Weekendavisen den 8. august 2014.
Jens Otto Krag. Den 15. september er det 100 år siden, at Jens Otto Krag blev født. Dramatikeren Sven Holm har skrevet et skuespil om statsministeren, der havde et tvetydigt forhold til magten.
I min bogreol står et fund fra et af Fiolstrædes mange antikvariater i min ungdom, nemlig essayantologien Dansk skrivekunst, redigeret af Erling Nielsen og udgivet i Norge i 1958. På titelbladet har bogens oprindelige ejer skrevet sit navn og årstallet med blåt blæk: Jens Otto Krag, 58.
Inde i bogen ligger – nu, som da jeg købte den – en sammenfoldet seddel, der velsagtens har tjent som bogmærke. Det er en besked fra Arbejdernes Landsbank, Panoptikonbygningen, Vestebrogade 5. På et gammelt hakkebræt er skrevet ‘Konto kurant konto nr. 16498’ og navn og adresse på ‘Herr udenrigsminister Jens Otto Krag, Hostrups Have 60, V.’ Banken tillader sig at meddele, at der den 28. november 1958 via Finansministeriet er foretaget en postering på kontoen, kredit 6.300 kr.
Det ligger ikke helt skævt til danske udenrigsministre at læse litterære essays. Per Stig Møller skrev dem jo ligefrem også. Og antologien med dansk skrivekunst passer jo storartet med indtrykket af Jens Otto Krag som en politiker med en intellektuel side og et ønske om selv at skrive. At han havde et vist talent, viser de dagbogsuddrag, der udkom som Gyldendals julebog i 1972. Og han drømte også om at lægge alt bag sig, droppe politik og diplomati, og skrive en roman.
Den 15. september er 100-årsdagen for Jens Otto Krags fødsel. Det bliver markeret af Socialdemokraterne i hans fødeby, Randers. Samtidig genudgives Bo Lidegaards store biografi om manden, der i 1972 førte Danmark ind i EF-samarbejdet, hvorefter han overrumplede alt og alle ved at smide tøjlerne og aflevere nøglerne til Statsministeriet til den ukendte Anker Jørgensen. Jeg var 8 år og husker tydeligt det løsslupne pressemøde med monopolhelte som Birgit Meister og Steen Bostrup.
På 100-årsdagen udkommer også en bog, der slet og ret hedder Statsministeren. Det er et skuespil, som Sven Holm har skrevet om Jens Otto Krag. I 2009 blev stykket bestilt af daværende chef for Folketeatret, Waage Sandø. Stykket blev dog aldrig opført, fordi teaterchefen blev fyret, og forfatteren mener stadig, at have penge til gode for bestillingsarbejdet. Men det er en helt anden historie. Nu udkommer skuespillet så til gengæld i bogform, et særsyn for ny dansk dramatik.
“Jeg har aldrig mødt Jens Otto Krag,” siger Sven Holm, som Weekendavisen besøger i en højloftet lejlighed, hvor bøger i talrige reoler og den enorme samling af lp’er og cd’er står omhyggeligt alfabetiseret. Som ung var Sven Holm ikke en del af det socialdemokratiske kulturmiljø, men væsentlig mere venstreorienteret:
“Jeg havde slet ikke noget positivt billede af Jens Otto Krag dengang, jeg tror nærmest at jeg afskyede ham. I 1972 var jeg stærkt imod EF, men det ændrede sig med årene, og i dag er jeg bestemt ikke imod EU. Jeg tror at jeg misforstod ham dengang i 1972. Nu ser jeg ham både som en sammensat, tvetydig og meget fascinerende mand og en betydningsfuld politiker og stærk statsmand. Den slags har vi jo ikke i dag.”
Sven Holm siger, at Jens Otto Krag havde en omfattende evne til selvkritik. Det kom blandt andet til udtryk gennem det berømte citat om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt. Det sagde Jens Otto Krag forud for folketingsvalget i 1966, da han først havde afvist muligheden for et samarbejde mellem Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti på grund af Aksel Larsens kommunistiske fortid, men så ændrede han mening efter valget, også fordi han havde brug for SF’s stemmer.
Idag ville man jo kalde den slags for løftebrud. Men Sven Holm hæfter sig mere ved noget særligt i Jens Otto Krags karakter:
“Han havde en tøven i sig, og det kan man kun have, når man er i stand til at se kritisk på sig selv udefra. Det kan politikerne i dag ikke. Se bare Lars Løkke Rasmussen. Han er ikke en statsmand, han er en gladiator, der ufortøvet og blottet for angst drager i krig. Tidligere havde vi politikere med statsmandskarakter, både Krag og Viggo Kampmann, H.C. Hansen og Poul Nyrup Rasmussen, og også en mand som Scavenius. Men idag er politikerne i højere grad en slags forlængede embedsmænd.”
