Horace Engdahl: Arret efter drømmen

Weekendavisen den 21. november 2014.

Skrift og drift. Skrivningen som narkomani er det mest besættende træk ved Horace Engdahls essays.

Den absolutte forfatter

Hvis en forfatter er lige så afhængig af at skrive, som en narkoman er af at fixe, er forfatteren ikke bare forfatter, men grafoman. Eller som den svenske litterat Horace Engdahl definerer det i Arret efter drømmen: “Det er et menneske, hvis liv beslaglægges af skriftens fordring, som hverken har afslutning eller definitive resultater, og hvis værk er ruinen af en uigennemførlig stræben.”

Hvor uhyggeligt, hvor fascinerende. Horace Engdahl (f. 1948) citerer den italienske psykiater og retsmediciner Cesare Lombrose, der omkring 1880 diagnostiserede grafomanen som en psykotisk person, der skjuler sit vanvid gennem at skrive, og han konstaterer nøgternt, at det af og til kan være svært at skelne grafomaner fra rigtige forfattere. Alligevel – eller måske snarere: netop derfor – forsøger Horace Engdahl at forvandle betegnelsen fra en negativ diagnose til et nyttigt begreb, og han prøver at se grafomanen, denne sørgerlige misbruger, som et skriftbesat menneske, som han kalder ‘den absolutte forfatter’.

Et eksempel er den excentriske og stærkt eksperimenterende tyske forfatter Arno Schmidt (1914-1979). For ham var skrivningen en bydende pligt, der medførte et liv i fattigdom og inderlig misantropi. Han sad ved skrivebordet 100 timer om ugen og skrev så ufattelige mængder af tekst, at han ifølge produktivitetsberegninger burde have haft ti assistenter.

Arno Schmidt skrev manisk for at undslippe menneskeheden, siger Horace Engdahl. Hans valg stod mellem at leve som menneske eller at leve som værk, men reelt havde værket og skriften truffet valget for ham. Han var afhængig af at skrive, og han måtte dope sig selv for at holde hovedet og kroppen i gang uafbrudt. Som Horace Engdahl skriver, er grafomanien den fuldendte forening af skrift og drift. Arno Schmidts gennembrudsbog fra 1951, Das steinerne Herz, fantaserer om at samtlige mennesker udslettelse i en atomkrig, hvor kun forfatteren selv overlever, og hvor alle biblioteker står uberørt af krigen. Så er der fred og ro til at læse! Det kræver blot menneskehedens udslettelse.

Hovedværket fra 1970 var faksimilebogen Zettels Traum, der består af 120.000 kartotekskort på 1.334 ark i formatet 29,7 x 42 cm., svarende til 9.000 normale tryksider med en vægt på ni kilo! Teksten løber i tre spalter, hvoraf den ene er romanens egentlige handling, den anden primært består af citater fra Edgar Allen Poes værker og den tredje rummer forfatterens kreative spontanindfald og joyceianske latrinære ordeksperimenter m.m. Og handlingen? Jo, det er noget med en ældre litterat, der gør kur til en pige på seksten år, samtidig med at han udvikler en teori om at Edgar Allen Poe var en impotent voyeur med dragning mod koprofili (som altså er den afart af sex, der involverer afføring).

Horace Engdahls intense beskrivelse af den litterære provokatør og mestermisantrop Arno Schmidt og andre grafomaner fylder mig med en dyb, mørk og mærkelig tristesse, for hvor er denne skriftnarkomaniske besættelse dog tragisk. Men samtidig er det netop denne dignostiske skildring, der fæstner sig i erindringen mellem alle bogens øvrige introduktioner til primært 1700- og 1800-tals litteratur, som er skrevet med en kølig akademisk kompression, der nok er intellektuelt imponerende, ja nærmest intimiderende, men stilistisk sært uambitiøst.

Arret efter drømmen (oversat af Birgitte Steffen Nielsen i en fin, flydende tone) består af tekster fra 1989-2004, og den udkom i 2009 efter at Horace Engdahl var abdiceret fra posten som ständiga sekreterare i Det Svenske Akademi, hvor han hvert år annoncerede årets modtager af Nobelprisen i Litteratur. At vi får den på dansk nu, er udelukkende godt, men også en smule vilkårligt. Man kan kun håbe, at vi også får en dansk udgave af Horace Engdahl i mere fri dressur som kritisk samtidskommentator med den nyeste bog, Cigaretten efteråt.

Hvis grafomanen er den absolutte forfatter, er Horace Engdahl sandsynligvis den absolutte læser? Hans læsning – som foregår på svensk, engelsk, tysk, fransk, italiensk og russisk – er til gengæld alt andet end ruinen af en uigennemførlig stræben. Hans essays er derfor konsekvent oplysende, men mest mindeværdig når de handler om skrivningen som en diagnose og forfatteren som et mislykket menneske.

Horace Engdahl: Arret efter drømmen. Essay. Oversat af Birgitte Steffen Nielsen. 224 sider, 248 kr. Jensen & Dalgaard.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.