Wiedergutmachung

Weekendavisen den 16. april 2014.

Kommentar. Danmark bør ikke afvise Grønlands ønske om forsoning.

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti er forarget over, at Grønland kan finde på at nedsætte en Forsoningskommission: “Jeg tror, at den nuværende leder i Grønland, Aleqa Hammond, leger, at hun er en slags Nelson Mandela, der har siddet 27 år på Robben Island og nu endelig er blevet fri.”

Faktisk er ideen ikke en fix idé hos Aleqa Hammond. Hendes forgænger som formand for Grønlands nye selvstyre, Kuupik Kleist, var allerede i 2009 inde på noget i samme boldgade, da han sagde, at Danmark bør undskylde overfor de grønlandske børn, der i 1950’erne blev midlertidigt fjernet fra deres familier i et fordanskningsprogram. Det afviste daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen på samme måde som Helle Thorning-Schmidt nu har afvist at Danmark skal medvirke i en Forsoningskommission. Vi har nemlig ikke har brug for at forsone os.

Måske ikke. Men det ville alligevel være god stil at gøre det, når nu Grønland har behovet. Det er ikke meget anderledes end i et parforhold. Nogen gange skal man stikke en undskyldning, beklagelse eller indrømmelse for at komme videre. Og man ydmyger sig ikke nødvendigvis ved at gøre det, i hvert fald slet ikke når man er en nation. Det er en symbolsk handlling.

Derfor burde Danmark ikke være så stejlt afvisende, men i stedet indlede diskrete diplomatiske forhandlinger med Grønlands selvstyre om, hvordan en kommission kan stykkes sammen, hvilket mandat den skal have, og hvad udkommet bør være.

Det havde pyntet på det hele, hvis en dansk regering selv havde taget initiativ til en undskyldning for tvangsforflyttelserne fra grønlandske bosteder, men sådan blev det ikke. Derfor vil det nu være passende at begynde et grønlandsk-dansk arbejde sammen om en forsoningsformulering, som er blød nok til at Danmark kan leve med den, og ærlig nok til at Grønland er villig til at acceptere den. At afvise behovet for forsoning, er uklogt.

Da Poul Nyrup Rasmussen var statsminister, gav han i 1998 en undskyldning for tvangsforflytningen af 105 beboere i Qaanaaq, hvor amerikanerne ville anlægge Thulebasen i 1953. Med undskyldningen for eksproprieringen og tabet af de gamle fangstpladser, fulgte en splinterny lufthavn til 120 millioner kroner, uanget at der kun var et månedligt passagergrundlag på 58. Gaven var vel tænkt som et symbolsk sonoffer, men den lignede grangiveligt et holdkæftbolsche.

Også Anders Fogh Rasmussen blev grebet af manien med at udslynge undskyldninger for ting, hans egen regering hverken havde lod eller del i. I 2005 undskyldte han nemlig officielt på Danmarks vegne for tilbagevisningen af 22 jødiske asylsøgere til det nazistiske Tyskland mellem 1930 og 1943. Udmærket erkendelse af uansvarlig politik, men også en gratis og uforpligtende omgang sniksnak og politisk vinduespynt. Men så kan en eller anden endnu ufødt kommende statsminister engang ude i fremtiden jo undskylde for Danmarks krigsdeltagelse i Irak.

Når Anders Fogh Rasmussen på den måde kunne undskylde for handlinger, som en tidligere dansk regering stod bag, kan Danmarks nuværende regering naturligvis også give en beklagelse, indrømmelse eller undskyldning til Grønland for tidligere danske regeringers politik. Danmark kan skæve til andre lande for inspiration. Den 16. november 2009 arrangerede den australske regering en ceremoni, hvor daværende premierminister Kevin Rudd undskyldte overfor de børn, der mellem 1930 og 1970 blev sendt til England for at få et bedre liv, men endte på børnehjem, hvor de blev udsat for forskellige overgreb. Foran 900 overlevende børnehjemsbørn undskyldte han for de fysiske og psykiske overgreb, de var blevet udsat for: “Jeg undskylder for det kolde fravær af kærlighed, ømhed og omsorg, jeg undskylder for den tabte barndom.”

Spørgsmålet er så bare, om sagen kan lukkes med en sproglig overenskomst, eller om der vil blive rejst følgekrav om individuelle erstatningssager. Det er dét uoverskuelige morads, regeringen gerne vil undgå. Og man kan jo ikke stikke grønlænderne en lufthavn igen.

Da Aleqa Hammond lancerede ideen om en Forsoningskommission sidste år, understregede hun, at der ikke burde være folkevalgte politikere med i arbejdet: “Forsoningskommissionen skal ikke være skueplads for partipolitiske udgydelser. Men vi kan forestille os en mindre kommission med fagligt relevante folk, som vil kunne fremme forsoningsprocessen – for eksempel en historiker, psykolog, antropolog, sociolog eller endda repræsentanter fra Kirken. Det får vi at se,” sagde hun.

Med Danmarks forhåndsafbud, bliver der altså tale om en kommission, som udelukkende besættes fra Nuuk, og det kunne lyde som om, at en række fagfolk – vel både grønlændere og danskere? – skal mødes til kaffemik og gruppearbejde. Vi ved jo godt på forhånd, at der blive tale om en slags hvidbog, der beskriver kolonitidens konsekvenser og lægger op til politiske krav fra Grønland om en slags politisk-moralsk wiedergutmachung.

Men Grønland står ikke alene med ønsket om en forsoning med kolonimagten. Også repræsentanter for De Vestindiske Øer har i sidste uge anmodet om en undskyldning – og erstatning – fra en række tidligere kolonimagter, blandt andre Danmark. Et lignende krav var fremme i halvfemserne, hvor daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen forholdt sig til, om Danmark – i anledning af 150-året for slaveriets ophævelse – burde sige undskyld for at fange, handle og transportere 85.000 afrikanere mellem 1670 og 1848. Han sagde ganske klart og fornuftigt: “Jeg kan ikke se det rigtige i, at mennesker, som ikke havde noget med slaveriet at gøre, skal sige
undskyld til mennesker, som ikke er blevet udsat for slaveri.”

Konklusionen må være, at en selvgod undskyldning på lang afstand af et overgreb, der kun består af varmluftsretorik, ikke kan bruges til meget. Men en afdækning af en kolonimagts overgreb kan skabe en fælles erkendelse, og hvad tvangsforflyttelser og tvangsfordanskninger i den nære fortid angår, giver det rigtig god mening at skabe en form for forsoning. Derfor burde Danmark have taget imod det grønlandske initiativ. Ikke for at pudse glorien i nutiden, men for at støtte og anerkende det moderne Grønlands bevægelse ud af kolonitidens skygge.

Nej, Aleqa Hammond tror ikke at hun er Mandela. Selvom det er morsomt sagt af Søren Espersen, er det også arrogant, og hvis der er noget, der ikke er brug for, når én part anmoder om forsoning, så er det netop arrogance. Danmark burde have rationel egeninteresse nok i at tage imod den grønlandske udfordring i stedet for at være fornærmet over, at de vil stå på egne ben.

Til sidst bare en tanke: Hvis Ahmed Akkari transformeres fra skurk til guttermand, fordi han giver en undskyldning til Danmark for sin rolle i karikaturkrisen om Muhammed, hvorfor kan Danmark som nation så ikke på samme måde række en hånd frem til Grønland, der kan føle sig forurettet med rette over dele af kolonitidens politik?

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.