Sven Holms skuespil er en fortolkning af myten om den vrangvillige statsminister. Når man læser Statsministeren, får man indtryk af en mand, der gerne vil forme samfundet, men tøver overfor at tage det øverste ansvar.
“Jeg tror at Krag selv mente, at magten ikke lå for ham. Jeg lader ham derfor sige, at han skal smugles ind i magtens bygning. Han sagde til sigs elv, at når der ikke var andre, der var bedre egnet til at have magten, så måtte han sige ja til den. Men når chancen for at give den fra sig opstod, forlod han til gengæld med glæde statsministeriet. Han forstod pligten til at overtage posten fra Viggo Kampmann, der blev syg, men på det tidspunkt ville han helst være blevet på posten som udenrigsminister.”
Statsministeren åbner med en scene i rækkehuset på Egernvej, hvor Jens Otto Krag flyttede til, da han i 1959 blev gift med Helle Virkner. Fra lejligheden i Hostrups Have rykkede han en kilometers penge længere ud ad Godthåbsvej og så til højre ind i Fuglebakkekvarteret. Her ligger Egernvej vinkelret på Solsortvej, hvor jeg selv har boet siden 1994. Dengang i 50’erne boede også Aksel Larsen i kvarteret, og han og Jens Otto Krag har haft mange uformelle politiske samtaler i ly af aftenmørket på bagvejsstierne, hvor de luftede deres sorte puddelhunde. Det var også her på Egernvej, at Sovjetunionens ministerpræsident Krustjev i sommeren 1963 kom til middag og spiste rejer med asparges, lammesteg med rababerkompot og jordbær med fløde. Det var en attraktion i kvarteret.
På vej hjem fra Sven Holm cykler jeg forbi Egernvej 61. Jeg kommer forbi flere gange om ugen, men fik lige lyst til at se huset med den lille stentrappe, hvor Jens Otto stod med sin smukke og berømte skuespillerindehustru og den lille Søsser en vinterdag i 1964. Jeg har set billedet i en bog om Fuglebakkens rækkehuse. Helle Virkner smiler kønt under sin elegante strikhue, der går ned i ét som halstørklæde. Statsministeren har pelshue på og en mappe i hånden. Hans øjne er to smalle sprækker i ansigtet og munden er stram.
Jeg tænker på noget af det sidste, Sven Holm sagde om Jens Otto Krags fremtoning i offentligheden. Han var omfattet af en masse klicheer: tør, intellektuel, grådig med kvinder. Men han var også et storslået menneske, sammensat som en romanfigur. Og så sagde Sven Holm:
“Måske har man opfattet ham som en smule uhyggelig. Skrækindjagende, måske. Folkekær blev han jo aldrig. Her i landet er det jo ikke godt, at være for storstilet med hjernen. Og så kunne Jens Otto Krag have det der forstenede ansigt med de sammenknebne øjne. Han kunne fremstå helt spøgelsesagtig, som en ghost.”
Mærkeligt nok var denne uhyggelige og ufolkelige mand også en stor kvindeerobrer. JOK var en dansk udgave af JFK. Med Sven Holms ord var han “en grovert” i kvindesager. Han fortæller om en kvindelig forfatterkollega – her nævnes ingen navne – der engang måtte bede en taxachauffør om at stoppe, så hun kunne komme ud af bilen, fordi Krag, ikke kunne holde fingrene fra hendes brystholder.
“Jens Otto Krag blev engang spurgt, hvorfor han altid lagde an på kvinderne, og han svarede, at han gjorde det, fordi han kunne. Men når man ustandselig stikker hånden op mellem lårene på borddamen, og hun ikke siger fra, er det ikke fordi man udstråler sex, men fordi man udstråler magt.”
Ægteskabet med Helle Virkner varede fra 1959 til 1973. Hun var, siger Sven Holm “lyset bagfra” i hans liv. Men selv sammen med en ung, smuk og berømt skuespillerinde, var Jens Otto Krag en enspænder:
“Krag havde en stor trang til fred og frihed. Han vidste at det i bund og grund er et eksistentielt vilkår, at man er ensom. Jeg tror ikke at han lod andre mennesker komme tæt på sig.”
