Teateranmeldelse i Weekendavisen den 8. marts 2013.
Sydkraft. Sofia Saaby Mehlum bærer Teater Nordkrafts dramatisering af Jakob Ejersbos ‘Eksil’, som fungerer på trods af flere problematiske valg.
Det giver god mening, at det er Teater Nordkraft, der nu dramatiserer Jakob Ejersbos roman Eksil. Teateret deler navn med forfatterens gennembrudsroman fra 2002 og har naturligvis til huse i det gamle, udtjente Nordkraft-kompleks, der tidligere producerede elektricitet til ålborgenserne, og som i romanen kaster sine lange, trøstesløse slagskygger over byens undergangsmennesker.
Om dem kunne man sige, at de alle befandt sig i en eksileret tilstand, isoleret fra det omgivende samfunds normer og værdier, fra andre mennesker og fra sig selv. Derfor kunne romanen Nordkraft ganske udmærket have heddet Eksil, og Eksil kunne ganske udmærket have heddet – ikke Nordkraft, men Sydkraft. I denne roman – og i skuespillet – er vi nemlig i det Tanzania, hvor Jakob Ejersbo som helt ung boede i et par omgange med sine udviklingsarbejdende forældre. Og ganske som i Ålborg-romanen handler det om mennesker, der møder deres egen undergang.
Jakob Ejersbo nåede kun at være en del af det danske litteraturmiljø i sølle fire år fra debuten med brevromanen Fuga (s.m. Morten Alsinger) i 1998 til gennembrudet med Nordkraft i 2002. Indimellem kom novellerne Superego i 2000, men forfatterskabets stærke slutsten kom efter hans for tidlige død i 2008 i form af den posthume Afrika-trilogi, Eksil, Revolution og Liberty.
Da Eksil udkom i 2009 anmeldte jeg den med betydelig begejstring. Jeg læste romanen som et kunstnerisk totalblik på tilværelsens brutale antipoesi, fortalt i den forsømte og fortabte 15-årig stigmatiserede Samanthas inciterende vredessprog. Det var derfor med en vis forventning, at jeg tog til Ålborg for at se dramatikeren Andreas Garfield og instruktøren Mikkel Flyvholms versionering til scenen. Og forventingerne blev indfriet: stilen og stemningen fra romanen er bevaret, barskheden, kynismen, livsleden, dødsdriften. Til gengæld får forestillingen fradrag i karakteren for nogle sære fremmedlegemer, som vi vender tilbage til om lidt.
Eksil er fortalt af britiske Samantha, hvis forældre er ved at gå på røven med et hotel i Tanzania. Mens moren (neurotisk forsømte Mette Kolding) kyler sundownere i liggestolen, rakker faren (iskolde og kyniske Henrik Birch) rundt på kontinentet, officielt som forretningsmand, reelt som våbensmugler og revolutionær lejesoldat for dem, der vil betale. Storesøster Alison (blide og behjertede Signe Skov) er Samanthas trygge base, men da hun først arbejder i England og senere gifter sig med en hollænder, driver den 15-årige sine egne uheldsvangre veje.
I sin søgen efter omsorg og opmærksomhed, flakker hun fra favn til favn, men forgæves. Til sidst byder hun sig til overfor farens kompagnon, Victor (farlige og kalkulerende Jacob Lohmann), der tager for sig af retterne uden skrupler. Da det viser sig at hans kone er på vej til Tanzania med deres nyfødte søn, skodder den fuldvoksne lejesoldat den purunge pige uden at blinke.
Samantha har præcis den erotiske desperation på scenen, som gjorde romanfiguren så farligt tiltrækkende. Den dominerende rolle er stor og anstrengende, men Sofia Saaby Mehlum har fuld kontrol over alle rotationerne på pigens vej ned ad undergangsspiralen, fra det blidt indladende til det blinde raseri, kulminerende i den blodigt brutale finale. Hun bærer stykket.
