Halløj i herberget

Weekendavisen den 23. december 2014.

Kommentar. Socialdemokraterne vil sende flygtningene tilbage til sikre lommer i Syrien. Men bemærk tilføjelsen: Hvis der er varig, stabil og væsentlig fred…

Jo, det er helt afgjort i orden at et asylland ønsker, håber, forventer og kræver at krigsflygtninge hurtigst muligt returerer til deres hjemland – ligesom det naturligvis er flygtningenes eget største ønske. Hvis det vel at mærke kan ske i sikkerhed. Hvis tilbagerejsen derimod forceres af asyllandet, kan det gøre ondt værre. Og hvad nu, hvis man er kommet til at give vælgerne et løfte, som man ikke kan indfri (og valget nærmer sig)?

Denne politiske, humanitære og moralske kattepine er virkelighed for regeringen, der netop nu opfører den seneste episode af den humanitære gyser, ‘Halløj i herberget’.

Det hele begyndte i efteråret da man besluttede at yde midlertidig beskyttelse til krigsofrene fra Syrien og samtidig suspenderede deres ret til familiesammenføring. Dengang sagde alle, der ved noget om forholdene i det krigshærgede land, at hjemvenden indenfor et år var komplet urealistisk (jeg tillader at henvise til min kommentar her i avisen den 24. oktober). Det samme kom De Radikales leder Morten Østergaard så til at erkende for åbent tæppe i forrige uge under en rejse til flygtningelejrene i krigens nabolande, hvilket jo var en illoyal undergravning af hans egen regerings politik og en uhørt undsigelse af Socialdemokraterne. Der var hverken point etiske eller æstetiske udførelse af den radikale politik. Men Morten Østergaard havde j o helt ret, da han sagde, at flygtningene kunne risikere at blive her i flere år. Hans timing var bare helt ad helvede til. Hvorfor sagde han ikke det allerede i oktober?

I søndags kom så Socialdemokraternes første forsøg på en konsistent respons. Til Berlingske sagde udlændingeordfører Mette Reissmann, at hun godt kunne forestille sig, at Danmark kunne sende flygtninge tilbage til Syrien, selvom Bashar al-Assad stadig er ved magten og Islamisk Stat spreder terror:

“Jeg er ikke overbevist om, at der ikke kan opstå fredelige lommer, som vi kan sende folk tilbage til. Man kan ikke afvise, at der kommer til at være en større eller mindre del af Syrien, som er til at bo i og have et liv i.”

Mette Reissmann siger, at der måske opstår fred i en anden by, end den man er flygtet fra, og så kan man jo vende tilbage dertil. Det er hun sikker på, at flygtningene gerne vil, siger hun, og det tror jeg, at hun på mange måder kan have ret i. Men bemærk at hun også kommer med denne tilføjelse: “Hvis der er en varig, stabil og væsentlig fred.” Det kan man kalde et forbehold af en vis kaliber, for hvem tror på det i løbet af det næste lille års tid? Mette Reissmann taler jo ikke om en relativ fred, men om en “varig, stabil og væsentlig fred”, omend kun i “lommer”.

Imens vurderer de humanitære organisationer tæt på konflikten, at det kun bliver værre og værre. FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR har registreret 3.209.884 syriske flygtninge (pr. 21. december 2014), hertil kommer 117.334, som stadig venter at blive registreret. 3.327.218 mennesker, mænd, kvinder, børn, unge og gamle, er altså fordrevet fra deres hjem, og den absolutte hovedpart af dem hjælpes i lejre og ved privat indkvartering i nabolandene.

Nærområdehjælpen er primær i alt humanitært arbejde ved masseflugt. Men nogle vil stadig flygte over længere distancer, og lande som Danmark har derfor pligt til at aflaste. Spørgsmålet er naturligvis hvor mange vi vil tage imod, hvor længe og på hvilke vilkår. Det er en nødvendig politisk diskussion. Men der er ingen grund til at stikke vælgerne blår i øjnene. Der er heller ingen grund til at fastholde flygtningene i et falsk håb eller i en uvished om fremtiden, som kan øge deres krise.

2015 er valgår i Danmark, og vindene blæser som i resten af Europa. Der er fremgang til de partier, der ikke vil lukke flygtninge ind. Det ser vi i det multietniske England. Det ser vi i det hidtil humanistiske Sverige. Det ser vi i Syd- og Østeuropa. Og det ser vi i Danmark, hvor Dansk Folkeparti nu frygter at vælgertilslutningen bliver så stor, at de er nødt til at tage medansvar i en regering. Intet bør de frygte mere. Men det vil blive interessant – men ikke kønt – at se, hvordan en borgerlig regering med DF-ministre vælger at gennemføre tilbagesendelsen af krigsflygtningene til et land, hvor krigen stadig raser. Eller hvordan de – stik mod hvad vælgerne fik stillet i udsigt – vil blive tvunget til at forlænge den midlertidige beskyttelse og forbedre flygtningenes vilkår og rettigheder her i herberget.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.