I skuespillet blusser ensomheden op da Jens Otto Krag i 1974 er blevet leder af EF-delegationens arbejde i Washington. Den fhv. statsminister bruger for meget tid på repræsentation og for lidt tid på arbejde. Han har indset at bureaukratiet ikke ligger til ham, og at EF’s delegation ikke spiller den store rolle. Så kommer hans gamle ven Jørgen Paldam (den mangeårig økonomidirektør og grå eminence i Københavns Kommune, tidligere rådgiver for regeringen, som i 1971 afslog et tilbud fra Krag om at blive økonomiminister) på besøg i det store hus på Belmont Road. Jens Otto Krag er i festtøj og har en dry martini i hånden. Han kan ikke forstå hvor gæsterne bliver af, klokken er jo over seks. Ja, siger Paldam. Seks om morgenen! “Sikke en bommert,” svarer Krag. “Spørgsmålet er nu bare: er klokken seks om morgenen før selskabet skal finde sted – eller seks om morgen efter at selskabet har fundet sted?”
Jørgen Paldam er – sammen med gamle fru Virkner, der boede sammen med Jens Otto og Helle på Egernvej – sandhedens stemmer. Krag klager til Paldam over at der ikke er nogen i Washington, der tager en EF-ambassadør alvorligt, og at han bliver kaldt for ‘Europas officielle festpapegøje’. Sådan ser han ikke sig selv, han er derimod melankoliker, siger han. Så svarer Paldam: “Jeg troede kun du – hvis jeg må sige det ligeud – jeg troede kun du var menneskeforagter.”
Krag indvender, at den eneste han foragter, er sig selv. Paldam replicerer, at han har bekæmpet foragten med kvinder og alkohol. Så svarer Jens Otto Krag: “Du tager fejl. Du tager grundigt fejl. For jeg har kun overvundet min selvforagt ved at lave politik. Hele tiden politik. På alle tider af døgnet politik. Det med kvinderne – og sprutten – ja, det er vidunderligt – men det er jo bare distraktioner. Overspringshandlinger.”
Så begynder Krag at tale om, at han i ungdommen proppede sit talent for at skrive i mølposen, og nu hvor han prøver at tage det frem igen, opdager han at det har lidt ”naftalindøden”. Paldam svarer koldt: “Du skal hanke op i dig selv, Jens Otto…”
Senere vender Sven Holm tilbage til ensomheden, da han lader Jørgen Paldam forklare en anden gæst sandheden om Jens Otto Krag:
“Krag er ensom. Det er et grundvilkår for ham. Det har altid været det han arbejder ud fra. Det er hans ensomhed, der har gjort ham i stand til at tåle alle former for modstand – og til at satse alt på et politiske spil. Han vidste at han bagefter kunne stole fuldt og helt på det eneste han virkelig kendte. Den ensomhed. De kan se det på hans ansigt. Der er ligesom en glasrude mellem det ansigt og verden. Og det er svagt matteret. Ganske svagt! Han kan klare det, vi andre ville bukke under for. Han er nok det mindst romantiske menneske, jeg nogensinde har mødt.”
Sven Holm siger, at Jens Otto Krag selv troede og håbede, at han ville have mange flere år tilbage, da han forlod politik. De sidste år, før han døde i 1978, tilbragte han i sommerhuset i Skiveren, hvor han malede og drømte om at blive forfatter. Sven Holm siger, at Krags dagbøger og rejseskildringer viser hans talent for at skrive. Han ville også gerne have skrevet en kriminalroman, men det lykkedes ham aldrig at få den færdig. I Statsministeren bliver skriveriet til en fjern drøm og en flugt, ikke mindst i en replik, der afslutter et mundhuggeri med Helle:
“Ved du hvad jeg gør nu? Lige nu? jeg går sgu’ ovenpå og skriver videre på min kriminalroman. Jeg er netop nået til det sted hvor de finder et kvindelig på Kolbe Strand. Skyllet i land ude fra havet og frygtelig tilredt af krabber og ål. Store åbne sår, midt i brændingen, du ved…”
Jeg vender tilbage til det store paradoks: En magtfuld mand, der i virkeligheden slet ikke ønsker magten og ikke er bange for at give den fra sig. Er det godt at have magt, når man har et tvetydigt forhold til den?
Sven Holm vender tanken et kort sekund: “Den, der ikke har et tvetydigt forhold til magten, bør aldrig have den.”
Så spørger jeg, hvad han gerne ville spørger Jens Otto Krag om, hvis han fik chancen. Igen vender Sven Holm tanken et øjeblik:
“Har du altid vidst, at du ville blive miskendt?”
Sven Holms: Statsministeren. Udkommer den 15. september på Tiderne Skifter.