Anmeldelse i Weekendavisen den 28. februar 2014.
Rejsen tilbage. Man bliver reelt klogere og mere empatisk af Eva Tinds roman om adoptivbarnets psykologi.
Er der egentlig nogen, der har forsket i adoptionslitteratur og for alvor kortlagt, hvad de forfattere skriver om, som er kommet hertil som helt små fra for eksempel Korea? Skriver de med udgangspunkt i andet end den splittelse, som adoptionen har bundet dem til?
Jeg spørger fordi Eva Tinds stærke kortroman Han, der følger op på stoffet fra debutdigtene Do (2009), fik mig til at tænke på den adopteredes tilgang til identitetsstoffet – ikke den eksileredes, men netop den adopteredes. Og fordi vi i næste mådes får en ny og opdateret udgave af Maja Lee Langtveds Find Holger Danske (2006), der arbejder med nøjagtig det samme stof – og i tilgift er svenske Patrik Lundbergs adoptionshistorie Gul udenpå netop blevet oversat til dansk. Så altså: Gad vide hvad man kan udlede af den litteratur, som forfattere over hele verden med adoptionsbaggrund skriver?
Mit gæt er, at Eva Tind har fat i kernestoffet. Hun sætter sig for at undersøge identitet, tilhørsforhold og relationer mellem det sociale og biologiske stof, som danner os. Det så vi første gang i debutværket Do, der rummede både digte, dokumenter, fotos og andet stof fra livets opslagstavle, og det ser vi igen i romanen Han, hvor en voksen kvinde rejser til det bizarre gammelkommunistiske Nordkorea med et overvåget rejseselskab for at få et indtryk af det land, hendes biologiske far kom fra.
Romanen består dels af en slags koldt konstaterende reportageskildringer fra turen til det uvirkelige land, dels af en serie fint følte henvendelser i duform til faren. Om ham forstår vi, at han bedrog sin kone og splittede sin familie. Der er ingen skarpe skel, men glidende og pludselige overgange, som når forfatteren midt under et besøg i Pyongyang Film Studios kulisseby pludselig taler til sin far, titelpersonen Han:
“Han, det er vores ansigt, du trak gennem gaderne som en vogn. Når jeg står her i dit fødeland, har mit ansigt fundet hjem. Her er det beslægtet med alle andre ansigter. Slægtens skabelon. – Jeg vil så gerne ligne alle andre, sagde jeg en dag til nye mor og far. – Giv mig dine store, vandblå øjne, nye far, giv mig en maske, et hvidt ansigt at bære. Kirurgen skal skære i det gule, indtil det hvide træder frem.”
Det er dette benhårde eksistensstof om lidelse og hjælpeløshed, adoptionslitteraturen er skabt af, og særdeles passende har navnet Han en symbolsk betydning: ” – Mit navn er Han, siger du. – Men Han er også et fænomen iboende den koreanske kultur. Det er måske i virkeligheden mere en følelse end et begreb, siger du og fortsætter: – Han er en del af menneskets blod og åndedrag, det beskriver en følelse af uforløst vrede med en livslang smere forårsaget af uretfærdig lidelse.”
Læst som adoptivbarnets autentiske konfrontationsforsøg er Han en rørende og bevægende bog. Som skønlitterær forfatter styrer Eva Tind sproget og stoffet med stilsikre skildringer af voldsomt stærke følelser og indre konflikter. Det bliver man reelt klogere og mere empatisk af. Og som romanreportage fra Nordkorea er Han rystende, fra de første sider aftrykte instrukser til den rejsende, til de lakoniske opremsninger af turistbutikkernes sortiment og de udstillede 225.954 gaver fra den taknemmelige omverden til de koreanske ledere.
Eva Tind: Han. 152 sider, 200 kr. Gyldendal.