Christian Lollike m.fl.: Nationalismens apostle – stemmer fra Danmark, Norge og Sverige

Anmeldelse i Weekendavisen den 7. marts 2014.

Europa. Gid man kunne afvise nordisk teaterprojekt om europæisk nationalisme som alarm i utide. Det kan man ikke.

I sorte vande

Den 25. maj skal 500 millioner europæiske vælgere stemme politikere ind i Europaparlamentet, og alt tyder på at mange ekstremistiske og nationalistiske protestpartier får et storartet valg. En fjerdedel af mandaterne går sandsynligvis til partier med karismatiske ledere, der først og fremmest tiltrækker vælgere via deres anti-indvandringspolitik.

Mens Europas nationalister har vind i sejlene, har tre nordiske teatre foretaget et interessant eksperiment: Tre dramatikere – en fra Danmark, en fra Norge og en fra Sverige – får hver tyve minutter til at opføre en nyskreven tekst om nationalisme med kun en enkelt prøvedag eller to. Hvert land opfører sin forestilling på scenen, mens de to naboers efterfølgende bliver transmitteret til storskærme. Det kan kun blive upoleret og halvbagt. Og interessant.

I mandags havde resultaterne så premiere på i København, Oslo og Stockholm under fællestitlen Nationalismens apostle – stemmer fra Danmark, Norge og Sverige. Fra Norge og Sverige bidrog Nationalteateret og Dramaten, og så ville det jo være logisk, at Danmark var repræsenteret af Det Kongelige Teater – men det danske bidrag kommer fra det lille Café Teateret, sandsynligvis inviteret med i projektet, fordi Christian Lollike, teaterets kunstneriske leder, fik en tårnhøj nordisk profil med sit stykke om Anders Behring Breivik, Manifest 2083. Hvis ikke netop han skulle have noget at sige om nationalisme, hvem så?

Christian Lollike – med Mads Madsen som medforfatter – valgte at skrive en tale til nationen fra Droning Margrethe (Kirsten Olesen) og en tale til Europa fra kommissionsformand José Manuel Barroso (Steen Stig Lommer). Først troner vor dronning frem ved sit store skrivebord med en lidt sløret og beskåret gengivelse af Thomas Kluges nye portræt af den royale familie på bagvæggen. Først taler hun klassisk om danske værdier og identitet, så bliver teksten haha-funny i dronningens skildring af Prins Henriks vanskelige integration, og så knalder den fuldkommen ud da dronningen forvandler sig til Yahya Hassan og performer et digt i vasaler:

“MIG, JEG ER DRONNING AF DANMARK, / OG MIG, JEG ER UD AF MEGAMULTIKULTUREL FAMILIE / FOR MIN MOR, HUN VAR SVENSKER OG MIN FAR, HAN VAR BÅDE TYSKER OG RUSSER / MIN MAND, HAN ER FRANSKMAND / OG MIN SØSTER HAR GIFTET SIG TIL GRÆKENLAND / BLOD FRA HONGKONG OG AUSTRALIEN / OG FRANKRIG NOK EN GANG / RULLER I MIN BØRNEBØRNS ÅRER…”

Jep, pointen er feset ind, lige lovlig endimensionel og gammelmodig i sin genfortælling af dronningefamilien som et nationalt blandingsprodukt, det er jo sandt nok, men også en dramaturgisk blindgyde. At koble Margrethe med Yahya har dog en vis effekt, selvom der også går lidt sommerrevy i det. Men Kirsten Olsen er absolut kostelig (og sjovt nok kunne denne tale læses i Politikens kronik i mandags, samme dag som avisen bragte et temmelig ligegyldigt reportagedigt fra Yahya Hassan, der åbenbart var suset til Kiev som en slags poetisk krigsturist).

Mere vigtig er den tale, som Christian Lollike lægger i munden på kommissionsformanden, som taler foran en projektion af smukt, blåt vand, set nedefra, fra en dykket eller druknets perspektiv. Det giver god mening, for han taler om Lampedusa, øen hvor de afrikanske migranters lig skyller op og om Frontex, der beskytter EU’s ydre grænser. Men også her sker en transformation, blot mere diskret, og mere tankevækkende, for pludselig bliver det lagt et filtreret metalag ind i teksten, så det ikke er manden Barroso, men figuren Barosso, der reflekterer over Europa og nationalisme, og også han skejer ud i en absurd besyngelse af Lampedusa som ikke bare flygtningenes redning, men hele Europas redning, hvor de unge emigranter skal modtages med åbne arme af storbarmede afblegede italienske blondiner for at redde det aldrende kontinent.

