Weekendavisen den 24. oktober 2014.
Kulturcensur. Med den ene hånd skruer de en lille smule op for friheden. Med den anden hånd lukker de bestemt ned. Kinas censurmyndigheder lemper og strammer i én bevægelse.
BEIJING – Den smukke mur, der omgiver galleriet, viser at de folk, der holder til her, har sans for kvalitet og æstetik. Manden bag restaureringen af de gamle bygninger, er heller ingen ringere end den verdensberømte arkitekt og kunstner Ai Weiwei.
“Vi samarbejdede om byggeriet før han blev så kontroversielt, som han er i dag. Han blev først kendt som systemkritiker efter OL i 2008,” fortæller fotografen Rong Rong, som Weekendavisen besøger i hans elegante galleri og studio, der ligger godt gemt af vejen i Chaoyang, et sted i Beijings mylder.
Miljøet omkring Rong Rongs galleri består af kunstnere, der prøver at skubbe grænserne. Selv fotodokumenterede han i de tidlige 90’ere, hvordan myndighederne rev bygningerne ned, hvor de kontroversielle kunstnere holdt til. Dengang kunne han ikke udstille, og han blev tit arresteret af politiet.
Som en del af det aktuelle danske kulturfremstød har Rong Rongs galleri Three Shadows netop vist en udstilling af den danske dokumentarist Jacob Aue Sobol (og svenske Anders Petersen). Samme aften skal galleriet holde en uformel sammenkomst, og måske dukker Ai Weiwei op. Han kan bevæge sig frit omkring, men der bliver holdt øje med ham. Og rygterne vil vide, at mange kinesiske kunstnere er småtrætte af ham. Han fylder for meget, tager for meget opmærksomhed.
Rong Rong udstiller kunstfotografier, der ikke kan vises i mainstreamgallerier, for eksempel et foto af to kvinder med rødlakerede negle, som tager hinanden i skridtet. Den slags ser censuren igennem fingre med, når det vises på et galleri, der er gemt lidt væk fra offentligheden og mest opsøges af folk, der i forvejen interesserer sig for fotokunst.
“Som kunstner er det svært at tage hensyn til censuren, for man ved ikke, hvor grænsen går næste gang. Der er mere frihed til at udstille nu, end der var for 10 år siden, men vi skal naturligvis tage hensyn til, hvad der er tilladt, og hvad der er politisk muligt,” siger Rong Rong med en lidt resigneret attitude.
Han ligner en mand, der godt selv kan høre, at censur fra myndighederne avler selvcensur hos kunstnerne. Han ved også udmærket, at den øgede frihed kun er tilsyneladende, for da Goethe Instituttet for nyligt forsøgte at vise en tysk film om bøsser og lesbiske på en adresse ude i byen, blev forestillingen stoppet af myndighederne. Også Independent Film Festival blev i slutningen af august lukket ned af censuren. Li Xianting, der i elleve år har organiseret festivalen, blev pludselig hentet af politiet og tvunget til at skrive under på et dokument, der aflyste festivalen. Tidligere blev arrangørerne oftest tvunget til at aflyse offentlige filmfremvisninger i biografer og flytte dem til private hjem, men denne gang slog censuren ned med hård hånd.
Censuren af filmfestivalen kommer efter, at en række organisationer er blevet lukket af myndighederne, og flere journalister er blevet presset væk fra de sociale medier. 2014 har ikke været god for ytringsfriheden blandt kunstnere og mediefolk i Kina, men censuren slår tilsyneladende ned lidt vilkårligt. Små lempelser det ene sted, hårde stramninger det andet.
Når man arbejder med kunst i Kina, skal man altså lære at fornemme, hvad vej vinden blæser. Det ved Jens Faurschou, der i 2007 åbnede en filial af sit galleri i Beijings kunstcentrum, 798, der har navn efter det gamle militære kraftvarmeanlæg, der tidligere holdt til i de mange rustikke industribygninger.
“Her er stort set ingen censur, og den, der er, ønsker vi ikke at udfordre,” siger han. “Man skal ikke skrive ‘Ned med partiet’ på muren, men man kan sagtens udstille kritisk kunst om for eksempel klimapolitikken. Og kunst bliver jo også kedelig, hvis det hele siges for direkte,” mener han.
Galleri Faurschou havde i 2007 en aftale om en udstilling med Ai Weiwei, men så blev kunstneren sat i husarrest efter at han var begyndt at kritisere korrupte embedesmænd for at skjule navnene på alle de tusindvis af skolebørn, der mistede livet ved jordskælvet i Sichuan i 2008, fordi dårligt opførte bygninger styrtede sammen. Da han fik lov at færdes frit igen, aftalte de at ændre projektet, så Ai Weiwei udstillede et kort over Kina sammen med alle de omkomne skolebørns navne.
