Læsøs lyksaligheder

Weekendavisen den 9. august 2013.

Øen i søen. En flok kokke, en håndfuld digtere, en kunstentreprenør og en tårnejer. Der er festival for jomfruhummere og for litteratur.

Der dukker af disen den dejligste ø, og piloten placerer blødt sin lille pilleæske med propeller på Læsøs landingsbane. I dag er der Jomfruhummerfestival på havnen. I morgen er der litteraturfestival i kunsthallen. Den første ramler jeg ind i, den anden skal jeg være med til.

Det er mit første besøg på øen, og hvad ved jeg egentlig om den? Noget om Asger Jorn og Per Kirkeby. Noget om tanghuse og saltsydning. Noget om at Christian Kampmann blev slået ihjel i et jalousidrama i et sommerhus her for efterhånden 25 år siden. Den slags.

I lufthavnen i Roskilde har jeg mødt mesterkokken Erwin Lauterbach, der skal sidde i dommerpanelet og være med til at vælge den bedste ret ved dagens festival for det, de kalder Læsøs guld, jomfruhummeren. I den lille afgangshal hilste jeg også på Torsten Schmidt, talentfuld og kreativ køkkenchef, der høster priser som radiser.

Kokkefolkene skulle med privatfly, men vi sagde bare på gensyn om lidt, for større er øen og havnen jo ikke. Så gik jeg afsted med piloten fra Copenhagen Air Taxi, der personligt henter sine passagerer. Småt er godt, tænkte jeg. Men så skulle jeg smide både bælte og briller, for alt skulle gennemlyses som på en international flyvning. Selv en Läkerol-pakke i min lomme skulle gennem maskinen. “Der er aluminium i dem der,” sagde manden, og jeg lignede et spørgsmålstegn.

Terrorsikring er godt. På flyvepladsen i Læsø er den nu reduceret til et hegn med hønsenet på cirka 80 centimeter mellem P-pladsen og landingsbanen, og det skal jo nok forhindre Al Qaeda i at slå til på øen. Men da jeg tager hjem efter to dage tænker jeg alligevel, at jeg jo kunne have fået en medsammensvoren til at sejle våben ind fra Frederikshavn, og så kunne jeg have tvunget flyet ned i den nærmeste ørkenstat. Den hedder Anholt og ligner sig selv fra luften.

Min vært på øen hedder Jon Eirik Lundberg. Han driver Læsø Kunsthal og er arrangør af en mikroskopisk litteraturfestival. Festivaler må man jo have. Øen har netop haft en for kunst. Og en for vævning. Og altså også en for jomfruhummere, nu for tiende gang. Den er et tilløbsstykke, opdager jeg, da jeg går ned i fiskerihavnen, hvor turisterne flokkes, mens måger så store som hunde sidder på tagrygningerne og kaster skrig ud af de lange gule næb.

Læsø Kunsthal er indrettet i en gammel smedje, som Jon Eirik Lundberg overtog for et par år siden. Her arrangerer han udstillinger, mens hans kone, kunsthåndværkeren Helene Høie, sidder i sit værksted ovenpå og arbejder, blandt andet med ornementeringer i guld og sølv på smukt svungne piber, som den internationalt anerkendte pibekunstner Anna Julie fra Læsø designer og skærer.

Men hvordan er dette norske par havnet på øen i Kattegat? Jon Eiriks historie er denne:

I 1999 var han en ung mand med digterdrømme i Oslo. En dag så han på Cinemateket en film hvor Thorkild Bjørnvig fortalte om Karen Blixen, og det slog ham, at dansk var et smukt sprog, og han fik en ubændig lyst til at bo i København. Heldigvis mødte han en familie, der gav ham husly på Frederiksberg, og senere boede han halvandet år i et koldt, uisoleret lokale i Sankt Peder Stræde, hvor han sov på en madras på gulvet og varmede dåsemad i en æggekoger.

Lokalet var ikke godkendt til bolig, og på døren hængte Jon Eirik et navneskilt for forlaget Caligula, som han havde oprettet for at udgive sine egne digte. Når han ikke skrev, arbejdede han som statist på Det Kongelige Teater. Han husker det som en meget digteragtig tid, nærmest hamsunsk, meget fri, men også meget sørgelig.

