Weekendavisen den 11. juli 2014.
Slavenationen. Daniel Dencik går snart i gang med optagelserne til en film om en dansk embedsmand i slavehandelen, der først var racist, men siden giftede sig med en afrikansk kvinde og ændrede mening.
I disse dage er en skibscontainer på vej til Ghana, proppet med rekvisitter til forfatteren og instruktøren Daniel Denciks kommende film, Guldkysten. Møbler, Flora Danica-stel, et billiardbord, alt sammen skal det bruges, når optagelserne går i gang til filmen om en dansk embedsmands skæbne på de danske besiddelser i slavekolonien.
“Da jeg for nogle år siden skrev digtsamlingen Via katastroferne, der skildrer en selvdestruktiv jødisk mand, researchede jeg også slavetiden, fordi jøderne i København desværre var en del af handelen, og fordi jeg så et fællestræk om kroppens forgængelighed mellem slaveriet og KZ-lejrene. Jeg endte med ikke at bruge stoffet i digtet, fordi det blev for upersonligt, men jeg havde læst nogle breve fra Guldkysten, som jeg ikke kunne glemme. Dels fordi manden der skrev dem havde et interessant navn, dels fordi brevene var så desperate,” siger Daniel Dencik.
Brevskriveren Wulff Joseph Wulff (1809-1841) voksede op i en jødisk familie i Randers, hvor han allerede som 14-årig arbejdede som skriver på herredsfogedkontoret. Senere passede han juridiske embeder i Ebeltoft og Viborg, og i 1836 tog han en stilling som surnummerær assistent ved den danske handelsstation Fort Christiansborg, der var udskibningshavn for slavetransporterne til sukkerplantagerne i Caribien.
Guldkysten blev Wulff Joseph Wulffs skæbne. Han giftede sig med en kvinde som hed Tim Tam. Hun var, med Wulffs eget ord, mulatinde. Han sørgede for at hun blev døbt, hvorefter hun tog navneforandring til Sara Malm. Sammen fik de flere børn, og som noget usædvanligt for embedsmændene, flyttede Wulff ud af fortet og ind i sit eget hus i en nærliggende landsby, hvor han også drev købmandshandel. Huset kaldte han Frederiksminde, og her blev han begravet da han døde.
Thorkild Hansen brugte Wulff Joseph Wulffs efterladte breve og dagbøger i arbejdet med Slavernes kyst, og nu gør Daniel Dencik det samme. Og nøjagtig som Thorkild Hansen gjorde, lader han også digt og dokumentarisme smelte sammen.
“Min film bliver en slags fiktionaliseret Danmarkshistorie, som er ‘baseret på’ eller ‘inspireret af’ virkelige hændelser. Men hvis man går op i fejlfinderi, vil man få travlt. Jeg synes bare at det er en misforstået tilgang til film, at alt skal være korrekt. Jeg har derfor sammensat Wulff af flere personer, jeg har gjort ham til botaniker i stedet for jurist, og jeg har ændret hans mellemnavn fra Joseph til Frederik.
”Jeg prøver at styre udenom debatten om pertentlig, historisk akuratesse for i stedet at åbne for en langt vigtigere diskussion,” forklarer Daniel Dencik.
Det er gået forbavsende hurtigt, at få filmen gennem Det Danske Filminstituts finansieringssystem indenfor spillefilm, og med et samarbejde på tværs indenfor Danmarks Radio, er det for første gang lykkedes både at få midler fra den pulje der er øremærket dokumentarfilm og penge fra Drama afdelingen. Den endelige finansiering faldt først på plads i begyndelsen af juli og allerede til august går optagelserne i gang. Guldkysten får premiere den 2. juli 2015.
“Jeg tror at filmen er gået hurtigt gennem Filminstituttet, fordi vi med de udviklingsmetoder vi kender fra dokumentarismen, hvor vi inddrager virkeligheden, er lykkedes med at ramme et budget der er væsentlig mindre end en normal periodefilm optaget i Afrika. Det bliver et nyt og mere tidsløst udtryk og ikke den type spillefilm vi tidligere har set. Og så er det også tydeligt, at vi har brug for at vide mere om Danmarks fortid som slavenation. Filmen beviser sin relevans, fordi alle kan se, at vi ikke ved nok. I skolen lærte jeg godt nok om Trekantshandelen, men jeg anede ikke at Danmark var så dybt involveret i handel med slaver fra Ghana,” siger Daniel Dencik.
Han hæfter sig ved, at tidsånden i højromantikken og tidsånden i dag minder meget om hinanden:
“Når man løfter blikket fra 1900-tallet, som vi af gode grunde har beskæftiget os så meget med, får man nu øje på 1800-tallet, som var en afgørende tid for Danmark, der var blevet bombarderet af England, havde mistet Norge og gået statsbankerot. Set i et højromantisk lys var det den blinde tro på fornuften, der var hele problemet. Romatikken siger at vi skal vende tilbage til de værdier, der gjorde os store, i stedet for den forstand, der gjorde os lille. Ligesom der i dag synes at blæse en zeitgeist der siger, at fornuften måske ikke kan svare på alle vores spørgsmål.”
