Fanden og hans pumpkin stock

Weekendavisen den 27. september 2013.

Kommentar. En “feberagtigt hektisk skriveperiode på fire uger” er jo nærmest en tilståelsessag, når der er fejl i en bog.

Engang i midten af 1980’erne læste jeg i et tidsskrift en enortmt underholdende gennemgang af de talrige oversætterfejl, Johannes V. Jensen begik, da han i 1907 sjuskede sig igennem en fordanskning af Frank Norris’ Polypen om hvedefarmerne i Californien. Hvis ikke jeg husker meget galt (men kan det virkelig være sandt?), blev ‘pumpkin stock’ oversat til ‘pumpestok’, mens der jo retteligt var tale stammen, stilken eller stokken på et græskarhoved.

Jeg kom til at tænke på oplistningen af alle Jensens forsyndelser, store som små, da jeg i sidste uge her i avisen læste cand.theol. og fhv. seminarielektor Søren Højmarks nidkære registrering af fejl, mangler og misforståelser i Sune de Souza Schmidt-Madsens En lille bog om Blixen, der modtog Georg Brandes-Prisen i foråret. Hvordan kan en bog, der er “smaskfyldt af fejl”, vinde den pris, lød artiklens inkvisitoriske spørgsmål.

Politiken citerede så i mandags formanden for komiteen, der vælger Georg Brandes-Prisens vinder, Marie Louise Kjølbye, der kort og præcist sagde: “Fejlene er et sag mellem forfatter og forlag, ikke mellem forfatter og prisudvalg. Det er ærgerligt med fejl. Og det er også et problem. Men bogen er stadig fremragende litteraturformidling.”

Jeg har ikke læst bogen og aldrig mødt hverken Søren Højmark eller Sune de Souza Schmidt-Madsen. Det eneste, jeg kender til deres tvist, er altså, hvad man kunne læse i avisen i sidste uge, samt det svar som tidligere på ugen tilgik avisen, og som vi trykker i dag, fra forfatteren, der tillige er forlagsredaktør på Lindhardt og Ringhof, som har udgivet bogen.

Når jeg læser Søren Højmarks gennemgang af fejlene i En lille bog om Blixen, spaltes jeg i to. På den ene side tænker jeg, at det er slet og ret for dårligt af både forfatter og forlag, som ikke har været omhyggelige nok. Men på den anden side har jeg sjældent set så mange små gråspurve blive skudt med så store kanoner. Mange af fejlene er jo i småtingsafdelingen.

Hvad der generer mig mest, er at Sune de Souza Schmidt-Madsen tilsyneladende refererer forkert fra adskillige fortællinger, hvilket tyder på godt gammeldags sjusk. Manden kan jo sit stof, har har arbejdet som formidler på Karen Blixen Museet, og han kender forfatterskabet og dets kilder, men har tilsyneladende ikke gidet at konsultere dem. I bogens forord kokketerer han nærmest med det: “Fire års tanker og oplevelser, overvejelser og indhentet viden er her blevet nedfældet i en feberagtigt hektisk skriveperiode, fire uger i maj 2012.”

Hastværk er lastværk. Og godt nok er der ikke tale om bred formidling og ikke litteraturforskning, men alligevel vidner det om en vis arrogance sådan at skilte med, at bogen blev til på kun fire, feberhektiske uger.

Søren Højmark skrev i sidste uge, at bogen “angiveligt er anbefalet af to museumsdirektører på Rungstedlund, en ægte Blixen-nevø og flere af vores fineste Blixenforskere.” Ja, i bogens forord takker Sune de Souza Schmidt-Madsen både den forhenværende og nuværende direktør på Karen Blixen Museet, ligesom han oplyser, at manuskriptet er blevet læst igennem af blandt andre Lasse Horne Kjældgaard og Poul Behrendt. Står disse kendere af Karen Blixen så inde for bogen efter at dens fejl er blevet fremlagt? Eller har de læst manuskriptet på samme måde som Georg Brandes-Prisens komité – med blik for bogens lange formidlende linjer og introducerende overblik, og ikke med de nidkære fejlfinderbriller på?

I dagens avis taler Sune de Souza Schmidt-Madsen om at han både belv angst og ked af det, da han læste kritikken i sidste uge, og han takker med en en vis ydmyghed for rettelserne af hastværkssjusket og de fejlreferaterne. Fint nok, men også temmelig gennemskuelig damage control fra førsteårspensum på Spindoktorskolen.

Så hvad er konsekvensen af Søren Højmarks register over fejlene? Af Sune de Souza Schmidt-Madsens svar forstår vi jo, at de to faktisk allerede er i kontakt med hinanden, og at forfatteren allerede har takket for rettelserne, som venter på at blive indført ved trykningen af bogens tredje oplag (hvilket altså vil sige, at forfatteren åbenbart tidligere har anerkendt korrektheden af Søren Højmarks liste). Derfor: Få nu de fejl rettet med en vis ydmyghed og uden spin om, hvorfor vi læser og skriver. Ret nu bare de “åbenlyse ligegyldigheder” (som forfatteren sagde i Politiken forleden), alle fejlreferaterne og Fanden og hans pumpkin stock. Den “feberagtigt hektisk skriveperiode på fire uger” er jo nærmest en tilståelsessag. Ingen kan nå at faktatjekke sin egen hullede hukommelse under disse vilkår.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.