“Den udstilling viste vi uden problemer,” siger Jens Faurschou. Han fortæller også, at hans galleri har haft en udstilling af en afdød kinesisk kunstner, hvor et par tegninger havde en holdning til Det Kommunistiske Parti:
“Vi sendte en liste over værkerne ind til myndighederne, som vi skal, og de bad os om at tage to tegninger ud. Det var intet problem for mig, for det ødelagde ikke udstillingen. Men hvis det havde været vigtigt rent kunstnerisk, ville jeg have kæmpet.”
Kulturattache på den kinesiske ambassade i København Li Jinsheng er klar i mælet, men også udsøgt diplomatisk, når han skal svare på, hvad der vil ske, hvis en dansk kunstner benytter kulturudvekslingen til at komme med en politisk markering til fordel for Tibet eller imod censur:
“Det vil ikke være passende for tiden. Kulturudveksling er til for at fremme kulturel forståelse og venskab mellem folkene. Vi byder alle kulturaktiviteter velkomne, som støtter den slags forståelse, venskab og bilaterale relationer mellem de to lande.”
Li Jinsheng mener, at kunstnere gerne må være kritiske, og han medgiver at Kina ikke er en undtagelse for menneskerettigheder som en universel rettighed. Men han tager afstand fra kunst, der fornærmer og provokerer.
I kunstmiljøet i Beijing fornemmer man hurtigt, hvad vej vinden blæser, og man ved hvordan man skal sno sig. I en af byens hutonger, de gamle tætbebyggede klynger af småhuse, holder Wang Xiang til. Han driver flere tandlægeklinikker, men hans passion er at stå i spidsen for et af de meget få private teatre i Beijing, Penghao Theatre. Wang Xiang får tilskud til driften fra kommunen, men må selv overføre et par tusinde kroner fra sine klinikker til teateret hver eneste dag for at få det til at løbe rundt. Han peger på en meget konkret årsag til kulturlivets problemer:
“Vi har fået øget kontakt med verden udenfor Kina. Men internt har vi ikke mange forandringer. Problemet er, at vi har så meget korruption, at der først er overskud til at fokusere på kulturen, når problemet med korrupte embedesmænd er løst. Indtil da ligger kunst og kultur undredrejet og undertrykt. Vi bør have lov til at vise, hvad vi vil. Hvis der så er problemer, kan myndighederne gøre noget, men de vil hellere udstede forbud på forhånd, fordi de ikke ressourcer til at overvåge alt. Det gode ved frihed er, at vi kan få ny viden fra folk udenfor Kina, selvom vi ikke altid kan bruge det til noget. Men jeg håber, at der er mere frihed på vej.”
Wang Xiang har været i Danmark to gange for at deltage i teaterfestivaler, og han beundrer dansk børneteater. Han mener at samarbejdet med danske børneteatre er vigtigt, fordi Danmark er børnenes land. Han nævner H.C. Andersen og Lego. I Kina laver de statsgodkendte teatre kun propaganda, og det får børnene ikke noget godt ud af. Da Weekendavisen besøger tandlægen og teatermanden i Beijing i september, skal han til at udarbejde oversættelser af de danske teatergæstespil, som skal forhåndgodkendes af myndighederne. Han forventer ikke problemer, fordi internationale forestillinger ofte går nemmere gennem censuren, end kinesiske gør:
“Jeg skal indsende en oversættelse eller en filmoptagelse, og jeg skal oplyse navne, pasoplysninger osv. på de medvirkende. Men jeg regner ikke med at myndighederne vil blande sig. De ser mest efter religion, politik eller nøgenhed. Og ægte kunstnere camouflerer budskabet og lader publikum tolke selv.”
Dandi Huo, der står for det internationale samarbejde i Three Shadows, fortæller at fotogalleriet må være registreret i Hong Kong for overhovedet at kunne udgive udstillingskataloger. Men da det er forbudt at udgive sine egne skrifter i Kina, er galleriet nødt til at samarbejde med et forlag i Beijing. Det har ført til, at myndighederne har grebet ind overfor flere antologier med fotos fra udstillinger, konkurrencer og workshops. Derfor er hun også glad for at Three Shadows kan udstille fotografier af folk udefra, for eksempel de danske fotografer Jacob Aue Sobol og Sofie Holten, der var på residency-ophold i april:
“Kineserne er så vant til, at fotografi er et propagandamiddel for regeringen. Man er ikke vant til at se det som dokumentarisme eller kunst. Vi arbejder for at udvikle det kinesiske fotografi, men derfor må vi også uddanne det kinesiske publikum til at forstå, at foto ikke kun er propaganda, men kunst,” siger Dandi Huo.