Erling Jepsen: 1864 – den sande historie

Weekendavisen den 4. juli 2014.

1864. Det gnistrer når Erling Jepsens tragikomiske og polemisk-politisk historieteater lader Dybbøl møde Afghanistan.

Søndertyskland

Måske var det sådan en aften, som for præcis 100 år siden fik Thøger Larsen til at digte om byger, der går og kommer. Men hvorfor skal det altid høvle ned, når man skal til friluftsteater? Jamen, det skal det da heller ikke! I lige nøjagtig halvanden times tid klarer det op, himlen bliver blå, skyerne driver så smukt, og aftensolen maler gavlen rød på den gamle sønderjyske gård i Sdr. Sejerslev nær Tønder hvor Erling Jepsens 1864 – den sande historie har premiere. Da skuespillerne har bukket og vi har klappet, begynder det at øsregne igen!

I virkeligheden er vi i Kgs. Lyngby, og den gamle gård er en museumsgenstand på Frilandsmuseet, hvor den udgør den pittoreske kulisse for sommerens skuespil, der er en omgang tragikomisk og polemisk-politisk historieteater i anledning af halvandenhundredåret for Slaget ved Dybbøl, hvor helstaten fik kappet roden.

Erling Jepsen har på det seneste fremført det synspunkt, at Sønderjylland ville være bedre tjent med at høre til Tyskland, end til det Danmark, der i virkeligheden gerne ville være sønderjyderne foruden og søgte en krig, der ikke kunne vindes, og som siden Genforeningen i 1920 aldrig for alvor har taget landsdelen til sig. Også i forestillingen her slår han på tromme for Sønderjylland til Tyskland: “Vi vil hellere være opland til Hamborg, end udkant til København.”

1864 – den sande historie handler om en ung soldat, Waldemar (godt spillet af energiske Thue Ersted Rasmussen). Han træder frem for os med tonyster og gevær og forklarer, at han i virkeligeheden hedder Hans Peter, eller bare HP, som jo kunne være en forkortelse for Hoved Person. Til hverdag, forklarer han, arbejder han besøgscenteret ved Dybbøl, hvor han blandt andet viser gæsterne, hvor møjsommeligt det gik for sig, når en dansk soldat skulle lade sit håbløst umoderne gevær. For den tid hver ladning tog, havde prøjserne nået at affyre tre skud med deres bagladere.

Nu er han så udlånt til Frilandsmuseet for at spille Waldemar, forklarer han, og vi begynder at justere sigtet ind efter denne lidt uklare præmis med fiktioner i fiktionen. Historien er derimod simpel nok: Waldemar er kommet fra København for at tjene som fodsoldat ved fronten, og på et tidspunkt søger han husly hos den dejlige Hanne (Meike Bahnsen med temperament og erotisk udstråling), der er enke. Hendes mand faldt i slaget ved Fredericia under Treårskrigen. Hun savner et mandfolk!

Så begynder en kvinde på første række pludselig at blande sig. Hvem er nu hun? Ved første øjekast ligner hun en suffløse, hun er i hvert fald ikke i 1864-kostume. Hun er, siger hun, ansat på Frilandsmuseet, og vil liiiige komme med et par kommentarer af mere historisk korrekt art (Heidi Colding, nævenyttigt irriterende, insisterende, sjov). Hver gang hun tager ordet, beder skuespillerne hende om at holde kæft, for de vil faktisk gerne videre med forestillingen, men det lader hun sig heldigvis ikke påvirke af, og det fungerer fint nok, fordi Erling Jepsen og instruktør Søren Iversen spekulerer så grundigt i netop dette greb, hvor virkelighed og fiktion og fiktiv virkelighed bliver æltet sammen, ja spørgsmålet om, hvad der er fantasi og hvad der ikke er, bliver stillet direkte af skuespillerne selv.

