Julie Mai Jakobsen / Mille Maria Dalsgaard: Nørrebro

Weekendavisen den 7. juni 2013.

2200 N. For meget af det fucking gode. Dragende og skramlet amatørteater om Nørrebro i post-Ungeren-tiden.

Vrængende pseudoromantik

Nørrebro har de seneste år fået en ordentlig krammer af den kreative klasse, men den ulydige balladebydel er stadig hjemsted for vred københavnsk ungdomsultur, og vi får en dosis af det hele i dette mærkelige, men sært velfungerende stykke miskmaskamatørteater.

Hvorfor miskmask? Fordi det begynder som en audiowalk, fortsætter som en slags behjertet skolekomedie og ender med en koncert – der i øvrigt ikke har noget med noget at gøre. Men vi kender konditionerne på forhånd og forventer ikke noget poleret. Det her er off off Nørrebro.

Teater Grob, som bor midt på Nørrebrogade, søgte sidste år efter unge mennesker med stærke fortællinger om kvarteret. Tre piger og to fyre kom gennem nåleøjet, og efter samarbejde med dramatikeren Julie Mai Jakobsen og intensiv teatertræning ved instruktøren Mille Maria Dalsgaard, opfører de nu deres stykke, der slet og ret er kommet til at hedde Nørrebro.

Det fungerer sådan her: Vi møder op på Teater Grob og bliver udstyret med en personlig mp3-afspiller, hvorefter vi smutter ud i gaderne. Fortællingen er i fem spor, men vi kommer kun til at opleve det ene, som vi tilfældigvis får tildelt. Samtidig ved vi, at de andre får et andet brudstykke af den samlede historie. Med en monolog i ørerne bliver vi nu guidet rundt på Nørrebro, og efter tre kvarters tid når vi til Spillestedet Stengade, hvor trådene bliver samlet. De fem stemmer får nu krop og ansigt af de unge amatørskuespillere, der slider det bedste, de har lært.

Vi er altså hér, i disse gader, i post-Ungdomshus-tiden. At det var denne stigmatiserende Nørrebro-tragedie, som stykket skulle komme til at handle om, var ikke givet på forhånd, og det er værd at bemærke, at de unge amatørskuespillere ikke havde deres gang i Ungeren. Det har heldigvis skabt en fortælling om aktivisttyperne i deres bydel, ikke om dem selv.

Jeg kom på audiowalk med Sebastian i ørerne. Mads Malik Grosos spiller ham med enerverende præcis sprogautenticitet, hvor alt er fucking nice eller fucking nederen eller fucking fråderen eller fucking hvad som helst. Det bliver for meget af det fucking gode.

Mens jeg bliver guidet rundt i gaderne, får jeg historien om den fest, vi er på vej til. Sammen med nogle venner har han forberedt det ondeste surprise party for Amalie, der bliver 25. I gamle dage var de aktivister sammen i Ungeren, nu studerer han sociologi og hun læser til jordemoder. Og så crusher han for vildt på hende. Hun var så fucking sej dengang, og hun er stadig bare så fucking fantastisk, og han håber at han kan score hende i aften.

Men knægten er også nervøs. Han har nemlig forberedt et rollespil med en masse venner som figuranter, der skal skræmme livet af Amalie i et plot, der involverer dødstrusler, narko og våben. Hans plan er at komme og redde hende fra nogle hævstørstige rockere med muskelhunde. Han vil nemlig være en helt, for piger falder for helte! Og Amalie var selv lidt af en helt, når gadekampene om Ungeren bølgede frem og tilbage. Hun gik altid længere end de andre.

Mens jeg får historien, bliver jeg ført rundt på Nørrebro med en elegant henkastet og perfekt koeograferet præcision i monologens anvisninger, som gør at jeg er nøjagtig der, hvor teksten gerne vil have at jeg skal være. Kun på Assistens Kirkegård var koordinaterne svære at følge i en enkelt sekvens, men jeg kom tilbage på sporet (folk fra udenbys kan nu godt komme på glatis).

Sebastians monolog rummer mange præcise – og en del banale! – iagttagelser om Nørrebro. Som så mange andre antiautoritære, viser også han sig at være reaktionær, og først senere begynder han at forstå, at de alle er ofre for det, som Amalie kalder “Nørrebro pseudoromantik”. Her stiller stykket faktisk et udmærket spørgsmål om hvad der sker med ungdommens idealer.

På ét punkt falder disse audiowalks dog til jorden. Den unge mand vrænget af alt det kedelige og pæne, der skubber alt det skæve til siden. Som sådan er han ægte Nørre Bronx. Men hver gang vi skal krydse en gade på gåturen, er han meget omhyggelig med at instruere sin lytter i at vente og gå over for grønt! Her står Mille Maria Dalsgaards koncept overfor et dramaturgisk problem, hvor respekten for færdelsreglerne simpelthen kommer til at gøre fiktionen komisk.

Da vi alle har afsluttet vores gåture og mødes på det skumle spillested i Stengade, går forestillingens næste fase i gang. Vi er nu til Amalies fest, hvor tvivlen melder sig hos de unge: Hvad er rollespil og hvad er virkelighed? Samtidig blusser gamle konflikter op. Hvad skete der egentlig dengang i Ungeren? Hvor radikal var egentlig Amalie?

Denne del af stykket er hvad det er: amatørteater for fuld skrue. Men det fungerer på sin egen let rørende måde, sandsynligvis fordi det er så nørrebrosk skramlet og uperfekt. Mens jeg slår mig til tåls med dét, spekulerer jeg over, hvad de andre audiowalks har handlet om og hvilke gader de har udspillet sig i. Hvad ved min sidemand, som jeg ikke ved?

Nørrebro er en omgang miskmask. Som den shawarma blandet med indisk kylling, som Sebastian griner af. Skuespillet i Stengade kunne jeg godt have undværet. Til gengæld havde jeg gerne taget fem audiowalks i træk for at få historien fra alle vinkler.

Nørrebro. Audiowalk/teater/koncert, gæstespil på Teater Grob i samarbejde med Spillestedet Stengade. Instruktør Mille Maria Dalsgaard. Dramatiker: Julie Mai Jakobsen. Audiowalk-konsulent: Anders Boss Holsting. Spiller den 7. og 8. juni samt 12.-15. juni.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.