Pias pointe

Desværre var der ikke plads til denne kommentar i Weekendavisen i denne uge, så jeg nøjes med at offentliggøre den her, den 8. februar 2013.

Kommentar. Lars Hedegaards ytringsfrihed er vores alles ytringsfrihed.

Hvad var motivet for trisdagens angreb på Lars Hedegaard?

Jeg er sikker på, at vi alle – alle! – tænkte at gerningsmanden må være en radikal muslim, der ønskede at dræbe Trykkefrihedsselskabets formand af politiske grunde. Det virker sandsynligt, og det vil passe ind i det store billede af den dokumenterede islamistiske terrortrussel.

Politiet sagde dog allerede tirsdag aften, at de undersøgte flere motiver, og også den svenske terrorekspert Magnus Rantorp advarede mod at drage for hurtige konklusioner. Gad vide om ikke det er læren fra Oslo og Utøya, hvor alle havde forventet at gerningsmanden var muslim, hvad han så viste sig ikke at være. Også i andre akutte situationer, har man – jeg har i hvert fald – konkluderet på grundlag af, hvad der skulle vise sig at være for mangelfulde oplysninger.

Man bør med andre ord passe på med ikke at udpege gerningsmandstyper, som der ikke er belæg for, også selvom det af lutter raseri og fortvivlelse er svært at bevare besindigheden. Så meget desdo flottere er det, at de politiske partier – fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti – stod sammen om at fordømme skuddet mod Lars Hedegaard uden at konkludere for meget.

Politikerne udtalte sig med fynde og fornuft, og det føltes godt at være repræsenteret af alle på én gang. Det føltes især godt at Pia Kjærsgaard kommenterede sagen på en måde, som man kun kan støtte helhjertet. Hun sagde: “Jeg er stærkt berørt over det, Lars Hedegaard i dag er blevet udsat for. Det er uforståeligt og rystende, hvis motivet er politisk. I så fald viser det, at det er blevet farligt at benytte sig af vores grundlovssikrede ytringsfrihed. Det er helt afgørende, at gerningsmanden bliver fanget så hurtigt som muligt, og at vi får skabt klarhed over, hvad det bagvedliggende motiv har været. Såfremt udåden er politisk motiveret, er det et anslag mod vores demokrati og vores frihed. I forsvaret af dette håber jeg, at vi alle står sammen.”

Jeg er enig fra ord til andet. Hvis motivet er politisk, som Pia Kjærsgaard siger, er der ganske korrekt tale om et anslag mod mere end en person (hvilket naturligvis er slemt nok i sig selv), for i så fald er angrebet rettet mod demokratiet som institution. Dermed er vi alle blevet beskudt, og derfor har vi alle pligt til at være solidariske med Trykkefrihedsselskabets formand, om vi er enige med ham eller ej i den politiske strid.

Hvis angrebet på Lars Hedegaard er politisk, kan der vel næppe stå professionelle bag, så talentløst, som det blev udført. Rigtige lejemordere kan sandsynligvis godt ramme et stillestående mål på få meters afstand. Det gør dog ikke forbrydelsen mindre uhyggelig. Tværtimod bekræfter det, at efterretningstjenesternes ellers ganske effektive overvågning, som flere gange har ført til anholdelser af terrorplanlæggere i tide, ikke giver nogen garanti imod angreb.

Mens vi venter på, at politiet opklarer sagen, må vi holde fast i én ting: Lars Hedegaards ytringsfrihed er vores alles ytringsfrihed, vores alles ytringsfrihed er forudsætningen for demokratiet, demokratiet er forudsætningen for friheden.

Find den skyldige, afdæk hans motiver, og giv ham den straf, der tilkommer ham som gerningsmand til enten et drabsforsøg eller en terrorhandling. Indtil da, lyt til Pia Kjærsgaards velplacerede pointe, som er lige præcis så politisk partiløs, som situationen kræver.

Og så i øvrigt:

Den 6. februar 2013

Kære Trykkefrihedsselskab

Ingen mennesker skal trues eller angribes for deres holdninger. Jeg vil derfor gerne sende en ubetinget solidaritetshilsen til Lars Hedegaard efter nyheden om dagens attentatforsøg. Jeg har netop set korte nyhedsinterviews i tv med Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Pia Kjærsgaard, og jeg følte mig godt repræsenteret af politikerne, der i enighed fordømte attentatforsøget og stod vagt om ytringsfriheden.

Det glæder mig, at Lars Hedegaard er uskadt.

Med venlig hilsen
Klaus Rothstein

Den 8. februar 2013:

Kære Klaus Rothstein

Tak for din opbakning, som jeg lader gå videre til Lars & Co.. Nu må vi håbe, at politikerne vil gøre noget ved udfordringerne, bl.a. fjerne §140 og §266b, så ingen – med henvisning til disse straffelovsparagraffer – kan føle sig legitimt krænkede.

Dbh Kit/TFS

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.