Weekendavisen den 29. august 2014.

Dukkehjemmet. Hvor gik Nora hen, da hun gik hjem? Sydhavn Teater stiller spørgsmålet i en campingvogn.

Scene fra et ægteskab

Kan ikke huske, hvem der har fortalt mig det, men historien skulle være god nok: Da Henrik Ibsen havde sat sidste punktum i Et dukkehjem, skulle hans kone renskrive papirerne. Da hun nåede til slutningen, blev hun rasende over at Nora fandt sig i Helmers fortsatte undertrykkelse, og hun stillede derfor sin mand et ultimatum: Enten går Nora, eller så går jeg!

Det er altså fru Ibsen, der står bag den måske mest emanciperende begivenhed i teaterhistorien, for dramatikeren ville ikke miste sin hustru. Så hellere skrive om og sende Nora ud af ægteskabet. Hvor gik Nora hen, da hun gik ud, har man siden spurgt sig selv.

Og her kommer svaret. Hun har bosat sig i en lilla-lummert belyst campingvogn med villatelt et sted ude i Sydhavnen, hvor hun driver et lille økobordel, Little Mermaid Sex Service. Nora vil nemlig løsrive sig fra sin egen rolle. Hun vil ikke være en dramatisk figur længere, hun vil være et individ. Og kun ved at sælge sig selv, kan hun genvinde kontrollen og friheden.

Så radikalt nyfortolker, dekonstruerer og omskriver Sydhavn Teater det klassiske skuespil, her i den tyske instruktør Mareike Mikats iscenesættelse. Der er så at sige ikke sten på sten tilbage af det gamle dukkehjem, men når man ser godt efter, kan man ane fundamentet.

Vi begynder i forteltet, hvor der lige er plads til 8-9 publikummer. Så går campingvognens dør op og Nora (Mille Maria Dalsgaard) stiller sig i sweet og sexy positur. Hun smører benene ind i parfumeret babycreme og giver den som en pole dancer i døråbningen, mens hun aflirer en spændstig tekst om godt poleret ædelstål (!), inden hun inviterer os indenfor i kabinen, hvor der er discokugle i loftet, parykker på knagerne og et billede af Dronning Margrethe på væggen.

Her skal vi i den næste time følge Noras møde med veninden Kristine (Anne Voigt Christiansen), den ucharmerende Krogstad (Jesper Hyldegaard) og ægtmanden, som hun har forladt, Thorvald Helmer (Morten Hembo). Ifølge teateret selv er der tale om en ekstrem nyfortolkning, og jeg skal da love for, at der er blevet bygget om i dukkehjemmet. Glem alt om det plot, som du kan huske. Glem alt om Thorvalds sygdom og det hemmelige lån, Nora har taget hos Krogstad.

I Et mobilt dukkehjem har karakterne de navne, som Ibsen gav dem. Men derudover er alt kastet op i luften. Krogstad er kogt ind til en usynlig mystiker, som det er svært at fatte. Thorvald er nu en svækling, som efter Noras afsked, er blevet psykisk syg, men hans terapeut siger at det går fremad. Samtidig scorer han enorme summer som finansspekulant. Men Nora er hverken modtagelig for bønner, penge eller kærlighedssange: “Gå hjem og gennemspil den sidste scene fra vores ægteskab. Jeg er ikke længere en del af dit ensemble,” siger hun.

Nej, Nora har løsrevet sig radikalt. Eller har hun? Til sidst ser hun og Helmer hinanden med nye øjne, de blotter sig bogstavelig talt, og falder i hinandens arme i campingvognens lille kosteskab. Vi sidder 9 mand høj og stirrer på hinanden. Så begynder vi tøvende at klappe, og Nora og Helmer kommer ud af skabet og bukker. Fandt de sammen igen, spørger man sig selv. I så fald må man spejlvende spørgsmålet denne gang: Hvor gik Nora hen, da hun gik hjem?

Et mobilt dukkehjem er et udkrads af Ibsen. Borgerhjemmets og ægtskabets kvælende klaustrofobi bliver helt konkret i campingvognen, hvor vi kæmper om den for lidt ilt. Da Krogstad på et tidspunkt falder på knæ og æder et æble lige op i hovedet på mig, er han simpelthen for tæt på. Æblets syrlighed blander sig med babycremens parfume, den ækle dunst fra lidt sød blomsterte, som Nora hælder op på et tidspunkt, og det klamme, kvalme studenterbrød, som hun tværer ud i ansigtet og slikker af fingrene. Man trænger til – som Nora – at bryde ud. Man trænger til – som Ibsen og Brandes – at slå vinduerne op og lade lys og luft komme ind.

Det er ikke mange måneder siden, at jeg så Et dukkehjem opført i en lejlighed på Nørrebro. Og nu er det så henvist til en campingvogn i Sydhavnen. Hvad bliver det næste? En bagageboks på en banegård? En affaldscontainer i en baggård? Uanset hvad: Det, der kendetegner en sand klassiker, er netop nyfortolkninger. De skal være så hjertelig velkomne. Men uha uha, jeg gad også godt se dette fantastiske skuespil i en klassisk, naturalistisk opsætning inden længe.

Et mobilt dukkehjem. Instruktion: Mareike Mikat. Scenografi: Siggi Oli Palmason. Dramaturgi: Theresa Schütz. Produktion: Søren Hansen. Spiller til den 5. oktober på skiftende spillesteder. Se mere på sydhavnteater.dk.



Skriv en kommentar