Efter syv år i København, begyndte Jon Eirik Lundberg at læse filosofi. Han vidste at den norske filosof Hans Kolstad havde bosat sig på Læsø, fordi hans kærestes tante havde et hus, hvor han kunne skrive bøger, oversætte franske filosoffer og redigere den norske udgave af Platons samlede værker. Og nu skrev den unge mand til mesteren, og spurgte om han måtte blive privatelev hos ham og få intensiv vejledning til sit bachelorprojekt om Henri Bergson. Det måtte han gerne.

Jon Eirik og Helene flytter til Læsø. Han skal studere, hun skal arbejde. De indretter værksted og atelier i en gammel lade, og det går godt. Efter nogle år flytter de igen til København, men bevarer tilknytningen til øen, hvor Jon Eirik forelsker sig i Klokkebøjen, et brunt værtshus på havnen, kondemneret og klar til nedrivning. Han får lov at låne det, og åbner galleri.

Noget tid efter bliver den gamle havnesmedje ledig, og den norske kulturentreprenør får en lejekontrakt. Han ser store muligheder i den statelige bygning med den høje port. Når sådan en port åbner sig, bliver alle nysgerrige, siger han. Her drømmer han om at realisere en plan, som også Hans Kolstad havde haft, men som var gået i sin mor igen, nemlig ideen om et center for skandinavisk kunst og kultur. Læsø har altid været et transitsted for Danmark, Norge og Sverige, siger han. Måske er øen udkant for København, men den er centrum for Skandinavien.

Hans Kolstads og Jon Eiriks vision har en forbundsfælle i digteren Asger Schnack. Han kender ikke de to nordmænds tanker, men dagen efter deltager han i litteraturfestivalen i Læsø Kunsthal, hvor der netop er digtere med fra Danmark, Norge og Sverige. Asger siger, at vi skal læse hinanden på hinandens sprog, og at han drømmer om én fællesskandinavisk nation: København skal være hovedstad. Kongen skal komme fra Norge. Og landets navn skal være Sverige. Han ser frem til den dag, han med stolthed kan sige: “Jeg er svensk digter!”

På litteraturfestivalens program er Asger selv og forfatterne Jens Blendstrup og Stine Pilgård, som også deltog i Jomfruhummerfestivalen, hvor de læste nyskrevne tekster om – hummere og havdyr, selvom de begge har – viser det sig – særdeles anstrenge forhold til fisk. Stine spiser slet ikke den slags. Fisk er uhyggelige siger hun. De stirrer på hende.

Nede foran A/S Læsø Fiskeindustri er det omvendt. Her stirrer folk på fisk. Kokke i verdensklasse bakser med hummerne foran publikum, og der transmitteres til et par fladskærme i den udendørs hal. På forpladsen kan man købe jomfruhummersuppe, jomfruhummerfiskefrikadeller, pizza med jomfruhummer, terrin af hvilling og jomfruhummerhaler, paella med jomfruhummer osv. Imens har Torsten Schmidt travlt med at tilberede hummerne til pil selv i en blanding af branket hø, halm og lyng, hvorefter han anretter med dressing der, hvor de lyserøde klodyrs hjerne plejer at være. Han laver også en salat af agurk, peberrod og tang, og så bruger også noget der ligner sølvgrå bocciakugler som han smører noget creme ud på og trækker over med spiseligt sølvpapir, men det går aldrig op for mig, hvad det handler om.

Mens dommerne voterer, læser Asger, Jens og Stine op. Det er en svær opgave, for folk spiser og snakker imens, men der bliver også lyttet og klappet. Asger stiller spørgsmålet: “Drømmer jeg at jeg er en måge, eller er jeg en måge, der drømmer at den er mig?” Stine fantaserer om, at hummerne har taget magten på øen i et anfald af storhedsvanvid. Og Jens husker, at han som barn var bange for disse væsner fra havet, som har drøbelen siddende udenpå deres frygtelige munde.

