En forklarende kraft

Weekendavisen den 3. januar 2014.

Blæksprutte. I december udkom en berømmet og kontroversiel bog om massemorderen Breivik. Forfatteren afdækker smuds fra barndommen. Må man det?

Hvor går grænsen for skildringen af det grænseoverskridende?

For nylig befattede vi os her i spalten med den aktuelle norske debat om faktalitteraturens moral og kravet om et etisk kodeks for journalistik i bogform, og i denne uge fortsætter vi i samme spor i anledning af den norske forfatter Aage Storm Borchgrevinks En norsk tragedie. Anders Behring Breivk og vejene til Utøya, der netop er udkommet på dansk.

Da bogen udkom i Norge i fjor, blev den belønnet med den nyindstiftede Kritikerpris for sagprosa, men den skabte også en debat om, hvad en forfatter bør og ikke bør. Hvor dybt må man trænge ned i fremmede menneskers privatlivshistorie for at belyse skabelsen af et monster?

Debatten kom ikke bag på Aage Storm Borchgrevink – kendt og respekteret som forfatter, ekspert i Østeuropa og Kaukasus og menneskeretsrådgiver for den norske Helsingforskomité – der tog tyren ved hornene allerede i forordet. Her skriver han, at han under arbejdet med bogen fik indblik i dokumenter fra børneforsorgen, der gav ny viden om Anders Behring Breiviks opvækst. Det stillede forfatteren i et dilemma om hvor meget han skulle fortælle:

“Hvor trækker man grænsen? Jeg er gået anderledes til værks end de fleste norske journalister, fordi jeg er nået frem til, at nogle af de elementer, der er mindst kendte, kaster lys over det eksplosive had, som fik så dødelige konsekvenser. De har en forklarende kraft.”

De oplysninger Aage Storm Borchgrevink hentyder til, handler om Anders Behring Breiviks opvækst med omsorgssvigt og mishandling i hjemmet, og om et særdeles aparte forhold mellem ham og den mentalt ustabilie alenemor, Wenche. Forfatteren refererer fra børneværnets rapporter om morens tidlige frygt for sønnen, som hun anså for at være potentielt voldelig allerende mens hun ammede ham. Han kan også fortælle om kommunens bekymring for morens tidlige seksualisering af drengen, som hun sov meget tæt sammen med om natten.

Med baggrund i de presseetiske regler om hensyn til privatlivets fred, undlod den norske medier at skildre mange af disse detaljer, men – som skildret i Blæksprutten i sidste uge – er journalistik i bogform ikke omfattet af det samme kodeks (den såkaldte Vær Varsom Plakat fra Pressens Faglige Utvalg) som journalistik i aviser, tv, radio og på nettet.

Journalist og kommentator ved dagbladet VG, Anders Giæver, har rost Aage Storm Borchgrevinks bog, men også kritiseret dens manglende etik:

“Oplysningerne fra barndommen er ikke tilstrækkelige til at bryde hensynet til morens og søsterens personer. På VG er vi bundet af egne etiske regler, af Vær Varsom Plakaten og af norsk lov. Jeg er komfortabel med redaktørernes beslutning om tilbageholdenhed, når det gælder forholdet til moren og begivenheder i barndommen,” har han sagt til Norsk Telegrambyrå. Under avisens egne artikler om Breivik-sagen, kan man da også læse: “VG har konsekvent i terrorsaken valgt å utelate opplysninger som vi mener går for langt inn i intimsfæren til tredjepersoner.”

Argumentet om privatlivsoplysningernes manglende nødvendighed havde Aage Storm Borchgrevink forudset. I forordet til En norsk tragedie bedyrer han, at det ikke var nogen nem beslutning at tage alle skildringerne af familiens Breiviks private forhold med: “Ret skal være ret: De berørte [og her mener han de pårørende til ofrene for terroren den 22. juli 2011, red.] har ret til at vide mest muligt om baggrunden for katastrofen, mens Breivik og hans familie har ret til et privatliv. I en sag af så enorme dimensioner er jeg dog nået frem til, at hensynet til åbenhed vejer tungest. Derfor har jeg valgt at fortælle så meget, som jeg gør, fordi det billede, jeg ellers ville give, i bedste fald ville være ufuldstændigt, og måske ligefrem falsk.”

Per Edgar Kokkevold, journalist, kommentator og indtil for et par måneder siden generalsekretær i Norsk Presseforbund, har også stillet sig kritisk an overfor Aage Storm Borchgrevinks metode: “Hensynet til privatlivets fred må nogen gange vige, men i dette tilfælde fastslår eksperterne at sammenhængen mellem Breiviks barndom og begivenhederne den 22. juli er højst uklar. Derfor er det rigtigt af medierne at vise tilbageholdenhed.”

Overfor dette presseetiske standpunkt står altså forfatteren selv med sit argument om det han kalder “den forklarende kraft”. Så hvad er vigtigst: Hensynet til privatlivets fred, når fortidens smuds bliver afdækket – eller hensynet til offentlighedens forståelse af terrorhandlingen?

Når Aage Storm Borchgrevink i det hele taget har kunnet slippe af sted med at skrive så afslørende om massemorderens barndom og spekulativt konkluderende om morens principielle medskyld i sønnens senere ugerninger, skyldes det altså at de norske bogforlag ikke er omfattet af de presseetiske regler. Som beskrevet i sidste uges Blæksprutte har debatten atter været oppe i Oslo og omegn efter sidste måneds kontroversielle udgivelse af den skandaleombruste kendisjournalist Monica Christensens portrætbog om Anders Behring Breiviks mor, Wenche, som først blåstemplede bogen, siden trak sin accept tilbage – og så døde inden bogen nåede at udkomme.

Aage Storm Borchgrevink slutter sit forord: “Dommen er fældet, men debatten om 22. juli vil fortsætte. Det, tror jeg, er en god ting – og denne bog er ment som et bidrag til den debat.” Ja, debatten om 22. juli fortsætter. Det samme gør debatten om en professionsetik for journalister og forfattere.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.