Weekendavisen den 9. august 2013.
Livslinier. En selvmordstruet soldat. En psykologistudernede smuk pige. Soldaten og Jenny genskrevet…
Soldaten og Jenny – den titel klinger jo ganske bekendt. Peter W. Bredahl har nemlig planket den direkte fra Johan Jacobsens kanoniserede film over et Soya-skuespil (1947) til sin nye roman, hvor hovedpersonerne har både navne og stiltræk til fælles med Poul Reichardt som soldaten Robert, Bodil Kjer som pigen Jenny og Gunnar Lauring som charlatanen Gustav Skow.
Signalet er sendt, og det er jo meget sjovt, men ikke gennemført med nogen konsekvens eller egentlig litterær begrundelse? Temaer som selvmord og abort er fælles for film og roman, mens ligheden brydes radikalt andre steder, og det er jo fint nok, hvis forfatteren på den måde skaber et kunstværk i sin eget ret. Men, men, men.
Den 21-årige Jenny er ikke længere en forsagt ekspeditrice, men en fornuftig og ansvarsfuld psykologistuderende, der er flyttet til Vesterbro fra Vendsyssel for at studere. Hun har været igennem et mildt opgør med sine forældre og den kristne frikirke, de tilhører, og nu går hun sine egne veje. Hun løsriver sig også fra en ældre studerende, som hun har haft et forhold til, charlatanen Gustav, uden at fortælle ham, at han havde gjort hende gravid og hun har fået en abort. Samtidig begynder Jenny frivillig på Livslinien, en telefonrådgivning for selvmordstruede.
Den jævnaldrende Robert er hjemme på orlov fra sin udstationering som kampsoldat i Helmand, Afghanistan. Han er i en elendig psykologisk forfatning, fordi hans soldatermakker og bedste ven siden barndommen, Stephan, kort forinden er blevet dræbt ved en vejsideeksplosion. Robert sad med sin døende ven i armene, og nu bærer han på så megen smerte og vrede, at han overvejer selvmordet som en udvej. Sådan krydses vejene for Soldaten og Jenny.
I en række parallelle historier hører vi om andre suicidale skæbner, om samtalerne på rådgivningslinien, og om det traume, der hviler om Jennys familie. Da hun var tre år gammel, mistede hun sin storesøster, Helen, der led af sclerose. Det eneste minde om storesøsteren, er et gammelt sort-hvid foto, hvor hun er i herrepyjamas sammen med en veninde. Da Jenny opdager, at veninden på billedet er identisk med en lektor fra psykologistudiet, bliver hun nysgerrig. Hun opsøger lektoren for at få mere at vide om søsterens liv, og vi fornemmer at der er ugler i mosen. Men først på de sidste sider, får vi forløsningen i form at et plottwist eller to. Måske var det ikke sygdommen, der slog Helen ihjel. Hvad ved forældrene egentlig? Og hvad ved lektoren?
Peter W. Bredahl har ifølge forlaget selv været frivillig på Livslinien, og derfor hviler der en indsigtsfuld autenticitet over de selvmordstruedes tanker og rådgivernes forsøg på at hjælpe. Også beskrivelsen af den traumatiserede soldats desperate ensomhed er troværdig (og perfekt i tråd med de skildringer af mentalt sårede soldater, som danske forfattere dyrker flittigt i disse år), ikke mindst når Robert giver udtryk for, at hans liv kun giver mening i missionsområdet, mens orloven hjemme i København er meningsløs. Han har brug for at være blandt andre soldater for at have en identitet, og han forsøger at dulme sin plagede hjerne med stoffer, mens han fingererer ved den tyske Luger-pistol, han han har arvet fra sin farfar, der erobrede den som frihedskæmper.
Soldaten og Jenny handler om livskriser, samlivskriser, moral og individets kamp for frihed. Krigen, døden, sorgen og selvmordstankerne er umiddelbart romanens hovedanliggende, men Peter W. Bredahl interesserer sig også for kærlighedstab og menneskelige jalousi, og det har givet ham ideen til det udmærkede kriminalistisk-psykologiske spor om Jennys søsters død, som desværre behandles med en lidt stedmoderlig mangel på interesse.
Som skønlitteratur slår romanen desværre slet ikke til. Hverken i komposition eller sprog er der noget at begejstres over, og der hviler sådan en flad stemning af hobbyskrivning over bogen. Dens brugs- og nytteværdi er jeg imidlertid ikke i tvivl om. Soldaten og Jenny kan sandsynligvis bringe viden, forståelse og klarhed for læsere, der kan identificere sig med personernes livssituationer, og det skal man jo absolut ikke se ned på. Men som genskrevet film eller roman i egen ret fungerer den kunstnerisk ikke.
Peter W. Bredahl: Soldaten og Jenny. Roman. Hovedland.