En rodebutik

Weekendavisen den 20. juni 2014.

CPH STAGE 2014. Københavns nye teaterfestival er kommet godt fra start – men bør sortere i indholdet.

Som Villy Sørensen sagde: Én svale gør ingen sommer – men den gør, hvad den kan.Det samme gælder for teaterfestivaler, og i de seneste ti dage, har det heldigvis vist sig, at CPH STAGE ikke var en enlig svale, da den første gang fløj over byen i fjor.

I hvert fald er den vendt tilbage i år med deltagelse af 125 teatre og scenekunstgrupper fra hele landet, flere landsdelsscener, egnsteatre, diverse minifestivaler og udenlandske gæstespil, og det hele folder sig ud som optakt til uddelingerne af Årets Reumert på søndag. Det ser med andre ord ud til at teatersommerfestivalen har fået luft under vingerne.

CPH STAGE kalder sig en åben festival, fordi der ikke er nogen censur eller kuratering. Teatrene, foreningerne og grupperne kan selv bestemme, hvad de vil bidrage med. Det giver naturligvis en mangfoldighed og uforudsigelighed, som er charmerende. Men det betyder også, at der hverken er linje eller struktur over programmet, og CPH STAGE gør da også en dyd ud af nødvendigheden og kalder sig selv ‘et vildtvoksende tilbud til publikum’. Det er sådan, man formulerer sig, når man ved, at man administrerer en rodekasse.

I løbet af en god uges tid, nåede jeg at se 12 forestillinger, heraf flere repremierer fra de forgangne sæsoner. Her kommer en hurtig afrapportering:

Det Kongelige Teaters Eventministerium maltrakterede Erlend Loes Doppler. Allerede tidligt i forestillingen begyndte jeg at lede efter antonymet til ‘kongenialitet’, for dramatiseringen og romanen kender ikke hinanden. Men da det hele sluttede, klappede folk begejstret. Hm. Min ledsager jeg rystede på hovedet og luskede skuffede vores vej.

Odsherreds Teaters Pim & Theo om de to hollændere, der blev likvideret på åben gade af hhv. en vegansk dyreværnsaktivist og en muslimsk terrorist, er bundsolidt debatteater. Pim og Theo blev dræbt, fordi de – som det bliver sagt flere gange – krænkede andre mennesker, og Mei Oulunds tekst løfter sig med de velspillende Henrik Ipsen og Simon Vagn Jensen til særdeles relevant stykke om retten til at fornærme, om tolerance, ytringsfrihed, politisk retorik og politisk vold.

I Forsøgsstationen er der kinesiske gæstespil og readings. Vi kommer vi ind i et vinduesløst rum, hvor stolene er sat i en rundkreds. På gulvet står brændende stearinlys i simple stager. Den kinesiske digter og dissident Liao Yiwu reciterer sit digt, der former sig som et spil for stemmer. Efter forestillingen fortæller han, at digtet blev til om natten efter massakren på Den Himmelske Freds Plads, og at det derefter cirkulerede i undergrundskopier på kassettebånd. Det kostede ham fire år i fængsel, hvor han to gange forsøgte at begå selvmord.

Videre til repremiere i Skuespilhusets indre mørke på Jokum Rohdes Har-har-har De set min kone?, en genoplivning af den gamle sovekammerfarce med frivol selvironi og lummer charme. Men Jokum Rohdes sans for 70’ernes morskabsteater ville jo ikke være sig selv, hvis ikke den blev brugt til noget, og det gør den i høj grad også i dette tilsyneladende lystspil, som gennem spas og løjer arbejder sig støt hen mod et alvorsord om livet selv, om identitet og eksistens, om bæstet i os selv og om begrebet lykantropi. En gennemført mærkelig forestilling, både sjov og sort.

Betty Nansen Teatrets departement for unge eksperimenter til gavn og glæde for integration og kulturmøde, C:ONTACT, har arbejdet sammen med 160 8. klasseselever fra tre skoler i Danmark om Romeo og Julie med rap, stunt og dans m.m. Det var som at se andre folks børn optræde i en skolekomedie, fint nok, men hvad skal det på en ambitiøs teaterfestivals program?

