Dobbs, Willimon, Fincher: House of Cards

Korthuset. Hvad Dracula er for baby-sitting, er House of Cards for politikken, sagde en tidligere engelsk premierminister. Nu bringer streamingstationen Netflix den amerikanske udgave af serien om magt og manipulation til Danmark.

Jern og ild

De to amerikanske betalingskanaler Netflix og HBO er netop nu ved at presse sig ind på det nordiske tv-marked. Det vil ikke alene forandre vores fjernsynsvaner radikalt. Det vil også føre til nye, interessante udviklingssamarbejder mellem amerikanske og danske serieskabere.

Dét vender vi tilbage til, men først skal det handle om det splinternye tv-drama, som Netflix bruger som rambuk for at komme ind i vores stuer. For mens udbuddet af film bogstavelig talt er so last year, ligner Netflix’ første egenproducerede serie et regulært scoop.

House of Cards er et klassisk politisk Washington-drama fra korridorerne i The White House og Kongressen på Capitol Hill. Serien er et remake af en britisk tv-serie af samme navn, som BBC indspillede i 1990, baseret på det første bind i det centralt placerede britiske parlamentsmedlem Michael Dobbs’ romantrilogi House of Cards (1989), To Play the King (1992) og The Final Cut (1995), der oprindelig foregik i og omkring 10 Downing Street i 80’erne, hvor han var politisk rådgiver for premierminister Margaret Thatcher. Og romanen var inspireret af og løseligt baseret på udødelige magtdramaer som Shakespeares Macbeth og Richard III.

I Netflix-versionen er handlingen henlagt til USA lige nu. I første afsnit – stilsikkert instrueret af David Fincher – er vi med til nytårsaften 2013, hvor amerikanerne netop har valgt en ny præsident, som forud for indsættelsesceremonien, er ved at sammensætte sin første regering. Vi møder seriens hovedperson, den magtfulde politiker Francis Underwood – spillet som en iskold og politisk genial manipulator af fremragende Kevin Spacey – som har mange gode grunde til at vente på en opringning fra den nyvalgte præsident – det ligger i luften, at han skal være udenrigsminister. Han har skrevet præsidentens udenrigspolitiske program, og han har som ideologisk chefindpisker holdt styr på både partiet og kampagnen. Han fortjener posten. Han har ret til posten.

Men Francis Underwood bliver ikke udenrigsminister. Præsidenten har brug for ham i rollen som hård hund i Kongressen. Han skal drive politikken frem, få lovarbejdet til at fungere, sørge for at præsidenten bliver en succes. I sin tiltrædelsestale lover præsidenten en reform af hele det amerikanske uddannelsessystem inden 100 dage. Francis skal levere varen.

Ydmyget bider han skuffelsen i sig og påtager sig opgaven. Udadtil er han nemlig præsidentens loyale væbner, men indadtil begynder han i al diskretion at trække i trådene. Og ingen behersker konspirationens kunst som mesterlobbyisten Francis Underwood, der bliver inspireret og støttet af sin smukke isdronning af en hustru, Claire, som i Robin Wrights fortolkning er en kold og kynisk skid, der nyder at fyre medarbejdere i den miljøorganisation, hvor hun er direktør. Som Francis siger: “I love that woman. I love her more than sharks love blood.”

Velskrevne replikker som denne er jo bjergtagne nok i sig selv, men når Francis Underwood leverer den med blikket stift rettet mod os seere, bliver effekten – ganske som i den originale BBC-serie – ekstra markant. Det er som at være der selv.

Og nu vi er ved manuskriptforfatter Beau Willimons eminente sans for ord, skal vi også lige fejre den måde, han karakteriserer Claire gennem en af hendes seje replikker. Da Francis – til sin kones signifikant underspillede enorme tilfredshed – har valgt at tage kampen op med præsidentens stabschef, spørger hun ham, hvordan det går. Han svarer, at der er iron in the fire, hvilket jo også giver god mening på dansk. Men betydningen er dobbelt. Man kan sige, at Francis har mange jern i ilden – og at han har lagt i kakkelovnen. Med andre ord: Han forbeder sine politiske manipulationer, mesterspillet er i fuld gang, og Claire smiler sit kolde smil: “I like iron. But I love fire.”

