Weekendavisen den 14. marts 2014.
Interview. “Der er en underlig afpolitiseret eskapisme i den Brevikiana, som er opstået,” siger Jens-Martin Eriksen, hvis nye skuespil skaber debat i Norge.
Med skuespillet Breivik i dukkehuset, som netop har haft premiere på teateret Schaubühne Lindenfels i Leipzig, har forfatteren Jens-Martin Eriksen genåbnet debatten om, hvordan – og ikke mindst hvornår – kunstnerne kan tillade sig at skrive om det højreradikale terrorattentat, der den 22. juli 2011 henrettede 69 ungdomspolitikere på Utøya.
Lederen af den nationale støttegruppe for de efterladte, Trond Blattmann, har for nylig i Bergens Tidende kritiseret Jens-Martin Eriksen, der i stykket kryber ind i Anders Behring Breiviks hovede og lægger ham ord i munden: “Det er skummelt at et teaterstykke forsøger at krybe ind i hans hjernebark. Det er alt for tidligt at lave teater af Utøya, og det er provokerende at nogen vil tjene penge på at lave dramatik af denne tragedie. Vi er forberedt på at der kommer film, bøger og teaterstykker om hændelsen, men det er forsat alt for tidligt,” siger han.
Breivik i dukkehuset foregår i 2017, hvor en nu rehabiliteret Anders Behring Breivik bliver løsladt efter seks år i fængsel. Han har uddannet sig til lærer, og han har fortrudt sin terror, men mener stadig at hans samfundsanalyse var korrekt og at mordene var nødvendige. Men hvorfor har Jens-Martin Eriksen sat stykket til så nær en fremtid som 2017, hvor det naturligvis er ganske utænkeligt at Breivik bliver fri:
“Jeg prøver at skabe et scenarie, hvor vi møder ham som en ganske almindelig kriminel udfra de meget liberale måder, vi plejer at anskue kriminelle handlinger. Det er naturligvis urealistisk fantasi. Men hvis han er gal, interesserer han mig ikke. Hans forhold til moren interesserer mig ikke. Han er kun interessant, fordi han repræsenterer en generel konflikt, der er aktuel i Europa. I sig selv er det ikke gådefuldt at han er militant, men det er gådefuldt at han er i stand til at trodse sin egen samvittighed. Dét er et mørkepunkt, som vi ikke kan belyse analytisk,” forklarer Jens-Martin Eriksen til Weekendavisen.
I begyndelsen af marts forsvarede og forklarede den danske forfatter sig i et indlæg i Bergens Tidende, hvor han er kendte at han som forfatter udfordrede sin egen samvittighed: “Hvordan kan jeg forløse min ambition om at skabe en sandfærdig scenografi for den politiske kamp, der førte til forbrydelsen uden at sætte mig i forbryderens sted ved at se verden, som han ser den? For hvis jeg ikke gør det, vil der kun komme fad propaganda ud af mine kunstneriske bestræbelser. Jeg vil i så fald kun gentage alle de politiske trosbekendelser, som vi har hørt indtil bevidstløshed om at Breivik er gal eller han er fyldt af et uforklarligt had.
Blandt Jens-Martin Eriksens kritikere er også lederen af Den Nationale Scene (altså den norske pendent til Det Kongelige Teater), Agnete Haaland. Også hun mener at Breivik i dukkehuset er en ren hån mod de efterladte for den gigantiske tragedie, og hun mener at både stykkets perspektiv og timing er forkert: “Teater skal gøre os mere humane og bidrage til at styrke menneskesindet. Men sådan som jeg læser dette stykke, kan det ikke forsvares i den retning. Jeg vil aldrig gøre massemorderen til hovedperson i et teaterstykke. Han var en barnemorder,” siger teaterchefen.
Weekendavisen har talt med Jens-Martin Eriksen, der siger, at han dybest set skrev skuespillet for at vikle Anders Behring Breivik ud af den mærkværdige tildækning, han er blevet mødt med:
“Der er en underlig afpolitiseret eskapisme i den Brevikiana, som er opstået med de forskellige journalistiske bøger om ham. Vi må ikke beskæftige os med den politiske side af hans eksplicit politiske terror. I stedet skal vi forholde os til hans problematiske opvækst og familieforhold. Det er en hjælpeløs apolitisk diskurs. Tænk hvis man havde samme nazismekonception! Jeg forsøger at genskabe Breivik udfra læsninger af højreradikalismens litteratur, som jeg har beskæftiget mig med i mere end ti år, og opstille et scenarie for, hvordan man kan møde den politiske terror. Derfor er jeg nødt til at skrive ham bedre, end han kan skrive sig selv. Eksperimentet går ud på at fremstille ham så skarp som muligt. Han er politisk. Han er højreradikal.”
I sit indlæg i Bergens Tidende skrev den danske forfatter, at hans ambition var at kritisere det onde, og at det kræver en analytisk indsigt. Han vender sig mod det, han kalder en en uholdbar anti-intellektuel tilgang med direkte adresse til Agnete Haaland:
“Som politisk strategi fører den kun til løgn over løgn, fordi den benægter de virkelige modsætninger der findes mellem stridende ideologier og kulturer i samfundet. Som kulturel strategi fører den til kunstnerisk kitsch. Det er beklageligt, at Agnete Haaland fra Den Nationale Scene synes at abonnere på en sådan fortrængningsstrategi. Hun synes at mene, at kunst skal være propaganda for det gode i Verden, hvorimod, det dæmoniske, det skal vi bare lade som om, at det slet ikke eksisterer. Teater skal tværtimod ”gøre os mere humane og bidrage til at styrke menneskesindet”. Agnete Haaland giver således indtryk af at skilte med nogle meget gode hensigter,” skriver han.
