I som lever i sikkerhed…

Anmeldelse i Weekendavisen den 12. april 2013.

Auschwitz-monolog. Jens Albinus indfrier et løfte, som Primo Levi aftvang os.

En europalle er en standardiseret palle, der bruges som underlag ved transport med truck. En helpalle er 1200 mm lang og 800 mm bred, mens en halvpalle er 800 mm lang og 600 mm bred. Europaller vejer 10-12 kg i tør tilstand og op til det dobbelte i våd tilstand.

Således teknisk oplyst af Wikipedia kan man se den eneste rekvisit i det nøgne scenerum på Aveny-T for sig, når Jens Albinus står frem med sin monolog, Hvis dette er et menneske, baseret på den italienske kemiker, forfatter og Holocaust-overlever Primo Levis (1919-1987) berømte erindringsbog. Europallen ligger som en tømmerflåde på scenegulvets sorte hav, og manden i sort jakkesæt og hvid skjorte træder op på den for at fortælle sin rædselsvækkende historie som fange nummer 174 517 i den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz i 1943-44.

Primo Levis erindringsbog Se questo è un uomo udkom første gang i 1947, men fik først for alvor et stort læsepublikum over hele Europa i løbet af 1980’erne. Jens Albinus kondencerede bogen til en monolog på en enkelt time, som han første gang opførte på Det Kongelige Teater i 2010 og 2011. Nu er forestillingen så stillet til rådighed for Aveny-T, hvor den spiller ti gange.

Allerede da vi kommer ind i salen, står Jens Albinus ved den ene langside – altså ikke på scenen, men nede ved stolerækkerne – og ser på os med et uudgrundeligt koncentreret blik. Man spotter ham med det samme, og man spørger sig selv, hvad det er han vil os? Hvad laver han på denne side af scenetæppet? Måske vil han i al sin observerende tavshed neutralisere skellet mellem skuespillerens revir og publikummets, for dermed at minde os om, at hans monolog ikke er et stykke fiktion, men et autentisk vidnesbyrd fra Europas rædselshistorie. Som Primo Levis skriver i sit forord: “Det forekommer mig overflødigt at tilføje, at intet i denne beskrivelse er opfundet.”

Som ung var Primo Levi med i en antifascistisk partisangruppe, der i efteråret 1943 blev fanget af en italiensk milits. Fordi han var jøde, blev han sendt til Auschwitz, hvor han ankom i februar 1944. Som uddannet kemiker blev han tvangsudskrevet til at arbejde for nazisterne på en kemisk fabrik. Dermed overlevede han deportationen, og efter krigen vendte han hjem til Italien.

Jens Albinus giver os Primo Levis historie og hans refleksioner, og han gør den sorgmættet og indfølt med al den styrke, der ligger i forfatterens egne ord, som vi kender dem, ikke mindst fra den berømte prolog, der afslutter forordet i Hvis dette er et menneske: “I som lever i sikkerhed / i jeres varme huse / I der finder, når I kommer hjem om aftenen / varm mad og venlige ansigter: Tænk over om dette er et menneske / Som arbejder i mudder / Som ikke kender til fred / Som slås for en bid brød / Som dør på grund af et ja eller et nej…”

I denne fortale siger Primo Levi selv, at han “overantvorder” sine ord til os. De skal, kræver han, mejsle sig ind i vores hjerter, og vi skal gentage dem for vores børn. Ellers ønsker han, at vores huse skal falde sammen, sygdom skal ramme os og børnene skal vende sig fra os.

Jens Albinus tager Primo Levis ord til sig. Han påtager sig ansvaret for at overantvorde dem videre, mejsle dem i vores hjerter og gentage dem. Det er i hvert fald ikke ham, der bliver ramt af Primo Levis forbandelse, hvis glemslen og historieløsheden griber om sig.

Hvis dette er et menneske er Primo Levis ord, kompileret og komprimeret af Jens Albinus selv. Med utvetydig sikkerhed afleverer han monologen med en grundtone, der er rolig og rationel. I en enkelt sekvens stiger stemmen til et brølende nødråb, men ellers udtrykkes den nødvendige resignation, sorg og vrede gennem små, kontrollerede finjusteringer af kropssproget.

Det er en kz-fange, der taler: en udmattet og ydmyget italiensk jøde, her gestaltet af en diskret velklædt og sund dansker. Kontrasten er til at tage at føle på, men ordenes tyngde og vores historiske viden gør alle forsøg på synlig identifikation overflødig. Det neutrale jakkesæt er nok. Det er hverken her eller der i fortid eller nutid, det er altid og alle steder.

Og så er der europallen på det tomme scenegulv. Dybest set kunne den vel undværes. Jeg mener: Vi ville ikke tænke over det, hvis den ikke var der. Men dens tilstedeværelse er nu mildt genial. Som en tømmerflåde på et truende hav symboliserer den en form for potentiel redning, og symbolikken understreges underligt paradoksalt af teaterrummets flugtvejsskilte og den hjertestarter, der helt utilsløret hænger bagest på den scenografifri scenevæg (den slags skal der være på arbejdspladsen Aveny-T, men sådan var det ikke i kz-lejren Auschwitz). Samtidig bærer pallen det skyldbevidste Europas navn. Deri ligger der både en påmindelse og et håb.

I korte sekvenser brydes monologen op. Sjostakovitjs klaverkoncert i g-mol fylder for en stund rummet, mens Jens Albinus sætter sig hen på en stol i den modsatte side af scenerummet, hvor han skænker sig et glas vand, som han grådigt drikker. Han ligner en bokser, der har frygteligt få sekunder til at restituere og samle sig mellem to omgange.

Da gongongen lyder – ja, toner monologen ikke ud til lyden af frisættende klokker? – reagerer publikum med en udmattelse, der svarer til Jens Albinus’. Først opstår et kort sekund af vildrede, så begynder folk at klappe, først tøvende, så intenst. På den ene side kalder situationen bare på dyb, eftertænksom tavshed. På den anden side kræver Jens Albinus’ præstation sin ret. Manden selv ser udmattet ud, udtømt, forknyt og dybt anstrengt. Hans koncentration og indlevelse har været makismal, det hele har hvilet på hans – og kun hans – skuldre i den seneste time, hvor han har aflagt rapport fra helvede. Han bukker uden at smile. Hvad er der også at smile ad?

Hvis dette er et menneske er måske en af de vigtigste bøger i det 20. århundredes europæiske litteratur, og Jens Albinus formidling af den er dels en personlig sejr for ham som skuespiller, dels en indfrielse af et løfte, som Primo Levi aftvang os med sin bog.

Hvis dette er et menneske. Idé og manuskript af Jens Albinus efter Primo Levis bog af samme navn. Aveny-T frem til den 20. april 2013.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.