Torsdag den 23. januar 2014.
Anne-Cathrine Riebnetzky får De Gyldne Laurbær for romanen Forbandede yngel. Det havde jeg ikke set komme. Som alle andre havde jeg forventet at Yahya Hassan skulle have prisen, der som bekendt er en slags flidspræmie for et godt boghandlersalg, for ingen har solgt flere bøger end ham.
Men valget er godt! Anne-Cathrine Riebnetzkys roman er absolut læseværdig, både som et socialt familiedrama med et rørende søskendesammenhold og som skildring af de udsendte soldaters syn på den identitetsskabende krig i forhold til den meningsløse hverdag herhjemme.
Forbandede yngel er historien om en børnflok, der vokser op på en gård i Jylland med en voldelig far og en nervøs mor, og om hvordan barndommens fortræd ender med at presse den yngste søster til et selvmordsforsøg. Det hele er fortalt retrospektivt af den ældste søster, der i flyet på vej hjem fra sin udstationering som soldat i Afghanistan, betror sig til en medpassager, der er udsendt som læge.
Anne-Cathrine Riebnetzky har i interviews fotralt, at historien er baseret på virkeligheden og hendes egne familieforhold. Dermed føjer romanen sig til andre aktuelle skildringer af brutale opvækstvilkår i provinsen. Jeg tænker på Jacob Skyggebjergs bemærkelsesværdige debutroman Vor tid helt og på Lisbeth Zornig Andersens selvbiografi, Zornig – vrede er mit mellemnavn, og dokumentarfilmen Min barndom i helvede. Og naturligvis Yahya Hassans digte.
Bare ærgerligt og underligt at Forbandede yngel ikke bliver læst af politikerne og journalisterne som en pendant til Yahyas digte. Hvorfor er hans autentiske historie et spørgsmål om kultur, når Anne-Cathrines, Lisbeths og Jacobs ikke er? Hvorfor er det kun muslimernes overgreb på børn i ghettoen, der har med kultur og religion og gøre? Og hvorfor er det kun danskernes overgreb på børn ude i provinsen, der bunder i sociale problemer?