Hjemme i København venter Waldermars urolige forældre (Morten Eisner og Sonja Oppenhagen som skarpt optrukne karikaturer) på livstegn fra sønnen. De udveksler breve mellem hjemmet og fronten, men det er ikke altid den fulde sandhed, de fortæller hinanden, og til sidst holder skansen ikke længere. Forældrene fantaserer om sønnes mod og magt over soldater og kanoner, men staklen bliver fældet af en prøjser. Hans lig bliver fragtet hjem til København i en togtransport, og forældrene må selv lede efter deres døde søns krop blandt stakkevis af andre lig.

Når først man har accepteret at 1864 – den sande historie utvungent hopper i tid og sted og flere slags fiktioner, er man også helt på det rene med at virkeligheden udenfor fiktionen kan være en del af iscenesættelsen, og på denne premiereaften, hvor Erling Jepsen selv sad blandt publikum, henvendte Meike Bahnsen i Hannes skikkelse sig til ham for lige at få bekræftet, at sønderjyderne er elsket af tyskerne, men ikke af danskerne. Forfatteren vinkede og gav hende fuldkommen ret.

Jeg sidder og spekulerer på, hvor dramatikeren Erling Jepsen vil have os hen, for foreløbig er det mest sønderjyden Erling Jepsen, jeg kan få øje på. Men så lader han Waldemar bryde sammen med granatchock. Vi hører – i forestilligens fiktionsniveau nr. to – at HP, der til hverdag arbejder på besøgscenteret i Dybbøl og nu har sommerferiejob som Waldemar, er blevet kasseret som soldat, fordi han ikke var psykisk egnet. Han ville ellers gerne havde været til Afghanistan.

Aha, som kom nutidens krige med danske soldater ved fronten pludselig ind i billedet. Det samme sker da Waldemar og hans soldaterkammerater synger en soldatervise om, hvordan det udenlandske rakkerpak skal møde det danske mod. I sidste vers er rakkerpakket ikke længere prøjsere, men irakere og afghanere. Hvor kom det fra, tænker man, og Waldemars far stirrer forvirret på os og spørger: “Irak? Afghanistan?” Og så hænger den ellers i luften og dirrer så fint.

Erling Jepsen lader altså Dybbøl møde Afghanistan gennem et psykologisk portræt af en ung mand ved fronten. Ved første øjekast ser det hele sådan lidt lystspilsagtigt og skævt ud, men det er snarere kritisk satire, ikke mindst da Waldemar (og det må altså lige gentages, at han “spilles” af en ung mand med hovedet fuld af Dybbøl, der er blevet afvist som soldat i dag) ikke stiller sig tilfreds med sønderjysk optagelse i Tyskland. Nej, han ønsker at være en del af SRF, Sønderjysk Russisk Forbund! Så skal Putin nok få styr på det hele!

Nu rabler det altså for den unge mand med granatchock (eller som diagnosen ville lyde i dag: posttraumatisk stresssyndrom). Og så hører vi støvletramp i baggrunden. Det er alle de soldater, der døde på slagtebænken i 1864, der nu vender tilbage for at få en undskyldning fra den konge, der sendte dem i døden, fordi han var ligeglad med Sønderjylland.

1864 – den sande historie er familievenligt friluftsteater med levende hest og det hele, sommerligt og sjovt, men også tankevækkende. Måske er han nøjagtig så gram i hu, som han lader ane, Erling Jepsen. Eller måske mener han, at Sønderjylland skal føres tilbage til Tyskland på samme måde som Søren Krarup mener, at Skåne skal tilbage til Danmark? Måske vil han bare gerne slå gevaldigt i bolledejen? Den politiske polemik om Søndertyskland gnistrer fint, selvom forestillingen ikke vinder kunstnerisk ved at lyde som en kronik.

Erling Jepsen: 1864 – den sande historie. Instruktør: Søren Iversen. Spiller til den 27. juli på Frilandsmuseet, Kgs. Lyngby.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *