Duncan Macmillan og Robert Icke: 1984 (efter George Orwells roman)

Weekendavisen den 24. oktober 2014.

Big Brother. Desværre er Betty Nansen Teaterets Orwell-dramatisering ikke dobbeltplusgod.

Rædslen i værelse 101

Hvorfor har de to engelske dramatikere Duncan Macmillan og Robert Icke valgt at henlægge deres sceneversion af 1984 til 2084? Hvorfor har de fundet på, at lade en læsegruppe ude i fremtiden se tilbage på den dagbog som Winston Smith skriver? Hvad skal det bidrage med, at romanen nu måske slet ikke er skrevet af George Orwell, men måske af et forfatterkollektiv? Og hvorfor er de klædt i hvide kitler som laboranter eller læger? Aha! De er videnskabsfolk!

Nej, jeg kan desværre ikke se nytteværdien i det overordnede og lettere komiske dramaturgiske greb på den forestilling, som Betty Nansen Teatret nu præsenterer et år efter premieren i London.

Tanken er sandsynligvis at skabe forbindelse mellem den kolde krigs frygtindgydende stalinisme, som George Orwell skrev om, nutiden hvor demokratierne praktiserer borgerovervågning med betragteligt nysprog, og den halvfjerne fremtid, hvorfra de hvide kitler ser tilbage på det tyvende århundrede. Måske ikke nogen dårlig idé, men desværre er den udført uden overbevisende kunstnerisk argumentation og hænger og dingler som et lamt lem på en fortælling, som jo ellers er stærk nok til at klare sig selv.

I det hele taget har de to unge britiske dramatikere stort set forløftet sig på George Orwells klassiske roman, som de kun yder sporadisk retfærdighed, nemlig når de er loyale overfor handlingen. Men selv der bliver forestillingen sært tam, og man sidder og undrer sig over, hvordan det kan lykkes at gøre så vigtigt stof blegt og uvedkommende.

Instruktør Inger Eilersen kan jo ikke gøre manuskriptet bedre, end det nu engang er. Til gengæld kan hun prøve at fremhæve dets bedste sider i en række substantielle scener, hvor essensen af romanen får lov at stå uantastet af dramatikernes dårlige ideer. Her er både manuskript og instruktion solidt understøttet af Kim Witzels funktionelle scenografi med mobile vægge og skærme – naturligvis skærme! – som meget præcist fortolker det fysiske miljø, som George Orwell beskriver i romanen.

Som Winston Smith har den unge debutant Patrick Baurichter hænderne fulde. Han slider godt i det, men ser forkert ud i rollen, som han har svært ved at give form og fylde, sandsynligvis fordi han slet og ret er for ung. Er pointen ikke netop, at Winston er en gammel, loyal medarbejder i Sandhedsministeriet, der midt i livet gør op med sin egen livsløgn? Det skal man jo have en vis alder for at gøre, og jeg havde altså hellere set altid gode Jens Jørn Spottag i rollen som Winston i stedet for i birollen som systemets mand, torturbødlen O’Brien. Dén kunne så med betydelig uhyggelig effekt være spillet af en yngre type.

I de øvrige roller ses Sofia Ancher Vea som en sød, men lige lovlig affabel Julia. Christine Exner og Anne-Vibeke Mogensen spiller deres roller med en sært doven flegmatik, og Michael Brostrup, Troels II Munk og Benjamin Boe Rasmussen kæmper med Duncan Macmillan og Robert Ickes manus som tre mænd i en robåd, der tager vand ind.

Forestillingen kulminerer i en actionpacked torturscene (som fik salens mange gymnasieelever til at følge opmærksomt med), hvor Patrick Baurichter spjætter i Jesus-positur med da Winston får sendt stød gennem kroppen. Det ser voldsomt ud. Til gengæld fungerer romanens værste rædselsscene mindre godt: O’Brien tager Winston ind i værelse 101, som er det værelse, hvor det værste i verden findes. I tankeforbryderen Winstons tilfælde er det rotter. Her falder alle hans trodsige modstandsidealer, og for at redde sit eget skind, forråder han Julia. Torturinstrumentet med rotterne er flot genskabt, og naturligvis er de levende rotter ikke store som glubske hunde og hentet op fra Londons kloakker. Men hvad skal disse små, velbespiste og sundhedskontrollerede kæledyr i buret gøre godt for?

Med 1984 skrev George Orwell en af de vigtigste (men ikke en af de bedste) romaner i det tyvende århundrede, og den har et klart og usvækket budskab til både nutid og fremtid. Jeg havde derfor håbet, at vi skulle se en forestilling, som man med orwellsk nysprog kunne kalde dobbeltplusgod. Men i modsætning til Winston Smith lærte jeg aldrig at elske Big Brother.

George Orwells 1984, dramatiseret af Duncan Macmillan og Robert Icke. Instruktør: Inger Eilersen. Scenografi: Kim Witzel. Oversættelse: Jesper Kjær. Betty Nansen Teatret til den 2. november.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.