Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah

Weekendavisen den 15. maj 2014.

Afroroman. Chimamanda Ngozi Adichies love story er triviel, men man bliver klogere når hun skriver om sprog, race og eksil.

Chimamanda Ngozi Adichies nye roman, Americanah, er skrevet med professionel perfektionisme og politisk præcision. Med fuld styr på persontegninger, konflikter og dramaturgi styrer hun sin læser stensikkert igennem denne foruddiskonterede bestsellers 512 sider.

Og det er jo også en slags kunst. Men kun en slags. Og jeg havde lugtet lunten da jeg læste bagsideteksten, hvor der står: “Fra den prisbelønnede forfatter til En halv gul sol kommer en besættende roman om kærlighed, race og identitet.”

Hm. Det har aldrig været et godt tegn for en roman, når dens bagsidetekst lyder som noget fra Hollywoods klichekasse. Så får jeg straks fornemmelsen af et konsumprodukt, der skal ramme det store marked på mange sprog. Og for lige at udrydde enhver tvivl, kan vi tage endnu et citat i bagsidetekstens glatte, intetsigende tonefald: “Americanah udspiller sig på tre kontinenter og skildrer en række stærke menneskeskæbner. Den er en rig fortælling, der foregår i nutidens globaliserede verden. Først og fremmest er det dog en roman om kærlighed.”

Nej, det er det ikke. Kærlighedshistorien er faktisk ganske triviel. Derimod er romanen en dybt interessant fortælling om adskillelse og eksil, og titlen siger det hele: en ‘Americanah’ er den let ironiske og nedladende betegnelse for en nigerianer, der har besøgt USA og taget amerikanske talermåder og skikke til sig på en lige lovlig gennemskuelig facon.

Og der er mange tusinde nigerianere, der prøver lykken som udvandrere, legalt eller illegalt. For dem er eksilet i USA – som for alle andre eksilerede – en prøvelse for identiteten, og dét er godt romanstof, som Chimamanda Ngozi Adichie får det bedste ud af.

Americanah er historien om ungdomskæresterne Ifemelu og Obinze, der mister forbindelsen med hinanden, da Ifemelu får mulighed for at studere i USA. I lang tid søger hun forgæves efter et job, og til sidst må hun ydmyge sig selv ved at tage arbejde for en tennistræner, som hun skal give massage. Da træneren bliver nærgående, mærker Ifemelu en vis ophidselse, som hun skammer sig så voldsomt over, at hun ikke længere kan få sig selv til at være i kontakt med Obinze hjemme i Nigeria.

Årene går, og Ifemelu bider sig fast i USA, hvor hun først er kæreste med en hvid, velhavende forretningsmand, senere med en sort akademiker. Hendes tante er også i USA, hvor hun har opnået autorisation som læge, og Ifemelu får et nært forhold til sin fætter, der ikke har nogen far. Tanten var elskerinde for en højtstående militærmand i Nigeria, der blev dræbt ved en fingeret ulykke, hvorefter tanten måtte søge i sikkerhed i udlandet.

Ifemelu skaber sig en karriere som anonym blogger med interessante betragtninger over forholdet mellem racerne. RACENDE: En sort ikke-amerikaners forskellige observationer om sorte amerikanere (tidligere kendt som negre), kalder hun sin blog, som ikke alene skaber stor opmærksomhed, men også tiltrækker annoncer og sponsorer. Fra et usikkert liv i Nigeria er hun steget til øvre middelklasse i USA.

Obinze har søgt lykken som illegal arbejder i London, men da hans identitetssvindel bliver afsløret, bliver han deporteret tilbage til Nigeria. Det lykkes ham at slå igennem med ejendomshandel, og som årene går, bliver hans forretning mere og mere succesfuld. Han stifter familie og lever som velhavende forretningsmand i Lagos.