I et politisk magt- og manipulationsdrama skal der naturligvis være en reporter, her den unge og ambitiøse – men også journalistisk amoralske – Zoe Barnes (Kate Mara) fra fiktive The Washington Herald. I et forsøg på at kravle op i avisens hieraki, henvender hun sig til Francis Underwood med et desperat tilbud: Hvis han vil fodre hende med nyheder, vil hun bringe dem uden at afsløre ham som kilde. Han spørger hende, hvad der får hende til at tro, at han ikke allerede har sådan en aftale med en anden journalist. Hun svarer, at i så fald ville han slet ikke bruge tid på at tale med hende. Og så er der lagt et jern mere i ilden.

Francis Underwood fjerndirigerer præsidenten ved at fjernredigere avisen. Han lækker oplysninger og dokumenter på den mest intrikate måde, vælger sig en nyttig idiot, som han kan manipulere med, og sørger for hele tiden at have noget på alle. Først skandaliserer han ham, der er udset til at være udenrigsminister. Så kører han undervisningsministeren ud på et sidespor. Til sidst beslutter han, hvem præsidenten vil udpege som ny udenrigsminister, og da han giver Zoe Barnes tippet, spørger hun, om han er sikker. Svaret er typisk for mestermanipulatorens forvaltning af sin usynlige magt: “Skriv navnet i avisen – og hør derefter præsidenten sige det.”

Francis Underwoods evner som dukkefører er uden grænser. Ingen kan som han skrive nye kapitler til manualen om Washington som politisk maskinrum, og ingen kan som han gennemskue mennesker og motiver på Capitol Hill. Som han siger: “Nobody is a boy scout, not even the boy scouts are boy scouts.” Nej, spejderdrengene er ikke spejderdrenge, og magten tilhører den, der kan gennemskue de andres motiver. Det fremgår også af en klassisk replik, som Francis har arvet fra sit engelske forlæg, hvor navnet var Francis Urquhart. Han lagde ofte røgslør over en samtale (og virkelighedens britiske politikere endte med at kopiere ham) på denne måde: “You might very well think that; I couldn’t possibly comment.” Så måtte man tolke det efter betoningen.

House of Cards er politisk drama, når det er bedst. Dejligt fri for spin, men fuld af strategi og manipulation. Forfatteren Michael Dobbs, der altså var højtstående konservativ MP i London i 80’erne, skriver på sin hjemmeside, at John Major, der overtog posten som premier minister efter Margaret Thatcher, engang sagde til ham, at House of Cards var for politikken, hvad Dracula var for baby-sitting. Det tog forfatteren som en kompliment.

Til sidst må vi lige have med, at House of Cards også tager sig godt ud som filmkunst, og at få nye formgreb skaber helt indtryk, for eksempel når Francis og Claire sms’er til hinanden og tekstbeskederne træder ud fra telefonen i skarpe “talebobler”. Vildt cool!

Ok, amerikanerne kommer med netstreaming, som ændrer vores måde at forbruge tv på. Men de kommer med mere end det. I denne uge kom nemlig nyheden om, at HBO Nordic har sendt massive følere ud til danske produktionsselskaber. De vil nemlig gerne skabe samarbejder om dansk-amerikansk co-producerede serier. Det handler ikke mindst om, at amerikanerne kan se klare kvaliteter i danske serier som Broen, Borgen og Forbrydelsen. Men det handler også om, at de gerne vil erobre markedet for serier, der går på tværs i både sprog og handling.

Hvad det sidste angår, har Netflix allerede høstet en massiv succes i Norge med serien Lilyhammer, en serie om en amerikansk gangsterboss, der vidner mod sine egne, og derfor bliver gemt af vejen i et vidnebeskyttelsesprogram i Lillehammer i Norge. Serien fik premiere som almindelig tv-serie på NRK for et år siden, og næsten en million seere så med.

Der flirtes på tværs af Atlanterhavet, og de nordiske lande står sig godt på det amerikanske seriemarked – og omvendt. Derfor må vi også lige fejre, at House of Cards’ visuelle skarphed ikke mindst skyldes chefen for seriens cinematography, filmfotograf Ejgil Bryld. Han er såmænd pæredansk, og i øvrigt gift med forfatteren Naja Marie Aidt.

‘House of Cards’ er baseret på Michael Dobbs’ romaner og er udviklet og co-produceret af manuskriptforfatter Beau Willimon, instruktør David Fincher og Keven Spacey. Serien har international premiere den 1. februar, hvor Netflix-abonnenter kan streame alle 13 afsnit i den første sæson. Der er planlagt ialt 26 episoder.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.