Det norske bidrag, skrevet og instrueret af Kristian Lykkeslet Strømskag, er blevet til i en tid, hvor nordmændene har taget hul på en debat om ny, norsk nationalidentitet, ikke mindst i lyset af Fremskrittspartiets indtog i regeringen. Nordmændene lever jo – som vi danskere også har været vant til – i en forestilling om at netop vort land er den bedste af alle verdener, og vi er de klogeste, mest menneskevenlige og moralske af alle. Men tiden er inden til selvkritisk revision, også i Norge, bitter nok nu som optakt til 200-året for løsrivelsen fra Danmark, den historiske begivenhed, der netop markerer dannelsen af en særlig norsk nationalidentitet. Og naturligvis foregår alt i de brutale slagskygger fra Anders Behring Breiviks nationalitiske terrorisme.

Det hele begynder mildt og koseligt. Tre unge mennesker – den ene en mørk nynorsker – står midt blandt publikum og ønsker hinanden tillykke. Gratulerer! Med hvad? Med at vi er norske nordmænd fra Norge! Gratulerer! Tillykke med Norge! I hvilken anledning? Ingen anledning – Norge er anledning nok i sig selv. Og så lægger de an til sejrsbølgen, som nordmændene kender fra den folkelige stadionkultur, når håndboldpigerne eller skiskyderne vinder guld, ååååååhhh, hey hey!

Men så rejser en ung kvinde sig og lægger afstand til det hele. Først forsøger de tre at begrænse hendes taletid, venligt og diskret. Men hun insisterer og erobrer mikrofon og kamera. Pointen er klar nok: ytringsfrihed er for alle, den rigtige mening må ikke monopoliseres. Og problemet er klart nok, for denne kønne, lyshårede jente taler pludselig terroristen Breiviks sprog, det er hans morderiske nationalistiske racisme, der kommer ud af hendes milde, røde mund. Endnu en transformation, denne gang som et genuint skræmmende europæisk virkelighedsapropos.

Lucas Svensson har skrevet det svenske bidrag, Vid det svarta vattnet, en dystopisk og desperat mareridtsscene, hvor en gruppe spillere med aparte parykker kæmper for at komme tæt på kameraets linse og direkte op i vores ansigter (gad vide hvordan det har virket på scenen i Stockholm?) med insisterende kortmonologer, mens en mandsskikkelse sidder i baggrunden bag en glasplade, hvor smadrede æg glider langsomt ned. Her handler det nemlig om, at man ikke kan lave en omelet uden at knuse æg (citatet tillægges Mao her, men det tilskrives også ofte Lenin – og vist nok oprindeligt Robbespierre!) og lighedstegnet står altså mellem æg og mennesker. Nationalisternes vej til samfundsforandringer går via ombringelse af dine fjender, uanset om vi taler om kommunister, nazister eller andre.

Nationalismens apostle – stemmer fra Danmark, Norge og Sverige er ikke gennemarbejdet scenekunst, men spontane udsagn i kortformat, og karakteristisk nok er de enkelte stykker forudsigeligt typiske for netop det land, de udspringer af. Absolut ingen overraskelser her. Som kommentarspor til en europæisk udvikling står helheden frem med relevante dilemmaspørgsmål, der kan gøde enhver debat om nationalidentiteter, der kammer over. Gid man kunne afvise projektet som alarm i utide. Det kan man ikke. Over hele Europa – i og udenfor EU – er nationalismen i sprængfarlig og uforudsigelig vækst, se bare den aktuelle Ukraine-konflikt, og forestillingen om europæiske humanismeværdier som et bolværk mod intolerance, racisme og nationalisme vakler alvorligt. At demokratiet kan være vejen til magten for antidemokrater, viser historien jo desværre.

Café Teatret, København, Nationalteateret, Oslo, Dramaten, Stockholm: Nationalismens apostle – stemmer fra Danmark, Norge og Sverige. Kan ses på www.cafeteatret.dk.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.