Efter tretten år i USA beslutter Ifemelu sig til at vende tilbage til Nigeria. Egentlig har hun klaret sig fint, men noget trækker hende mod hjemlandet. Da hendes fætter Dike, som nu er blevet teenager, sluger et glas sovepiller, bliver hun rystet, men hun er ikke enig med tanten, der mener at selvmordsforsøget skyldes en depression. Da hun er vendt tilbage til Nigeria, hvor hun får et job som redaktør på et dameblad, inviterer hun nevøen på besøg, så han kan få et indtryk af det land, han stammer fra, men ikke er vokset op i, fordi moren blev tvunget i eksil.

Ifemelu og Obinze – naturligvis skal de mødes igen. Kærligheden overvinder jo alt. Men den ret forudsigelige genforening, der kulminerer i romanens sidste sætninger, er virkelig ikke særlig interessant.

Det er derimod romanens helt dominerende tema om eksil, identitet, race og sprog. I store passager præsenterer romanen akademisk analyse af den måde, vi ser og omtaler hinanden på, og det handler vel at mærke ikke kun om forholdet mellem sorte og hvide, men også om forholdet mellem sorte og brune af forskellige slags. Ifemelus skriver for eksempel et blogindlæg under overskriften: ‘Når Ikke-Amerikanske Sorte skal forstå Amerika: Hvad Latinamerikansk betyder.”

Ifemelus semantiske observationer af etniske sprogkoder er helt centrale for romanen, der afdækker, hvornår man skal sige afrikansk-amerikaner og hvornår man skal sige amerikansk-afrikaner? Og må man bruge ordet halvkaste? Eller rettere sagt: Hvem må bruge ordet?

Portrætfotoet på omslaget viser forfatteren med verdens smukkeste skulpturelle fletninger, og de sorte kvinders hår bliver også brugt som et gennemgående status- og identitetssymbol i hele romanen, der åbner og bindes sammen af Ifemelus besøg i en hårsalon, hvor hun skal have ordnet fletningerne. Her står mere på spil end en dårlig hårdag.

Susanne Stauns oversættelse er både sprogligt flydende, robust og sikker i sin research. Der er dog visse detaljer, der skurrer, nemlig når der bliver oversat unødvendigt overomhyggeligt, især titler på bøger og tv-serier, der ville fungere bedre på originalsproget (og så kunne man jo bruge en fodnote, dem er der flere af når det gælder hårfletningsteknik!), ligesom der vel heller ikke er grund til at oversætte thumbs-up til tommel-op-tegn. Men mest irriterende skurrer det, når Ifemelu bliver kaldt Sine af sin fætter Dike. Sine? Det lyder mildest talt bøvet som en forkortelse for Kusine. Jeg vil æde en gammel stråhat på, at hun på amerikansk bliver kaldt Coz, forkortet slang for Cousin, og mon ikke det ville have fungeret bedre i oversættelsen, hvis Susanne Staun havde beholdt dette navn?

Americanah er Chimamanda Ngozi Adichies bud på The Great American Novel, og den er da også imponerende stærk i sit portræt af eksilpsykologien og tilværelsens vilkår for de mennesker, der med hendes ghanesisk-amerikanske forfatterkollega Teiye Selasis ord lever som afropolitanere, afrikanere med blandingsidentiteter fra flere stater.

Vi får aftrykt en del af Ifemelus blogindlæg, som gnistrer satirisk og sarkastisk, det kan for eksempel lyde sådan her: “Ja, det er noget lort at være Fattig og Hvid, men så skulle du prøve at være Fattig og Ikke-Hvid.” Sådan kan hun altså også skrive, Chimamanda Ngozi Adichie.

Som politisk tidsportræt er romanen også givende, ikke mindst i den sidste tredjedel, hvor Obama offentliggør sin kandidatur til præsidentvalget i 2008. Her udfolder forfatteren en række præcise dialoger om politik og racernes indbyrdes forhold i USA, og ikke mindst skildringen af Ifemelus angst for at Obama skal blive udsat for et attentat, virker gribende.

En stor afroroman med en banal love story.

Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah. Oversat af Susanne Staun. 514 sider, 300 kr. Gyldendal.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.