Lampedusa

Weekendavisen den 11. oktober 2013.

Kommentar. Folk bliver hjemme, hvis de har et livsgrundlag. De bryder kun op, når de er nødt til det. EU må finde svar, der ikke kun handler om grænsekontrol.

Forleden kom jeg til at læse kommentarsporet under en artikel på jp.dk om sidste uges tragiske brandkatastrofe på emigrantbåden ud for Lampedusas kyst.

Fuld af forståelse for alle gode argumenter for at Europa ikke kan lade sine døre stå på vid gab for alle emigranter – det jo ren logik – blev jeg nu alligevel en smule forskrækket (og hvorfor egentlig, jeg kender jo stemningen i folkehavet) over nogle af læsernes kommentarer.

I artiklen sagde Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm, at Europa må sætte respekten for menneskeliv højere op på dagsordenen. Landene ved EU’s ydergrænser skal hjælpes med en bedre overvågnings- og redningsindsats i Middelhavet og med mere effektiv sagsbehandling af asylansøgninger, så folk kan blive fordelt eller sendt ordentligt tilbage, mente han, og var dermed på linje med både den italienske regering og Paven.

Hvem kan være uenig? Det kan jp.dk’s læsere! Mildest talt. Ikke mindst en fyr ved navn Martin Hansen, som skraber bunden: “Vi skal have fundet et sted at opbevare alle de illegale indvandrere, samt fået dem forklaret at de ALDRIG vil opnå opholdstilladelse. Der er ingen ende på indvandringen fra Afrika. INGEN. Og spørgsmålet kraftidioten Kamm ikke svarer på, er hvor mange. 10.000.000 mere? 100.000.000 mere? 500.000.000 mere? Der..er…ingen…ende. Hvis prisen for at holde dem væk er 200.000 døde om året, så er det fint med mig.”

For det første lægger denne Martin ord i munden på “kraftidioten Kamm”, der aldrig har sagt at emigranterne bare skal have opholdstilladelse. Kender jeg ham ret (og det gør jeg, for jeg har engang arbejdet sammen med ham i Dansk Flygtningehjælp), mener han, at folk med behov for beskyttelse på grund af krig og forfølgelse skal have asyl i henhold til FN’s Konvention om Flygtninges Retsstilling og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Om de har dette legitime behov, kan kun en egentlig sagsbehandling afgøre.

For det andet gør Martin Hansen sig vel skyld i en af de mest usympatiske og skamløse udtalelser siden Tom Behnke i 1997 var klar til at sende somaliere hjem med faldskærme på ryggen. 200.000 døde om året er “fint” med Martin Hansen. Jøsses! Og ham er man landsmand med! For perspektivets skyld må vi lige have med, at man anslår, at Middelhavet har taget ca. 20.000 emigranter i løbet af de seneste ca. 20 år. Martin har altså et par nuller mere at rutte med.

Sagen er at Lampedusa er en europæisk forpost, hvortil emigranterne rejser, hvad enten de har et beskyttelsesbehov – for eksempel som flygtninge fra Syrien eller Somalia – eller søger et alternativ til fattigdom. Det giver derfor ingen mening at omtale dem alle som “asylsøgere”, “flygtninge” eller “illegale indvandrere”. Asylsøger er man først, når man har indgivet en ansøgning om asyl. Flygtning bliver man først, når man er anerkendt som sådan. Og illegal er man jo kun, når man krydser en grænse uden at have en gyldig tilladelse.

Indtil emigranternes skæbne er afgjort, befinder de sig i et både menneskeligt og juridisk tomrum. Nogle af dem kan anerkendes som flygtninge, andre kan ikke. Fattigdom og et usselt og udsigtsløst liv udløser i sig selv ikke opholdstilladelse i Europa, og emigranterne kan ikke diffundere videre til et andet land fra den isolerede ø. Alle om bord på båden til Lampedusa var emigranter og sandsynligvis potentielle asylansøgere. Men illegale? Nej.

Mens ligene bliver bjerget ved Lampedusa, i skrivende stund 211 og flere imorgen, breder rådvildheden sig. Hvordan undgår vi dette moralske morads? Kan vi europæere leve med at folk dør på vores dørtærskel? Hvornår holder dette op med kun at være et juridisk-praktisk spørgsmål? Hvornår ser vi det også som et samvittighedsspørgsmål? Ikke at vi skal byde alle velkommen, det skal vi ikke, men hvordan kan vi sørge for at færre drukner i forsøget på at nå Europa?

EU har et asylsamarbejde, der går ud på at afvise mennesker ved de ydre grænser. Det betyder af lande som Grækenland, Italien og Spanien af geografiske årsager må løse enorme opgaver på hele Europas vegne. Derfor så alle EU-lande også gennem fingre med den lokumsaftale som Italiens Silvio Berlusconi og Libyens Mohammar Gadaffi lavede i sin tid, hvor italienske marinefarttøjer fik lov til at patruljere i libyesk farvand for at stoppe emigrantskibene, mod at Italien til gengæld byggede infrastruktur i Libyen. Nu er både Berlusconi og Gadaffi væk, heldigvis. Men samtidig er der øget trafik på menneskesmuglernes marked væk fra den afrikanske kyst, og som bekendt følger man ikke søsportens sikkerhedsråd i den branche.

Immigration til Europa har altid fundet sted, også den illegale, som man har tolereret i stor udstrækning. Hvem har for eksempel plukket alle tomaterne i Italien og Spanien? Eller knoklet på byggepladserne? Det har i høj grad den billige og ulovlige arbejdsstyrke fra Afrika, hvoraf mange, nu hvor de mister deres jobs på grund af krisen, søger mod bl.a. Danmark, hvor de lever som flaskesamlere i byens parker. De skal jo tjene penge for at forsørge familien i hjemlandet.

Folk bliver hjemme, hvis de har et livsgrundlag. De bryder kun op, når de er nødt til det. Derfor kan man bedst begrænse migration – og her taler jeg ikke om flugt fra krig og forfølgelse – ved at bekæmpe fattigdom, ikke mindst den fattigdom, som den rige del af verden selv har et medansvar for. Hvorfor skal EU’s fiskerflåde tryne lokale småfiskere og trawle de farvande igennem, som ellers skal brødføde afrikanerne? Vi tager maden ud af munden på folk, som tvinges på fattigdomsflugt mod vores verdensdel.

I regeringsgrundlaget er en hensigtserklæring om hen ad vejen at øge den danske udviklingshjælp til 1% af bruttonationalindkomsten. Det mål er mig bekendt ikke nået endnu. Spørgsmålet er om det overhovedet nås. Venstre har i hvert fald meddelt, at de vil spare på den danske udviklingshjælp under henvisning til de svære økonomiske tider. Men målet bør være det modsatte. At øge den målrettede fattigdomsbekæmpelse.

Martin Hansen fra jp.dk – og mange med ham – er ikke belastet af nogen humanitær samvittighed. Det samme kan man sige om Gyldent Daggry i Grækenland og andre immigrantfjendtlige bevægelser, der gror i krisens skygge. Så mens Martin poster sine modige kommentarer på jp.dk og daggrysfolkene banker sorte i Athens parker, tæller redningsmandskabet ligene ved Lampedusas kyst. I dette minefelt må EU finde svar, der ikke blot handler om effektiv grænsekontrol, men om at begrænse menneskers behov for at bryde op hjemmefra, hvad enten det skyldes krig eller fattigdom. Og det er ikke nok at bekæmpe menneskesmugling. Menneskesmugling følger nemlig markedets logik. Når der er efterspørgsel, er der udbud.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.