Scenograf Louise Beck har bygget en fleksibel og transperent bungalow med flere værelser, der fylder hele scenelængden. Øverst hænger et triptykon af storskærme, som har to funktioner. Dels videotransmitteres der live fra scenografiens sekundære rum, dels bringes der interviewsekvenser med lærere, der i sin tid underviste på den skole, hvor Jakob Ejersbo hentede sit stof. Disse optagelser, som stammer fra teaterfolkenes researchsrejse, er problematiske.
Sagen er, at karakteren Samantha til dels er bygget på en virkelig pige ved navn Terry Schott. Selvom Jakob Ejersbo bringer en note forrest i romanen, hvor han fastslår, at der er tale om et fiktionsværk, og at navne, steder og personer ikke skal opfattes som virkelige, har Teater Nordkraft altså sat sig for at skabe kontakt mellem virkelighed og fiktion. Derfor får vi disse videoindslag på storskærmene, hvor kostskolens lærere fortæller om Terry, ja sågar viser billeder fra begyndelsen af 80’erne, taget kort tid inden hendes død som 15-årig.
Men hvorfor? Kunstnerisk har videoindslagene absolut ingen pointe. De er mildest talt meget rustikt produceret, hjemmevideo af billigste slags. Men hvad værre er: det virker det som et forræderi mod fiktionen. I bedste fald kan disse klip bruges til at kaste litteraturhistorisk lys over Jakob Ejersbos arbejdsmetode, og Teater Nordkraft burde vel bare have brugt dem som bonusmateriale på YouTube i stedet for (forgæves!) at integrere dem i stykket.
Men all right. Når man transformerer fra en genre til en anden, må man naturligvis eksperimentere med formsproget, og Andreas Garfield og Mikkel Flyvholm holder sig heller ikke tilbage. De har for eksempel fløjet nogle sydafrikanske statistskuespillere ind, og i første omgang virker de blot som sort staffage, men til sidst fungerer de som symbolske eksponenter for de mennesker – afrikanerne – som de hvide aldrig lærer at forstå, men som Samantha identificerer sig med. I romanen omtaler hun sig selv som grå indeni. På scenen proklamerer hun, at hun vil blive dræbt af de hvide, hvis hun kommer til England, fordi hun er sort.
Og apropos farver: Da anden akt åbner, får Alison hårvask og massage af sin mand, der samtidig deklamerer et digt. Jeg husker simpelthen ikke denne scene fra romanen, det er muligt at den overhovedet ikke er med? Det afgørende er, at digtet genkendes som S.T. Coleridges klassiske epos The Rime of the Ancient Mariner fra 1798 om en kaptajn, der skyder en albatros, som ellers var et godt varsel for de søfarende, hvorefter hans besætning hænger den døde fugl om hans hals som et møllehjul. I dette digt optræder en kvinde, der kaldes Night-mare Life-in-Death. Hun er dødsensbleg i ansigtet, og netop sådan ser vi Samantha udvikle sig. Da hun styrtdykker ned i et misbrug af kokain, bliver det hvide pulver tværet ud over hendes ansigt som en smagløs sminke. Den hvide pige, der føler sig sort, bliver maskeret hvid som et skæbnetegn.
Teater Nordkraft tager sig interessante fortolkningsfriheder, og det er helt efter bogen, at det ikke er helt efter bogen – om jeg så må sige. Pludselig står spillerne med groteske hundemasker som passive tilskuere til Samanthas deroute, og man forstår ikke helt meningen, men man mærker stemningen. Ingen bliver skånet i romanen, heller ikke læseren, og ingen bliver skånet i teatersalen, heller ikke publikum. Jo, det skulle da kun lige være for det kynisk-kuldslåede replik, som Jakob Ejersbo lukker romanen med. Men den skal man læse sig til.
Eksil har sine fejl, mangler og uforståeligheder, herunder et lige lovlig voldsomt forbrug af lyd, lys, røg, film, masker, blod, lort og pulver. Men stykket fungerer, fordi Samantha er sådan en rørende karakter, og fordi Sofia Saaby Mehlum spiller hende så overbevisende.
Eksil, manuskript af Andreas Garfield efter Jakob Ejersbos roman, instrueret af Mikkel Flyvholm. Spiller til den 27. marts på Teater Nordkraft, Ålborg.