Men lederen af Den Nationale Scene er ikke alene med sit synspunkt i de norske teatermiljøer. Også lederen af Hordaland Teater, Trond Birkedal, siger til Bergens Tidende, at Breivik i dukkehuset er “forkert for os som nation”, og han mener at stykket kommer for tidligt i sorgprocessen: “Det er klart at tragedien vil blive brugt kunstnerisk, men på nuværende tidspunkt er det alt for tidligt,” siger han.
Trond Blattmann fra den nationale støttegruppe for de efterladte siger, at ofrenes familier finder Jens-Martin Eriksens stykke stødende, dels fordi han giver ord til massemorderen Breivik – nøjagtig som Christian Lollikes kontroversielle Manifest 2083, der i år skal sættes op ved Festspillene i Bergen – dels fordi han lader en af de døde piger fra Utøya tale fra den anden side af graven.
I sit svarindlæg i Bergens Tidende skrev Jens-Martin Eriksen, at det gjorde ham trist, at de pårørende følte sig sårede, men hans tiltro til stykket er så stor, at han tror at kritikerne vil forsone sig med det, hvis de ser det.
Til Weekendavisen siger han, at stykket dybest set skal undersøge samvittighedens stilling i konflikten mellem Breiviks politiske overbevisning og mandens beslutning om at tage det ubegribelige skridt og udføre sin voldsdåd. Ifølge Jens-Martin Eriksen skyldes det blandt andet, at Breivik ikke lever i vores fælles og virkelige verden, men i sit eget dukkehus, som har givet skuespillet titel. Som sådan passer Jens-Matin Eriksens stykke perfekt ind i den sammenhæng, det er skrevet til, nemlig et internationalt teaterprojekt om aktuelle konflikttemaer i Europa.
Til Bergens Tidende har den danske dramatiker sagt: “Jeg har læst utallige antiislamiske og nationalistiske tekster. For mig er det let at se, at der ligger en intellektuel forberedelse bag gerninger som Breiviks i det, der skrives. Breivik er et ekstremt eksempel, men han kommer ikke ud af intet. Og på mange måder er disse skriverier mindst lige så farlige, netop fordi mange af skribenterne fremstår som belæste og intelligente.”
FAKTA OM Breivik i dukkehuset
Jens-Martin Eriksens skuespil er skrevet til Schaubühne Lindenfels i Leipzig som et led i et projekt, hvor ni europæiske dramatikere blev inviteret til at skrive ny dramatik i anledningen af 200-året for Slaget ved Leipzig (i Tyskland kendt som Völkerschalchten) under Napoleonskrigene, 100-året for 1. Verdenskrigs udbrud og 75-året for 2. Verdenskrigs udbrud. Projektet er skabt under navnet VOR DEN HUNDEN – theater aus Europa, fordi hundene atter gør og teateret ønsker at undersøge de europæiske fronter. Breivik i dukkehuset bliver også opført i Bonn, Münster og Düsseldorf.
CITAT FRA Jens-Martin Eriksens manuskript
Breivik i dukkehuset åbner med en monolog, hvor forfatteren og hovedpersonen træder frem foran publikum:
“Må jeg bede om Jeres opmærkesom et øjeblik. Tak. Mit navn er Jens-Martin Eriksen, og jeg er inviteret til at deltage i dette teaterprojekt – Millennium Front Theater – for at yde et bidrag til hvordan vi kan erindre Völkerschalchten for to hundrede år siden. Jeg er forfatter og kommer fra København, og jeg vil gerne bede Jer her denne aften om at forestille Jer, at vi ikke er samlet på en aften i 2013. Men at vi er samlet på en aften i 2017. Hvorfor det? Jo, for til den tid har den norske terrorist, Anders Breivik siddet 6 år i fængsel. Og vi forestiller os, at han til den tid bliver løsladt fra Ila fængslet i Norge. Så forestil Jer, at jeg er Anders Breivik, som er kommet her i aften for at tale til Jer. Jeg beder Jer om at acceptere dette. Jeg er Anders Breivik. Og dette er min egen præsentation her på Millenium Front Theater. Velkommen allesammen.
Velkommen til det specielle Anders Breivik foredrag. Velkommen til mine fans her i Leipzig, velkommen til mine pennevenner, som jeg har skrevet med mens jeg var i fængsel. Velkommen til de, der bare er nysgerrige. Og tillige velkommen til de skeptiske. Jeg tror, jeg kan sige, at jeg er en anden person idag nu, 6 år efter jeg slog mit navn fast. Jeg er mere åben, også for netop de skeptiske. For jeg tror inderligt på – af hele mit hjerte – at jeg kan overbevise Jer
skeptikere. Jeg tror, jeg har en god sag.
Men I vil måske alligevel tvivle på, at jeg har forandret mig? I vil muligvis tro, at den I ser her foran Jer nu denne aften i Leipzig, det er den gamle Anders Breivik? Men jeg kan fortælle Jer; den gamle Anders Breivik er død. Han døde i
fængslet. Jeg har lært noget i de 6 år. Jeg har taget en uddannelse. Jeg kan nu med stolthed sige, at jeg er skolelærer. Arbejdet med børn og unge har altid interesseret mig – inderst inde. Den gamle Anders Breivik er død, og en ny Andrew
Berwick er født! Vær venlige at byde velkomme allesammen til Andrew Berwick! Det er aldrig for sent at lære af sine fejltagelser. Man skal ikke dømme mennesker ude, fordi de har fejlet. Mine damer og herrer, jeg vil bede jer acceptere mig
som Andrew Berwick!”