Løveskindet der blev væk

Anmeldelse i Weekendavisen den 27. marts 2013.

Ind i Afrika. Der er gode afdækninger af forholdet mellem virkelighed og fantasi – og et enkelt ups! – i ny introduktion til Karen Blixen.

Jørgen Stormgaard: Karen Blixens Afrika. Friheden, farmen og forfatterskabet. 352 sider, rigt illustreret. 350 kr. Haase & Søns Forlag.

Vi bliver aldrig færdige med Karen Blixen! Hun er tværtimod så udødelig, at der løbende kommer bøger om nicher i hendes liv og forfatterskab, herunder bøger, som ikke bidrager med egentligt ny viden, men blot reproducerer og kompilerer det, man ved i forvejen. Sådan en bog var for eksempel Sune De Souza Schmidt-Madsens En lille bog om Blixen, der udkom i september i fjor for at markere forfatterens 50-års dødsdag (og vandt Brandesprisen 2012), og sådan er bog er Jørgen Stormgaards Karen Blixens Afrika. Friheden, farmen og forfatterskabet.

Den slags bøger kan man godt være lidt forbeholden overfor, men man skal ikke undervurdere deres bidrag til formidlingen om Baronessens biografi, skæbne og kunst. Om ikke andet kan de bruges som trædesten hen til de værker, som man kan tillade sig at knytte noget større forventinger til, for eksempel den biografi om Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen, som Tom Buk-Swienty skriver på for tiden, og Marianne Juhls og Marianne Wirenfeldt Asmussens udgave af Karen Blixens breve fra Afrika, som kommer om kort tid. Brevene udkom første gang i 1978, udgivet af legendariske Frans Lasson, men det viser sig, at der faktisk findes dobbelt så mange breve, hvilket betyder at den kommende udgave er den første komplette.

Jørgen Stormgaard, lektor ved Ørestads Gymnasium, har gennem mange år beskæftiget sig med Karen Blixens liv og forfatterskab. Hans viden er absolut solid, og han har tidligere – i Blixen og Bjørnvig. Pagten der blev brudt – fundet frem til detaljer, som var hidtil ukendte. Det mener jeg ikke at han gør i den aktuelle bog, hvor det mest opsigtsvækkende synes at være en komprimeret snigpremiere på en vigtig detalje i den nye udgave af Afrika-brevene. Jørgen Stormgaard har nemlig hørt et foredrag, hvor Marianne Juhl fortalte om et fund af en note, der rummer klare antydninger af, at Karen Blixen rent faktisk gik i selvmordstanker da Denys Finch-Hatton var død og farmen tabt. Den historie skrællede Politiken som dagens vigtigste nyhed i lørdags.

Karen Blixens Afrika. Friheden, farmen og forfatterskabet er (ifølge bagsideteksten) det første danske forsøg på en samlet vurdering af tiden i Kenya. Bogen er baseret på læsninger af Karen Blixens breve og bøger og en lang række sekundærlitteratur, men alligevel lykkes det Jørgen Stormgaard at skabe en selvstændig helhed, der fungerer fint som introduktion til forfatterens familiebaggrund, opvækst, modningsår og ægteskab, det afrikanske eksil, forholdet til afrikanerne, landet og dyrene, skilsmissen fra granfætteren Bror og forholdet til Denys, sorgen over hans død, fallitten, sygdommen, hjemkomsten til Rungstedlund og udviklingen af forfatterskabet.

Jørgen Stormgaard har et årvågent øje til diskrepanser i kronologier og han finder flere eksempler på ret markante erindringsforskydninger i Den afrikanske Farm og i Karen Blixens udtalelser i interviews, når han sammenholder dem med detaljer fra daterede breve og anden fakta. For eksempel gennemhuller han – meget underholdende – Karen Blixens egen historie om et løveskind hun sendte til Kong Christian X og et takkebrev, han sendte retur. Løveskindet skulle efter Baronessens egen genfortælling flere steder findes i tronsalen på Amalienborg – men Jørgen Stormgaard kan fortælle, at hoffet ikke kender noget til noget løveskind. Ingen ved, hvor det er blevet af, og det fik aldrig den prominente plads, som Karen Blixen hævdede.

