig op. Morfaren redder ham, men er chokeret over drengens passivitet. Kim er også i chok, her beskrevet med en mystisk glød, som får teksten til at leve:

“Han havde ganske enkelt ikke tænkt på at bevæge sig eller på at søge op til overfladen, fordi havet i disse sekundkorte glimt havde været, ja, dragende, den verden, der var dernede mellem alge- og tangformationer i det disede havnebassin. Og som på mærkelig vis trak ham til sig. Ikke ved en direkte kalden eller på nogen form for sprog. Men magnetisk. nærmest. Uendeligt. Kloden var ikke bristet som en boble under ham. Han var gledet ind i den og blevet der. Genkendt. Svævende.”

Espegare er et portræt af livet i kystbanebyen i 70’erne og begyndelsen af 80’erne, og som nostalgisk tidsbillede, er der mange sikre iagttagelser, primært fra musikken, men også fra politik og sport. Som en enspænder, der rent faktisk integrerer sig med de andre, er Kim troværdigt skildret, og de to vigtige scener, hvor han gerne vil drukne – først som en hævn mod faren, senere med en sær frivillighed, som var han fortryllet til det – er psykologisk set noget af det mest spændende, jeg længe har læst, og vandet er for mig at se det væsentligste motiv i romanen. Det så jeg gerne, at Jan Thielke havde udforsket nøjere, gerne på bekostning af romanens traditionelle ungdomsstof, som ikke er unikt. Men romanens hovedproblem ligger desværre i den ferske sprogtone og skrivetil.

Jan Thielke: Espegare. 489 sider, 350 kr. Roman. Lindhardt & Ringhof.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.