Husets Teater har noget værre lort på programmet, bogstavelig talt: La Merda. Monologen af den italienske dramatiker Cristian Ceresoli er kommet hertil med lysende lovord og stjerner fra de internationale aviser efter den internationale premier på Edinburgh Fringe i 2012. Solisten Silvia Gallerano sidder på en slags piedestal i et lysspot, nøgen fra top til tå, brysterne har mistet fasthed, maveskindet er begyndt at rynke, håret kruser mellem hendes lår, på hovedet stritter det i to totter, den store mund er malet grundigt rød. Så begynder hun sin eruption af ord, ord, ord. Hun skælver, hun kælver, hun ævler derud af om kropsutilfredshed, traumer og fobier, længsler og ambitioner om berømmelse, om en tynd krop. Det hele er indtrængende, tiltagende aggresivt, råbende desperat, og jeg ser frem til den danske version som kommer til januar.

Feinschmecker på Edison er Philippe Christiansens, Birger Bovin Perssons og Svend E. Kristensens grumme stævnemøde med tre kvindedukker, der er så menneskeagtige i al deres tavse, amputerede ukødelighed, at det løb koldt ned ad ryggen på mig. Disse dukker ligner ikke noget, man har set før. De besidder en næstenmenneskelig ømhed som de styres på deres føreres arme, og selvom deres ansigter er uden mimik, udtrykker de sindstilstande og hensigter, formidabelt understøttet af de bløde arme og hænder. Jeg ved ikke helt, hvad stykket handler om. Men jeg husker den dunkle og tvetydige dukkepoesi. Det bliver voldsomt uhyggeligt til sidst.

Så tikker der en sms ind. Vi skal møde op på Borups Plads, Nørrebro. Samme besked har de tre skuespillere fra Det Kongelige Teater fået lidt tidligere på dagen. Troels Thorsen, Kitt Maiken Mortensen og Thomas Hwan skal udføre Tue Biering og Jeppe Kristensens koncept for Et dukkehjem i en privat lejlighed, som et ungt par har stillet til rådighed denne ene aften. De ved ikke andet, end at der kommer cirka 30 mennesker, og at de selv skal gøres til centrum for Henrik Ibsens verdensberømte ægteskabsdrama. Aftenen bliver noget af det mest ikke-manierede, man kan forestille sig. Det hele er så jævnt og jordnært, afslappet og morsomt. Koblingen mellem Helmer og Nora og vores værtsfolks eget følelsesliv bliver et par gange for privat efter min smag, men hensigten helliger midlet, og Henrik Ibsens menneskesans har jo netop robusthed til løjerne.

På Teater Grob er det norske Kompani Camping på besøg med forestillingen Pearl of Scandinavia, som er et trefløjet kahytsspil for minister, livvagt og terrorist på en færge med 800 passagerer. Stykket skriver sig klogt nok rundt om terrorismens problem, men vælter ingen vægge og sparker ingen døre ind, dertil er dilemmaerne for velbeskrevne, for drøvtyggede.

På samme scene opfører Teaterkorpset Line Østergaards og Mette Ovesens I Afghanistan skyder man med vandpistol, der handler om soldaternes koner og kærester, som må holde skansen hjemme, mens manden er ved fronten. Disse græsenker er på mange måder krigens oversete bifigurer, men deres savn og angst skal tages meget alvorligt. Forestillingen – der er baseret på spørgeskemaundersøgelser blandt kvinderne – har en vigtig social og human pointe.

Og så til sidst to fine monologer: Pia Rosenbaum i Hunden er rask (på en nedslidt scene i Bellahøj Center) om livet bag Sovjetunionens jerntæppe i 1970’erne, og Linnea Voss i Guldfuglen, et fremragende portræt af Johanne Luise Heiberg under åben himmel ved Bakkehuset.

CPH STAGE er kommet godt fra start de to første år. Men festivalen ville vinde ved at nedtone vilkårligheden og sortere håndfast i programmet, så det rent faktisk vil muligt at få øje på temaer og tendenser og det, der skiller sig ud kunstnerisk. Her tager La Merda prisen.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.