Løveskindet, der blev væk, er i sig selv en inferiør detalje i skildringen af et verdensberømt forfatterskab, og hvad betyder en hvid løgn og et hår i suppen? Når afdækningen alligevel virker så godt i bogen, er det fordi den viser, at Karen Blixen “forholdt sig kreativt til virkeligheden” og satte den gode histories dramaturgi over så meget andet. Der er – uanset hvad hun skrev – hele tiden et element af iscenesættelse og fiktion, og sådan må det være hos en storyteller (et ord som Jørgen Stormgaard faktisk ikke bruger), der tager det komplementære afhængighedsforhold mellem forfatter og læser så seriøst, som Karen Blixen gør.

Jørgen Stormgaard er formidler, ikke forsker. Men han er vel at mærke en solid formidler, der tager os med ind i Afrika og gennemskriver det store stof på en loyal og skarpt prioriteret facon. Bogens styrke er overblikket over den store forfatters liv og digtning, de perspektiverende introduktioner til kolonitidens historie og samtidspolitik, gode introduktioner til Karen Blixens syn på islam og afrikanernes moral og værdier, og endelig en kritisk gennemgang af de anklager nogle kenyanske intellektuelle har fremført mod det, de opfatter som Karen Blixens racisme.

Desværre begår Jørgen Stormgaard en virkelig ærgerlig fejl i den gode sags tjeneste, da han fortæller om, hvordan Karen Blixen fik de indfødte til at forstå, hvordan det skrevne ord siden Bibelen har fastholdt menneskehedens historie. Hun var, skriver han, i tvivl om, hvorvidt de hvide immigranter overhovedet kunne bidrage med noget i Afrika. Men de kom med skriftsproget, der blev integreret som kulturfænomen i samfundslivet, skriver Jørgen Stormgaard. Og så: “Forfattere fra dette kontinent har vundet udbredelse over hele verden – fx er Tahar Ben Jelloun fra Marokko og Ahmadou Kouruoma fra Elfenbenskysten begge højt respekterede – og det er kun et spørgsmål om tid, før en afrikansk forfatter fra en ikke-europæisk kulturbaggrund modtager Nobelprisen i litteratur.”

Ups! Ganske vist har to hvide sydafrikanere modtaget prisen (Nadine Gordimer i 1991 og J.M. Coetzee i 2003), men det har sorte nigerianske Wole Soyinka (1986) og brune egyptiske Naguib Mahfouz (1988) altså også. Og i øvrigt døde Ahmadou Kouruoma i 2003. Det er kun et spørgsmål om tid, før vi får en ny sort afrikaner som Nobel-vinder, men Det Svenske Akademi har desværre lige så svært ved at finde Afrika som Amerika…

Karen Blixens Afrika. Friheden, farmen og forfatterskabet er klogt disponeret i kapitler, der har forfatterens skiftende livsmottoer som overskrifter. Teksten er stedvis lidt tung i det, ofte præget af redundans, men heldigvis understøttet godt af et yderst gavmildt billedmateriale. Omslaget er derimod en styg klichecollage af Karen Blixen-portrætter, et baobabtræ, en kikuyukriger og et par negerbørn med hunde, tilsat et fragment af et håndskrevet brev, designet i jordbrune farver med en bort af afrikansk etnografica.

Eksperter udi blixeniana vil måske savne en mere nyskabende fortolkning. Men bogens publikum er først og fremmest forfatterskabets lystlæsere, som i Jørgen Stormgaard vil møde en entusiastisk og pålidelig – men ikke nyskabende – guide til Karen Blixens evigt genfortalte livshistorie.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.