Pludselig står Erwin Lauterbach ved siden af mig. De er færdige med at votere. Nu skal han nå at høre forfattere. De er gode, synes han. Men det var kokkene også, røber han. Han siger, at dommerne er utrolig kritiske, når de smager. Vi hyggespiser ikke, vi dissekerer maden, siger han. Vi glemmer næsten at smage helheden. Det er nok som når du genlæser en linie i en bog, du skal anmelde, siger han. Så kalder de fra scenen, han skal op og sidde i panel.

Overdommer Per Mandrup var overrasket over Torstens servering, selvom han godt vidste at han altid har været gal, sagde han. Og madskribenten Helle Brønnum Carlsen pointerer, at prisen gives for smagen, ikke for showet. Derfor troede jeg, at Torsten ville tabe. Der var nemlig ret meget show over hans præsentation i nogle gamle kasser, som han har fundet i en kælder under sin nye restaurant i Tivoli. De skulle forestille en picknickkurv og fungere som madpakkehyldest til de fiskere, der tager på søen for at hente hummerne hjem.

Men han vandt, Torsten. Smagen slog trods alt showet. På scenen takker han for prisen og siger, at Paul Cunningham nu ikke længere kan drille ham med at han ikke har vundet Læsø. Nu står de lige, mener han vist. Men så siger en dommer: “Paul har vundet her to gange!”

Bagefter møder jeg Torsten. Han er glad for prisen, selvom konkurrencen kun er for sjov. Det er godt at vi kommer ud af vores kælderrum med fliser på væggene og møder hinanden, siger han. Men det er ikke som til de store konkurrencer, hvor man virkelig træner inden.

Hummerne hummer sig. Havnen pakker sammen. Henad klokken seks bliver flagalleen ned gennem hovedgaden i Østerby Havn pillet ned. Nu handler det om litteraturen i kunsthallen.

Marianne Larsen er ankommet. Det samme er Erling Kittelsen fra Norge og den svenske psykiater og digter Ulf Karl Olov Nilsson, bedre kendt som UKON. Han læser op fra de tekster, som han hver dag skriver på Twitter. Det er små eksistentielle spørgsmål:

“Hvordan skal de frie oplyse de ufrie om hvad de skal gøre for at blive frie?”
“Hvordan ved jeg om jeg har vetoret?”
“Er spørgsmålet om hvem der begyndte altid barnligt?”
“Hvad er verdens mest usædvanlige situation?”
“Hvordan kan man forbedre sin selvagtelse og samtidig lære at springe over i en kø?”

Tyg lidt på dem…

I kunsthallens lounge er der kun plads til cirka 25 gæster. Flere behøver der heller ikke at være, før det hele er en succes. Det er jo ikke Louisiana. Det er mikro på den gode måde.

Læsø Kunsthal har to bemærkelsesværdige udstillinger. Den ene er en samling jernskulpturer af den komplet ukendte Erik Sparre, der – inden han døde i en drukneulykke uden for havnen i 2008 – boede og arbejdede på øen i mange år. Han var klejnsmed af uddannelse, men kunstner af talent og sind, og han forærede gerne sine værker væk, men han nægte altid at sælge eller udstille. Efter hans død købte Jon Eirik og Helene hans efterladte værker. De skulle bare give jernprisen for det hele, og kiloprisen må være lav. De skulle slippe 300 kroner. Nu står Erik Sparres jernskulpturer i Kunsthallen. Nogle af dem forestiller tyre og heste. Andre er fremragende portrætter af Don Quixote og Rosinante, helt sikkert inspireret af Picassos tegninger.

Men hvad der først fanger øjet, og fastholder det, er den (i Danmark bosatte) italienske fotograf Luca Bertis udstilling Læsø i det 21. århundrede, som kunsthallens forlag har udgivet som en smuk bog her i sommer. Fotografen portrætterer øen netop nu på en måde som havde tiden stået stille. Nogle af fotografierne kunne stamme fra 1950’erne, andre er tidløse.

Luca Berti har mødt folk på øen og fotograferet dem i døråbninger, vinduer, havneværksteder eller på åben mark. Der er sådan en sær stemning over fotografierne, som er både rå og sentimentale, i hvert fald for det fremmede øje, men for læsøboerne selv må de være et katalog over lokalsamfundets ansigter og fortællinger.