Daniel Dencik mener, at 1900-tallet var eksponent for det rent rationelle, som medførte to verdenskrige og en række næsten ubegribelige, menneskeskabte katastrofer. Han siger derfor, at det er farligt at tro så meget på videnskaben, at man gør den til en ideologi, for så glemmer man det menneskelige. Man skal forsøge at se alt som nyt, at se verden for første gang, mener han, og som eksempel nævner han sit eget første møde for nylig med et Romanesco-kålhoved i et supermarked:
“Jeg stod fuldstændig lamslået. Jeg troede det var løgn. Jeg købte det med hjem, men nænnede næsten ikke at spise det, så stor var min betagelse. Jeg kunne ikke sætte ord på hvorfor. Noget tid senere – under min research til filmen – finder jeg ud af at netop Romensco-kålhovedets konstruktion følger en matematisk formel, Fibonacci-talrækken. På sin vis tror jeg at kålhovedet bar på en for mig rent intuitiv skønhed, fordi naturen havde skabt noget der var så matematisk gyldigt. Einstein skriver et sted, at for at en formel skal være gyldig, er den nødt til at være to ting: 1) korrekt 2) smuk. Det vil for mig sige at den logiske bevisførelse er nødt til at blive farvet af enten en æstetisk eller en moralsk valør for at vinde gyldighed. I romantikken, og i min film, bliver det tydeligt, at videnskaben ikke er noget i sig selv: du kan sagtens regne dig frem til at slaveri giver mening på det merkantile plan, men du ved inderst inde at det er forkert. Så videnskaben må gøre brug af en overbygning, enten i form af et kunstnerisk blik eller i form af et moralsk princip, for at kunne trænge ind i menneskesjælen og forandre verden. Einstein siger også, at “den smukkeste følelse, vi kan opleve, er den mystiske, det er den grundlæggende følelse, der står ved vuggen for al sand kunst og videnskab.” For naturen er der ingen barriere mellem tingene, hvilket Romanesco-kålhovedet er et eksempel på. Det matematiske og det skønne er uadskilleligt. Dog bærer naturen ikke på nogen moral, snarere tværtimod, og måske er det i virkeligheden menneskehedens største bedrift? At tillægge det sanselige en moralsk dimension.”
Ikke nok med at Guldkysten bygger bro mellem det videnskabelige og det æstetiske, den er ifølge Daniel Dencik også en film om alt levendes udvidelsestrang:
“I går kom jeg gennem Assistens Kirkegård, og tæt ved H.C. Andersens grav så jeg et gammelt støbejernsgitter, som var fuldkommen overgroet af sprøde planter, der havde sprængt gitteret. Jeg tænkte på, at det er udtryk for alt levendes udvidelsestrang, og det handler min film – og slaveriet – også om. Kraften i alt levende vil altid være stærkere end den kraft der vil holde det tilbage, eller spærre det inde. Det moralske menneske er det øverste trin på scala naturae, som man talte meget om i højromantikken. I 1830’erne begyndte man at indse at den løsslupne grådighed havde fatale konsekvenser – og at man måtte vende sig mod en inderlighed og et helhedssyn, det som H. C. Ørsted kaldte ”Ånden i Naturen”. Slaveriet havde bare ingen moral, kun grådighed. Danskerne tog derud og vidste at de sandsynligvis aldrig kom hjem igen. Ni ud af ti døde på Guldkysten. Det var på grænsen til de selvdestruktive. Alle var lidt på flugt.”
Daniel Dencik ser sin hovedperson som en mand, der på én gang er meget belæst og helt blæst. Fuldkommen forudsætningsløs kaster han sig ud i mødet med den fremmede verden, og bemærkelsesværdig nok tager han den til sig og integrerer sig i den.
Wulff må kaste alt over bord og åbne sig for de nye sandheder, han står overfor på Guldkysten. Svarene findes ikke i bøgerne, men i at frigøre sig fra dem, mener instruktøren, der som dokumentarist kan spejle sig i sin hovedperson, når han selv rejser til Ghana:
“Det hele handler om at være åben overfor det uventede. Derfor arbejder vi med plads til improvisation. De lokale statister har fået udleveret noget tøj, de skal have på, men de ved kun hvilken dag, vi skal optage i deres landsby. Vi dukker op uden varsel, skuespillerne har fået mikrofonerne på, og så er optagelserne i gang. Jakob Oftebro, der spiller Wulff, taler kun dansk og de må klare sig med fingersprog, for eksempel i en scene, hvor han skal bytte et spejl for en ged. På den måde kommer der forhåbentlig til at ske noget, der er bedre, end det, jeg kunne skrive.”
Daniel Dencik har været til en masterclass med den østrigske instruktør Michael Haneke, der sagde, at improvisation kun vil fortynde det kunstneriske udtryk i en film. Alligevel er han ikke bange for at lukke op for spontane indfald fra skuespillerne. For eksempel har Jakob Oftebro foreslået, at der skal være en papegøje med i en scene, og så må man skaffe en papegøje og se hvad den kan bidrage med.
“Sådan vil jeg gerne arbejde. Jeg har skrevet et klassisk manuskript, men jeg sender også ekstra læsemateriale til skuespillerne, som de kan bruge til selv at forme deres roller og replikker. Jeg er åben for, hvad de kommer med. Mit bud er ikke det endelige,” siger Daniel Dencik.
Guldkysten er historien om den kolonisering af Afrika, som i 16-17-1800-tallet ændrede alt og skabte den virkelighed, vi lever med i dag:
“Der er en grund til at folk bor, hvor de bor. Der er en grund til at der findes en by som New York, at folk i Brasilien ser ud, som de gør. Og den grund er koloniseringen af Afrika. Derfor er det oplagt at spørge sig selv: Hvem er vi, hvordan har vi opført os tidligere, hvordan opfører vi os i dag? De spørgsmål stiller jeg gennem historien om Wulff, der blev transformeret af Afrika. Han var racist da han ankom, men endte med at underskrive sig som ‘Afrikaneren Wulff’. Han blev Afrika,” siger Daniel Dencik.