Anmeldelse i Weekendavisen den 7. februar 2014.

Hævn. Lyrikeren Nina Faber på 65 år tager IKKE sine anmeldertæv pænt.

Æblekagens kunst

En recencent er en køter, der forretter sin nødtørft på et kunstværk. Sagde Johan Ludvig Heiberg. Og Nina Faber kunne næppe være mere enig. I Erlend Loes nye roman går hun bersærk som kun en forurettet, afdanket og desperat lyriker kan gøre det, når anmelderne jorder hendes forsøg på at gøre comeback i lyrikken.

På norsk hedder romanen Vareoptelling. På dansk Status. Den danske titel i Susanne Vebels oversættelse gør pointen ekstra tydelig: et bo skal gøres op, en position skal genvindes, en liv skal til statusopgørelse. Og så handler det også helt konkret om en påstået vareoptælling i en boghandel, der betyder at en planlagt oplæsning af Nina Faber bliver aflyst med timers varsel. Samme morgen som hendes bog er udkommet til dårlige anmeldelser. Hvilken ydmygelse.

I 1970’erne var hun en kendt lyriker, der skrev om mønsteret i guldsmedens vinge, mens alle kollegerne skrev om Mao. Måske var hun i klasse med dem der modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Men så begyndte hun at drikke for meget og digte for lidt, hun trak sig tilbage, gled i glemsel. Årene gik, og nu vender Nina Faber tilbage med en lyrisk meditation om udsigten fra en lejlighed i Istanbul, Bosporus.

Og så er det at recencenterne forretter deres nødtørft. Værst i studenteravisen Universitas, hvor en ungersvend ydmyger digteren. Men bare fordi Nina Borg er en aldrende dame, der sørger for laktosefri mælk til kolonihavens pindsvin, skal man ikke tro, at hun tager sine tæv pænt. Først opsøger hun boghandleren, der aflyste arrangementet, derefter trænger hun sig ind på den unge anmelder. Det er selvtægt på højt niveau, når en vred lyriker ser rødt og blandt andet opdager, at den unge anmelder ikke interesserer sig for lyrik, men kun samler på litteratur om folkemord. Hun tester hans viden om lyrik med et citat, men han er blank. Så hjælper hun ham på vej med et fornavn: Edith. “Edith Piaf?” forsøger han. Det var Södergran.

Hvis ikke jeg husker galt, fortalte Erlend Loe sidste sommer på Louisianas litteraturfestival, hvor jeg interviewede ham på en scene under Ai Weiweis forkrøblede og afbarkede træstammer, at historien om Nina Faber oprindelig opstod som et filmmanuskript, og teksten bærer også præg af en scenisk og episodisk stil, altsammen fortalt i forfatterens kendte underfundige tone. Og som altid med et lag af livsfilosofiske smuler under den humoristiske fernis, her kloge ord fra Ninas psykolog, der er lige så falleret som hun selv er: “Du ved ikke længere, hvad der livet, og hvad der er teksten. Det har du selv fortalt mig. Du har brændt så mange broer i dit liv, at du knap nok ved, hvilken ø du befinder dig på.”

Jeg har læst et interview, hvor Erlend Loe siger: “Det er en ganske syk virksomhet at noen lever av å kommentere andres åndsarbeid.” Man skal, siger han, være klar over, hvad man gør, hvis man vælger at nedsable en bog. Sandt nok. Til gengæld er det naturligvis noget sludder, at kritik er en syg virksomhed.

Erlend Loe forsvarer Kunstneren mod Kritikeren, for som hans Nina siger først i romanen: “Det at lave æblekage er ingen kunst, hvis man har adgang til æbler, men at udtænke æblet selv er noget helt andet.” Mod slutningen har Nina så adgang til æbler, men får hun nu også lavet æblekage selv?

Status er på alle måder en lille bog, måske sjovest for os i anmelder- og forfatterbranchen. Fuldt, satirisk udbytte får man nok først, hvis man kan gennemskue steder, personer, venskaber og fjendskaber i den norske andedam.

Erlend Loe: Status. Oversat af Susanne Vebel. 144 sider. 200 kr. Gyldendal.



Skriv en kommentar