Jeg hæfter mig især ved et portræt af en ældre mand med hvidt skæg, der poserer i en døråbning iført ternet skjorte og smækbukser fra Kansas. Han hedder Svend, finder jeg senere ud af, og han ejer Læsø Tårnet, der ligger på en lille bakke i rådhusbyen Byrum. Det er et 17 meter højt, rødt udsigtstårn, som blev bygget i 1927 af en fhv. træskomager, sømand og cykelmekaniker, Thorvald Hansen, som møjsommeligt selv støbte alle stenene.

Jeg kommer forbi tårnet på en morgenløbetur før litteraturfestivalen, og jeg kravler op af de indvendige stiger for at spejde ud over øen. Nede igen møder jeg Svend. Han er pensioneret læge fra Ålborg, fortæller han mig. Efter 39 år med praksis i Jens Bangs Stenhus, er han nu tårnejer på Læsø. Det er godt at have noget at tage sig til til for en mand på 81.

Det koster ti kroner, som man skal lægge i en mælkejunge. Jeg havde ingen penge på mig, men var gået op alligevel. Det siger jeg undskyld for. Tårnejeren mener nu ikke, at der er grund til at ringe efter politiet, siger han. Jeg lover at komme forbi med penge senere, men det får jeg aldrig gjort. Jeg skylder en tårnejer en tier.

Da jeg løber videre tænker jeg, at jeg har været i Kardemommeby og mødt Gamle Tobias, den kloge hvidskæggede mand, der bor i byens tårn. Senere på dagen dukker den pensionerede læge op til digtoplæsningen i Kunsthallen, stadig i sine smækbukser.

Der er gået to dage, og jeg ved mere om jomfruhummere, end nogensinde før. Jeg har set et par tanghuse og saltsyderiet. Og jeg cyklede vist forbi det famøse sommerhus, hvor Christian Kampmann endte sine dage. Jeg har stadig Asger Jorns og Per Kirkebys Læsø til gode. Og Hans Kolstads. Men Jon Eiriks fik jeg et indtryk af. Jeg ved hvad han mener, når han med et skævt grin siger, at Marianne Jelved jo har sagt, at det er kulturen, der skal redde udkantsdanmark.

Han ser sig selv som kulturel iværksætter, og han har flere planer om, hvordan man via kulturen kan udvide turistsæsonen. Han er blevet modtaget med optimistisk tillid, fordi læsøboerne har det som en dyd, at få meget ud af lidt. Sydesaltet er et eksempel. Dybest set er det jo bare vand. Man har også et tolerant og storsindet syn på kunst. Og man værdsætter iværksættere. Derfor står der respekt om kunsthallen. En politiker sagde engang til ham: “Jeg forstår ikke hvad du laver, men jeg er glad for at du gør det. Det er vigtigt for et lille samfund, at der sker noget hele tiden.”

Til september kommer Dronningen og Prinsgemalen på øbesøg. DR har netop afsluttet optagelser til syv udsendelser, hvor en gruppe kreative kvinder rykker ind på øen for at se på det hele med nye briller. Til marts næste år er Asger Jorns 100-års dag. Og så venter der en ny Jomfruhummerfestival med mesterkokke. Og flere forfattere i Kunsthallen.

Øen bliver liggende i havet, mens vi stiger op i den lave himmel. Vi flyver over Gamle Tobias’ udsigtstårn og mod nord. Vi lægger Læsøs lyksaligheder bag os. På Kattegat ser jeg kun enkelte hvide skumkraver lige under flyets krop, som om det er vores tilstedeværelse, der skaber små nervøse sitringer på havets hud. Så dukker Sjælland op i den bløde augustaftensol, flækket på midten af Roskilde Fjord. Derude er Kullen. Til den anden side Odden. Og i det fjerne, bag de fagre sletter og bag København, ser jeg en ganske spinkel aftegning af Turning Torso i Malmø. Det er vildt tænker jeg. Men jeg har været oppe i Læsø Tårnet.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.